Isabella Miehe-Renard: Gu’ skal vi ej bruge kræfter på at skamme os!

 

Studieværten Isabella Miehe-Renard har skrevet en bog om sit liv i rampelyset og sin kamp mod depression. Her svarer hun på spørgsmål fra Depressionstidende om, hvorfor hun valgte at stå offentligt frem.

Af journalist Camilla Victoria Marcinkowski

“I mine mørkegrå perioder, lige inden min forstand drukner i mismod og sorte briller, kan jeg ofte finde på at spilde tid med at opliste alle mine mangler: Jeg har aldrig læst Joyces Ulysses. Jeg kan ikke strikke eller hækle. Jeg har heller aldrig stoppet en strømpe. Har ikke engang en sytrådskurv i huset. Jeg kender næsten ingen blomsternavne, kun tulipaner, nelliker, fresier og roser. Nå jo, kaprifolier. Jeg kan ikke udpege Ribe på et Danmarkskort, faktisk heller ikke Stege… Disse grå lister øger tristheden. De giver mig flere komplekser, som jeg måske føler, jeg fortjener i de perioder. Jeg kan ligefrem støvsuge markedet for ikke-viden. Og den fyldte støvsugerpose, den spiser jeg til middag.” Fra bogen “PÅ”, som udkom i september 2008 på forlaget Samleren.

Hvilke overvejelser gjorde du, før du valgte at fortælle om din depression?
Isabella Miehe-Renard: Jeg har mest af alt taget et valg om “at stå frem”, fordi skammen kom bag på mig. Både min egen og mine medpatienters. Vi følte en kæmpe fælles skam over at være væk hjemmefra på en trist, grå afdeling, simpelthen fordi vi havde mistet kontrollen over eget liv. Jeg kan huske tydeligt, at tanken om, at nogle kolleger eller gamle venner og ikke mindst ugebladene skulle finde frem til, hvor jeg nu var og af hvilken grund, kunne holde mig vågen. Jeg havde i hvert fald ikke indtryk af, at depression som sygdom, og ikke bare en stress-undskyldning, var accepteret ude i det pulserende samfund. Tværtimod. Min selv-vrede over at være sygemeldt (fra job som studievært på DR2, red.) hjalp ikke, igen tværtimod.

Da jeg så blev udskrevet, blev tabuet om indlæggelsen og følelsen af skam nærmest et brændstof. Hvis man – ud over at have det ad helvede til og græde af uforklarligt mismod døgnet rundt – samtidig skal føle skam over at lide af en ellers velkendt psykisk sygdom – så bliver det hele bare værre og værre. GU’ skal vi ej bruge kræfter på at skamme os! (Men jeg gjorde det selv).

Hvordan startede din sygdom og hvordan udviklede den sig (i korte træk)?
Min sygdom startede så at sige ret blidt. Jeg fik, når jeg tænker tilbage, sikkert mange små advarsler om, at min balance var ved at forsvinde helt med hensyn til humøret. Men jeg skød det væk og gav det navne som ungdomslivskrise eller arbejdsstress. Følelser af succes og stor glæde har sikkert sin pris i form af små midlertidige dyk, tænkte jeg dengang. Men i slut-20’erne blev det sværere at skubbe væk. Jeg følte helt uventet og uforklarlig modløshed. Begyndte pludselig at græde uden rigtig grund. Begyndte at hade min figur, mit hår, mine vittigheder… mig selv. Ikke mindst fordi en kraftig følelse af opgivenhed og hjælpeløshed pludselig meldte sig. Det var følelser, jeg ikke kunne genkende hos mig selv, og som derfor blev mine fjender. At være mega-uvenner med sine inderste følelser gør selvfølgelig selvhadet og nedturen større. Det bedste, en ny depression på vej ved, er jo at få al selvtillid slettet fra pågældende person. Dermed kan den, sygdommen (eller den sure dæmon, som jeg har døbt den), få magten.

Hvordan  har perfektionisme, sårbarhed og skam spillet ind på dit forløb?
I min personlige rang-orden har først og fremmest mit selvskabte krav til perfektionisme en logisk tæt sammenhæng med sårbarhed. At være uden kontrol og yderst sårbar kan nemt skabe følelsen af skam!!!

Hvilke forhold har været med til at udløse dine depressioner?
Da jeg for cirka 12 år siden endelig fik en diagnose: “Nej, Isabella, du er ikke ond og grim og dum og i øvrigt heller ikke forkælet, når du lider af disse op- og nedture – du er depressiv helt efter kapitel 1 i bøgerne…”  var det skræmmende, uha da da. Men samtidig en form for lettelse. Der var altså en grund til, og forklaring på, al denne gråd.
Men journalist som jeg er, gik jeg straks efter flere svar. Hvad har gjort, at lige akkurat jeg skal døje med dette, mig som ellers elsker og værdsætter livet? Hvad kunne gemme sig i min ellers meget spændende og lykkelige barndom?
Umiddelbart slet ingen overgreb eller svigt. Selv ikke engang mobning i skolegården. Men der tegner sig et mønster af et ungt eksponeret liv, som jeg beskriver i bogen “PÅ”.

Hvad og/eller hvem har hjulpet dig igennem dine depressioner?
Gode og mindre gode psykologer først i forløbet og siden mere og mindre gode psykiatere. Der har aldrig været een bestemt, der har kunnet “fixe” mig i en fart, trods min drøm om dette!
Jeg famlede i mørke de første år. Opsøgte dyre berømte psykologer, massage og spa-kure, en enkelt kinesiolog og hypnotisør endda.
Imens udskrev min søde hjælpsomme praktiserende læge nogle milde nervepiller til mig. Hun vidste heller ikke, hvad der eventuelt kunne lindre.
Hvad der har endt med at være den største hjælp for mig? Nok den ene psykiater, der under min anden indlæggelse på åben psykiatrisk afdeling, tog sig god tid. Han så til mig hver anden dag på stuen (en luksus set med nutidige øjne desværre!).
Under vores intense snakke fik han 1) overtalt mig til at prøve moderne pille-medicin. Han fik begravet min skepsis, der konstant gik på en angst for at blive et helt forandret menneske med kunstig glæde og et kemisk falsk smil på læben døgnet rundt.
Men nok endnu vigtigere var hans indsats, der førte mig til 2) at acceptere min tilbagevendende sygdom. Han bad mig spare kræfter på vrede og selvmedlidenhed i forbindelse med diagnosen og de hæslige nedture for i stedet at prøve at finde min egen ammunition og mulige styrke til næste gang. “Isabella, vrede kvinde – så skyd på den, afvis den, bekrig den, grin af den lille sure dæmons forsøg på at fange dig ind igen. Den er – modsat dig – ren tankespind. Isabella – husk nu, du er meget mere som menneske end, hvad dit angrebne sind lige påstår nu!” sagde han.

Hvad har været det sværeste i dit forløb?
Mange ting er svære. At forstå sin egen sygdom er vildt svært. Flirten med selvmords-tanker er også frygtelig. At vågne op efter uger eller måneder begravet i mørket og pludselig se “lyset for enden af tunnelen”. Det er, så mærkeligt det end lyder, lige svært at beslutte sig for at begå selvmord og så ikke turde (og dunke sig selv med en pande i hovedet for manglende mod), som at være knust og bange og indlagt og turde fravælge denne hurtige løsning.
Jeg har før udtrykt til mine pårørende: “Visse perioder er døden ikke en trussel længere. Blot en trøst, som jeg længes efter”.
Ellers er omgivelsernes forsøg på at fatte ens mismod nok noget af det sværeste. Hvis de elsker dig og gerne vil hjælpe – afviser vi dem oftest. Hvordan skal folk, der kun kender til nogle timers såkaldt søndags-depression dog fatte, at deres ellers livs-sultne datter/veninde/kæreste kun længes efter en hurtig afslutning, inderst inde?  For næsten alle pårørende er depression ret uforståeligt, og det skal vi andre forstå. De tror, at kærlig omsorg eller bestemte opsange eller varme bade eller knus og kram kan give dem en rolle som behandlere. Gid det var så vel. Oftest føler de sig med god grund magtesløse. Derfor – for guds skyld, bør “systemet” især også finde tid til at tage sig af dem på professionel vis.

Hvad gør du for at forebygge depression?
Dette spørgsmål bliver jeg altid så nervøs for. Jeg besidder ikke en fed mirakelviden. Jeg forsøger bare at undgå panik, hver gang en mørk følelse melder sig. Måske har jeg i virkeligheden blot en halvdårlig dag, som så mange andre? Det eneste helt konkrete, jeg for længst har sat i værk som en form for forebyggelse, er at lave en aftale med mine allernærmeste. Jeg har bedt dem om at råbe vagt i gevær, hvis mine udtalelser eller mit blik ændrer sig mærkbart og måske foruroligende.

Har din åbenhed haft en pris?
Personligt var jeg nok allermest bange for at stå frem og være ærlig på grund af mit fag. Hvis jeg nu pludselig indrømmede, hvor lille og uarbejdsom jeg fremover risikerer at blive, hvem ville så turde ansætte mig? Jeg så det som en decideret diskvalifikation!
I dag, efter at have stået frem, har jeg kunnet nyde de mange smukke responser og skulderklap fra både venner og fremmede. Faktisk kommer det bag på mig, at emnet stadigt er så følsomt og tabuiseret. Hvis jeg skal påstå, at der har været en pris, er det, at jeg har oplevet, at fremmede mennesker kigger intenst og med alvorligt blik på mig, mere end ellers, og spørger meget indfølende og privat om, hvordan jeg så har det (altså også på gode dage, længe efter sidste dyk.) Nogle gange er det lidt belastende at skulle forsikre alle om, at jeg er okay og rask.

En anden lille pris er måske, at så mange fremmede syge eller bekymrede pårørende eller pressen eller foreninger hiver i een. Af god grund selvfølgelig. Jeg er bare mig og slet ikke ekspert.

“Det er det samme, der sker hver gang…Pludselig en dag, helt uventet, begynder man at ranke ryggen lidt igen. Ubevidst forlader man den apatiske slentren til fordel for såkaldte raske skridt. Stemmen forandrer sig og får mere klang. Man taler højere. Andre kan med det samme se, at ens blik er anderledes… Jeg oplever et stærkt behov for at gøre godt for al den tabte tid og alle de tusindvis af tårer. Mine nære fortjener at få mig igen.”  Fra “PÅ”.

 

Om Isabella Miehe-Renard
Hun kommer til verden i 1967 som den yngste i en børneflok på otte og datter af den folkekære skuespiller Louis Miehe-Renard.
Som 19-årig, i 1986, bliver hun studievært på Kanal København, og to år senere bliver hun vært på Eleva2ren.
Derefter er hun bl.a. nyhedsvært på TV2 Nyhederne og vært på DR2’s bogprogram.
I dag er hun PR-medarbejder for Psykiatrifonden.
Hun har været gift, og skilt, to gange, men har ingen børn.
Isabella Miehe-Renard har lidt af depressioner i de sidste 11 år. I 2004 valgte hun at stå frem i en kronik i Politiken, og i 2008 udkom hendes bog på forlaget Samleren.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*