Gravid eller ammende og deprimeret – en kompliceret sag
Der
Af Niels Damsbo, praktiserende læge, lektor i almen medicin
Videnskabelige artikler spænder fra, at det er skadeligt for fosteret eller barnet, hvis moderen får antidepressiv medicin, til at det er skadeligt, hvis moderen har en depression og ikke får behandling. Det er med til at skabe usikkerhed og bekymring hos den gravide eller ammende.
Som læge skal vi hver gang overveje, om det er bedst at behandle den gravide eller ammende kvinde med medicin for sin depression, eller om det er bedre at undlade medicinsk behandling og risikere en mor med depression med de konsekvenser, det kan have for moderen og hendes håndtering af graviditeten og barnet.
Større risiko for tilbagefald under graviditet
I Sundhedsstyrelsens referenceprogram om depression fra 2007 er der et afsnit om behandling af gravide og ammende med antidepressiv medicin. Her skriver man bl. a., at kvinder har øget risiko for at debutere med depressiv lidelse under graviditeten og i ammeperioden. Hertil kommer at risikoen for tilbagefald af tidligere depression er øget til 43 % under en graviditet. Man vil derfor ofte skulle tage stilling til evt. behandling i disse livsfaser.
Al antidepressiv medicin passerer moderkagen, og man kan derfor ikke udelukke påvirkning af fosteret. Mulighederne for psykoterapeutisk behandling af en depression bør således overvejes nøje. Imidlertid er der tilfælde, hvor medicinsk behandling er absolut nødvendig, fx ved akut svær depression eller stor risiko for recidiv af depression hos en kvinde, som ønsker at blive gravid og som allerede er i behandling. I sådanne tilfælde skal en mulig påvirkning af fostret opvejes mod den fare, som en ubehandlet depression udgør for såvel moderen som barnet. Det er således vist, at depression hos gravide i sig selv medfører øget risiko for fosterskader og for fødselskomplikationer.
Planlæg graviditeten i samråd med lægen
Behandling af gravide med antidepressiv medicin bør ske i samarbejde med en speciallæge i psykiatri og kun meget gennemprøvede præparater bør anvendes. Man skal være opmærksom på, at ved behandling af moderen i ugerne op til fødslen, er der risiko for symptomer hos/påvirkning af barnet i dagene efter fødslen, hvor medicinpåvirkningen ophører. Derfor bør nyfødte udsat for antidepressiv medicin via moderen overvåges på en afdeling for nyfødte de første levedøgn.
Nogle undersøgelser tyder på, at antidepressiva kan give en let øget tendens til spontan abort, lav fødselsvægt og nogle mindre alvorlige misdannelser, men undersøgelsesresultaterne er usikre.
Der er altså ingen facitliste for, hvordan man skal behandle gravide og ammende med depression eller risiko for depression.
Det kan anbefales, at kvinder med depression eller tidligere depression planlægger en evt. graviditet grundigt i samråd med egen læge og/eller speciallæge i psykiatri. En kvinde med depression eller risiko for depression, som er blevet gravid uden forudgående samråd med egen læge eller psykiater, bør kontakte lægen, så snart graviditeten er konstateret, mhp. en drøftelse af, hvordan situationen skal håndteres.
Skriv et svar