Søg
Close this search box.
Mennesker leger udenfor.

NOGET FOR ENHVER SMAG

Sommerhøjskole

Sommerhøjskolen er for mennesker med depression eller bipolar lidelse og deres pårørende. Her får du inspiration, viden og værktøjer til at skabe et liv og en hverdag i balance. Sommerhøjskolen byder på et væld af forskellige aktiviteter, og der er noget for enhver smag.

Der er foredrag med inspirerende oplægsholdere, der giver stof til eftertanke og ideer til små skridt, du kan tage i retning af et bedre liv.

Ugen byder også på værksteder i mindre hold med fokus på kreative, selvudviklende eller fysiske aktiviteter, som du kan fordybe dig i og blive opslugt af, så du glemmer alt omkring dig – og måske endda også dig selv.

Endelig er der stribevis af sociale aktiviteter, så du kan opbygge gode relationer og få et solidt og støttende netværk at trække på, når højskolen for længst er ovre. 

Det får du med

  • Seks dejlige højsommerdage i smukke omgivelser

  • Faglige foredrag, som gør dig klogere på, hvordan du håndterer depression og bipolar lidelse

  • Værksteder med kreative, selvudviklende eller fysiske udfoldelser

  • Erfaringsdeling med andre, der kender til de samme udfordringer som dig

  • Rummelighed og fællesskab der giver et netværk, du kan trække på

Fællesskab med stort F 

Fællessang er et vigtigt element i sommerhøjskolen, af både fysiske og sociale grunde. Når vi synger, bliver der nemlig frigivet endorfiner i hjernen. Det giver en følelse af velvære og stimulerer dannelsen af signalstoffer i hjernen som dopamin og serotonin, der har en positiv effekt på vores humør og energiniveau. Den effekt bliver forstærket, når vi synger sammen med andre. Så det gør vi selvfølgelig på sommerhøjskolen, og de sidste par år har vi næsten ikke været til at stoppe igen.

Man behøver ikke at deltage i alle aktiviteterne, men den bærende kraft gennem sommerhøjskolens seks dage er fællesskab. Fællesskab med ligesindede, der forstår, accepterer og anerkender dig og de erfaringer, du har med dig. Fællesskab, som du kan gå til og fra. Optanke energi og glæde i, og tage en slapper fra, når du trænger til alene-tid og til at samle tankerne i ro og fred. Fællesskab, der giver dig frirum til at være den, du er.

Praktiske oplysninger

Medlemmer får rabat på højskoleopholdet. Sommerhøjskolen finder som regel sted i uge 27, på Nordfyns Højskole, som ligger i naturskønne omgivelser lidt uden for Bogense.

Tilmelding åbner omkring december.

Vil du vide mere om Nordfyns Højskole, kan du klikke her.

Mennesker leger udenfor.
"Sommehøjskolen er et helt fantastisk sted med dygtige og passionerede frivillige! Alle bør give sig selv oplevelsen at tage et ophold her :)"

Anette, deltager 2021