Søg
Close this search box.
Par der holder i hånden og drikker kaffe.

HVEM ER DEPRESSIONSFORENINGEN

Om foreningen

DepressionsForeningen er en interesseorganisation og patientforening for mennesker med depression eller bipolar lidelse og for deres pårørende.

Vi skaber Fællesskaber

Oplysning & Afstigmatisering

Interesse-varetagelse

Redskaber &
Netværk

Vi skaber fællesskaber
DepressionsForeningen er en
 landsdækkende forening og skaber unikke fællesskaber for mennesker med depression, bipolar lidelse og deres pårørende – syge som raske. En forening skabt, drevet og baseret på frivillighed.

Oplysning & Afstigmatisering
Foreningen arbejder med at øge viden og skabe forståelse for sygdommene, og derigennem arbejde for en afstigmatisering.

Interessevaretagelse
Foreningen er et talerør for denne befolkningsgruppe, politisk og behandlingsmæssigt. Foreningen arbejder for at sikre de bedst mulige forhold for alle med depression, bipolar lidelse og deres pårørende.

Redskaber & Netværk
DepressionsForeningen inspirerer mennesker til at tænke anderledes om deres situation og giver redskaber til at komme gennem deres udfordringer via eksemplets magt. Vi understøtter opbygning af personlige netværk og relationer.

Historie

DepressionsForeningen blev dannet af en gruppe læger og patienter i 1998. I anledningen af foreningens 10 års jubilæum udkom nedenstående artikel, der beskriver foreningens første 10 år.

‘Der sad fire mand på en tømmerflåde…. ‘. Næsten enhver dansker kender den sjove sketch med Dirch Passer og Keld Petersen. Og sådan kan man også se historien om DepressionsForeningens start.

Af Jette Balslev

Der sad fire mand på en tømmerflåde

Ja, sådan var det næsten. Fire læger, Mogens Undén, Jens Knud Larsen, Henrik Lublin og Helge Holst Kjærsgaard. De havde besluttet, at der mangler en depressionsforening. Depression var overset (og er det stadig) i strømmen af ”støjende” sygdomme som skizofreni og psykoser. Ikke et ondt ord om dem, men i betragtning af, at 100-200.000 lider af depression og har brug for hjælp, var og er det en lidelse, som befolkningen i almindelighed har brug for at forholde sig til. For hver depressionsramt er der nemlig også alle de pårørende; fædre, mødre, søskende, kærester, koner og børn, venner og veninder, kolleger og mange andre.

Alt hvad vi gør fra nu af er i princippet godt
Vores første formand var Hans-Erik Larsen, forfatter og Ph.D.-stipendiat. Hans-Erik var en gudbenådet skribent. I det aller-aller-første nummer af Depressions Tidende i 1998 – det nulte så at sige, skrev han i sommeren 1998 ”Men i grunden er det lettere komisk, at jeg blæser i trompeten og erklærer foreningen for oprettet, da det vi snakker om, er en forening uden medlemmer; man kunne så med en mindre logisk manøvre tilføje, at kommer der ikke nogen medlemmer, så er det jo godt, da behovet jo så ikke er til stede, ingen er jo depressionssyge i Danmark. Og kommer der mange, så er det jo også godt. Så alt, hvad vi gør fra nu af, er i princippet godt. Så er det på plads”.
Og det kom på plads. Der kom (desværre???) mange medlemmer på kort tid. Nu er vi over 2.000!

Tilløbsstykker
De første møder i 1998, 1999 og år 2000 var tilløbsstykker, så man ikke gør sig begreb om det.
Jeg husker mødet i Odense februar 1999, hvor vi havde lejet en pæn stor sal i Kongrescenteret. Folk stod i kø, og vi var heldige, at koncertsalen ved siden af var ledig den aften. Mere end 300 tilhørere til to lægeforedrag og en patientberetning. Og der var tilhørere i kø langt ude på gangene. Utroligt!

Uden et fantastisk samarbejde var det aldrig gået
Det er ikke muligt her at takke de fire læger, mange formænd, bestyrelsesmedlemmer og frivillige nok. Alle har I båret og bragt DepressionsForeningen i de ti år hen til, hvor vi er nu. I der har hjulpet, båret, grædt og grinet på vejen kan pudse glorien!  I har virkelig udført et arbejde, der er til at tage og føle på. Utallige møder, oprettelse af DepressionsLinien, publikationer, patientberetninger, deltagelse i møder og konferencer for at gøre os kendt. Kontakt til politikere, journalister og alt hvad der kan krybe og gå af opinionsdannere. I har gjort det!  I har været der trofast i og uden for bestyrelsen, og vi har sørgeligt nok måttet tage afsked med nogle af jer, der af forskellige sygdomsårsager måtte sige farvel til foreningsarbejdet. I har klistret kuverter, udtænkt strategier, oprettet lokalgrupper, siddet ved telefonen og talt med de mange, der har brug for vores hjælp. TAK til jer alle – det har været utroligt at arbejde sammen med jer, og uden jer – og i al beskedenhed uden det trofaste sekretariat – jeg skal jo lige pudse glorien – uden et fantastisk samarbejde var det aldrig gået!

Hilsen til jer alle – hold ud og bliv ved – der er brug for jer derude!