Hvad børn ikke ved… har de ondt af
Børn mærker også voksnes angst og depression, men de ved ikke hvad det er de mærker, hvis vi ikke taler med dem om det. Det er budskabet i socialrådgiver og psykoterapeut Karen Glistrups artikel i januars udgave af Månedsskrift for praktisk lægegerning.
Børn er altid involverede i forældrenes liv og sygdom. Man kan, fordi man så inderligt ønsker det, bilde sig selv ind, at man kan skjule sygdommen for børnene. Nyere tids hjerneforskning af bl.a. Daniel Stern, peger imidlertid på, at børn kan have svært ved, at adskille deres egne følelser fra forældrenes. Dette fænomen kaldes spejlneuroner. Kort fortalt går det ud på, at hjernens spejlnerveceller kan tale sammen i sociale situationer. Det betyder, at vi ubevidst, vi kan fornemme den vi står overfor.
De voksnes følelser spejles i barnet
I relationen mellem forældre og børn kan det beskrives som om, de følelser, barnet er vidne til hos en forælder, rent faktisk strømmer gennem barnet. Børn kan altså fornemme, hvis deres forældre lider. Og tavsheds omkring at der er noget galt, kan forvirre barnet og skabe en følelsesmæssig belastning.
Mange børn formår at skjule disse følelsesmæssige belastninger – andre reagerer mere udadvendt. Smerten er den samme.
I flere regioner har man derfor etableret såkaldte familiesamtaler, der hjælper familierne med at bryde tavsheden og styrker kontakten mellem forældre og børn.
Vær opmærksom på:
– Selv små børn fornemmer forældres skrøbelighed
– Børn taler sjældent om det, de voksne tier om. Men det betyder ikke, at tavshed er bedst.
– Når vi ikke fortæller børnene andet, tænker børnene: Det må have noget med mig at gøreL
– Børn ved, at de ligner mor og far. Mange frygter, at de også bliver syge.
Kilde: Karen Glistrup, Månedsskrift for praktisk lægegerning, januar 2010.
NB: Karen Glistrup afholder i samarbejde med DepressionsForeningen foredrag i Odense d. 25. Marts. Læs mere her
Skriv et svar