Møllehave, Hanne, Mads…

– Uddrag af Kim Engelbrechtsens bog: “Mani og Depression” fra efteråret 2013

Johannes Møllehave
… Der er fuld knald på præsten og forfatteren Johannes Møllehave. Han har skrevet 200 bøger og rejser land og rige rundt og holder foredrag – ca. ét om ugen. Når han en sen aften går i gang med at skrive en kronik, nøjes han ikke med én, næh, han fortsætter, til han er nået op på en to-tre stykker. Han udstråler en brændende energi og foretagsomhed, der er meget få forundt, selv om han efterhånden er blevet 76 år.

– Jeg rider på en manisk bølge, når jeg skriver og holder foredrag. Det er vidunderligt at have et sådant overskud, siger Møllehave.

Hans søn, Tomas, fortæller med et stort grin, at manien faktisk kan blive ret markant:

– Hvis far midt om natten ser et billede af Susse Wold i et ugeblad, vil han partout ringe til hende – med det samme. Intet kan vente, alt skal ske her og nu. Han får desuden en stor lyst til at bruge en masse penge og bliver vældig generøs. På et tidspunkt forærede han os alle en Ipad, og når jeg kører i taxa med ham, skal chaufføren altid have mindst 200 kr. i drikkepenge.

Trangen til at bruge penge og give los er i øvrigt et gennemgående træk ved de personer, der medvirker senere her i bogen. Det er åbenbart en trang, der er tæt forbundet med det, at opleve en mani. Johannes havde allerede i sin opvækst depressioner.

Helt galt blev det dog efter en bypass-operation på Rigshospitalet i 1997 – en depression, der blev langt værre, da han mange år senere fik to blodpropper og fik at vide, at han hverken måtte køre bil eller skrive. Han bruger nu en metode, hvor han dikterer sine bøger til et arbejdsløst familiemedlem, og han betaler hende generøst 20.000 kr. om måneden for at skrive dem ind.

Men depressionerne forsvandt selvsagt ikke som dug for solen, og senere udviklede Johannes en bipolar affektiv lidelse. Han har med jævne mellemrum depressive perioder på omkring 14 dage ad gangen….

Hanne Tranberg
– Vores første reaktion var forvirring og sorg, oplevelsen af ikke at forstå. Senere kom magtesløsheden og tabet til.

Jakob behandles i dag med en blanding af medicin og psykoterapi. Men Hanne bryder sig ikke om at være vidne til al den medicin, han fyldes med i manierne. Hun mener, at den medvirker til at gøre ham ukendelig.

– Men jeg må indrømme, at den virker. Somme tider tager det lidt lang tid, før vi mærker bedring. Under de første indlæggelser havde han ingen kontakt med psykologen, men det har ændret sig de seneste indlæggelser.

Jakob har været indlagt på Psykiatrisk hospital i Risskov 6 eller 7 gange, heraf én gang med depression og selvmordstanker.

Hanne og hendes mand følte sig ikke særlig velkomne på afdelingen under de første indlæggelser.

– Vi blev betragtet som lidt besværlige, fordi vi stillede spørgsmål dels til behandlingen, dels til sygdommen mere generelt. Min teori er, at betydningen af samarbejdet med de pårørende først langsomt er gået op for behandlerne gennem de seneste fem år.

– Personalets holdning har ændret sig betydeligt gennem de seneste år. Under sidste indlæggelse blev vi inviteret til en pårørendesamtale på 3-dagen efter indlæggelsen. Der har været et godt samarbejde, hvor vi blev betragtet som dem, der kendte vores søn bedst!

Hanne er til gengæld meget kritisk overfor Jakobs udslusning fra hospitalet i 2003, hvor han blev sendt hjem – uden opfølgning

– Den måtte vi opsøge! Det var tilmed en kamp at få afdelingen til at henvise ham til fortsat behandling. Vi måtte bede om den indtil flere gange. Men de seneste par gange er det forløbet glat. Der blev arrangeret udskrivningskonference, hvor alle relevante personer var til stede, siger Hanne….

(Hanne Tranberg er medlem af DepressionsForeningens bestyrelse og tovholder for vores foredragsgruppe)

Mads Trier-Blom
Jeg kæmper en daglig kamp for at holde mig på normalitetens smalle sti.

– Jeg er tilbøjelig til at blive selvforherligende og have en urealistisk, ukuelig tro på mine evner og person.

Mads mener ikke, at han har foretaget sig vanvittige ting i en manisk fase.

– Det er at svært at sige, hvad der er vanvittigt. Men jeg har da købt et designerlegehus til 50 tusinde kroner. Men dengang havde jeg pengene, så jeg synes ikke, det var vanvittigt. Det er meget bestandigt og flot, så jeg synes, det var en god investering. Men jeg er ikke sikker på, at jeg havde købt det, hvis ikke jeg havde været i en hypoman fase, indrømmer Mads. …

Da Mads fik diagnosen i 2010, blev han introduceret til det at registrere sin stemning. Dengang var det i en dagbog han skulle skrive et tal. Det at sætte tal på følelser har fascineret ham siden hans studietid som fysioterapeut. Her lærte han om et smertemålingsredskab en visuel analog skala, hvor patienten skal vurdere sin smerteintensitet på en 0-10 skala.

Jeg tror, alle kan lære at mærke efter, hvordan de har det, det er bare øvelse, og så skal man tro på, eller beslutte sig for at stå ved, det man mærker.

Når jeg mærker efter, vurderer jeg mange faktorer, såsom hvor meget jeg snakker, hvor mange ideer jeg har, hvor meget uro jeg har osv.

Det er næsten altid stress, der udløser Mads´ hypomani.

– Jeg kalder populært sagt kaldt min sygdom for stressallergi. Jeg skelner mellem indadrettet stress, frustrationer, jeg ikke får ud, som gør mig depressiv, og udadrettet stress, for mange stimuli, som gør mig hypoman. Det hjælper at fjerne årsagen til stressen, hvis det er muligt.

Mads bruger applikationen ”Optimism” til at registrere sin stemning tre gange dagligt, den giver også råd om, hvad man skal undgå eller gøre mere af. Han rører sig nogle gange om ugen, spiser sundt, mærker efter i sig selv, hvad hans behov er, og han respekterer dem.

– Jeg bruger desuden musik til at skrue op og ned for mit stemningsleje, og jeg opholder mig meget i mit hjem, som jeg opfatter som mit sanatorium, fordi der er rart at være. Det altid at mærke efter i sig selv, hvordan stemningen ændrer sig, er måske det vigtigste redskab for at holde stabiliteten. Og det at fastholde sin motivation for at undgå de ellers dragende hypomanier er den vigtigste forudsætning. Man må gøre sig bevidst om, hvorfor man ønsker at holde sig stabil. Min motivation er frygten for, at jeg vil få flere og større depressioner, hvis jeg rider med på bølgen, opg hvad der i så fald vil ske med min forpligtelse overfor min familie om at være en god og tryg far og mand. (Mads Trier-Blom er medlem af DepressionsForeningens bestyrelse og tovholder for vores foredragsgruppe)

LÆS MERE i Kim Engelbrechtsens bog: “Mani og Depression” fra Kims interview med Johannes Møllehave, Hanne Tranberg og Mads Trier Blom, samt med de 11 andre, som journalist og medlem af DepressionsForeningen, Kim Engelbrechtsen har interviewet. Køb bogen i webshoppen – KLIK HER

Journalist og medlem af DepressionsForeningen Kim Engelbrechtsen
fortæller sammen med Inger-Liss Christoffersen i TV2 Lorry (Klik på billedet)

Forfatteren læser højt – lyt med!

Kapitlet med Kristine: “Mit hoved rullede hen af vejen…”

Kapitlet med Gitte Jepsen: “Sygdommen er min ven…!”:

Kapitlet med Johannes Møllehave: “Jeg er manisk når jeg skriver…!”: