Kan man lave sjov med depression?
DepressionsForeningen vil gerne udover rampen og oplyse om depression til nye målgrupper. Det kræver nye metoder, for eksempel hvis vi have bedre fat i de unge. En ny video er på vej. Den bliver starten på flere nye videoer fra DepressionsForeningen, hvor vi styrker oplysning og information, samtidig med at vi prøver nye vinkler af.
“Tag dig nu sammen… Hvis jeg var dig, ville jeg…”
Depression kan ikke ses med det blotte øje. Og mange mennesker med depression oplever, at sygdommen ikke bliver taget alvorligt. Mange, der ikke har stiftet bekendtskab med depression, ved ikke at det er en reel sygdom på lige linje med alle andre sygdomme. Derfor kan det være rigtig svært og frustrerende for den syge, hvis depression sidestilles med for eksempel at have en dårlig dag eller at føle sig “deprimeret” over, at det er søndag. For en møgdag, arbejdsløshedsproblemer eller kærestesorger er ikke det samme, som at have en depression. Og de gode råd som “hvis jeg var dig, ville jeg løbe en tur hver morgen”, er ofte fejlslagne og ubrugelige for den syge.
I et nyt videoprojekt, sætter vi fokus på den manglende forståelse for alvoren ved depression. Videoen fremstiller de ofte ubrugelige, klichéprægede kommentarer, som du får med på vejen, hvis du lider af depression. ”Geniale” råd fra velmenende mennesker om, hvordan du selv kan bekæmpe depressionen. DepressionsForeningens medlemmer, frivillige og følgere har bidraget til videoen med deres oplevelser om at blive misforstået for at være dovne eller i dårligt humør – og ikke syg. Det bliver en sjov, ironisk og lettere provokerende fortælling om et menneske med depression, som bliver bebrejdet for ikke at ville “tage sig sammen”.
DepressionsForeningen har modtaget 50.000 kr. fra Lundbeck A/S til videoprojektet, hvor målet er oplysning om depression og bipolar lidelse. Videoen udkommer i forbindelse med vores markering af World Mental Health Day den 10. oktober 2020.