Ethvert ungt menneske, vi mister til psykisk sygdom, er ét for meget. Vi kan og må ikke acceptere, at unge lades i stikken, når de er mest sårbare. Vi skal handle, og vi skal gøre det sammen! Hvis vi vil finde bedre løsninger, er vi nødt til at tale åbent om systemets svigt.

Før hun døde, var Sarah optaget af at forbedre psykiatrien. Hun mærkede selv den ulige forskel på at fejle noget fysisk og noget psykisk, og hun ville bruge sine egne erfaringer til at kæmpe for andre.

For at føre Sarahs ønske videre, har jeg besluttet at tage kampen op for de unge mellem 18 og 30 år. Det gør jeg for at ære min datters liv, men i høj grad også for at råbe politikerne op på vegne af de tusindvis af unge og deres familier i Danmark, der lige nu slås mod et uigennemskueligt system.

At kæmpe for denne sag er for mig en måde at skabe mening i det meningsløse med Sarahs død. Som Naja Marie Aidt beskriver det i sit digt fra 2008; “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage”.

Jeg brænder for, at vi skaber bedre løsninger for de unge voksne, og mener, at vi på den måde, i fællesskab, kan give noget af det tilbage, som døden har taget fra os. Vi får ikke dem tilbage, som vi har mistet. Men vi kan give håbet og troen tilbage. Vi kan give ambitionen tilbage om, at vores unge støttes i at leve deres ungdomsliv. Om at vores unge gribes tidligt i deres sygdomsperioder. 

Lise Dam