Der er i 2026 to valghandlinger:
Formanden vælges for to år ad gangen i ulige år, dvs. ikke i år. Der er syv medlemspladser i bestyrelsen inklusive formanden. Tre er på valg i 2026. Der er derudover to suppleanter. Suppleanter genvælges hvert år.
Længere nede kan du læse mere om den nye kandidat og suppleant, der stiller op til valg.
Amalie Gaardbo – bestyrelsesmedlem, på valg og genopstiller
Cand.comm., client lead og partner i kommunikationsvirksomheden Lead Agency. Amalie har de seneste 14 år rådgivet inden for kommunikation, branding og politik i forbindelse med sit arbejde som kommunikationsrådgiver på sundhedsområdet, også inden for psykiatri. I 15 år har Amalie været nær pårørende til et familiemedlem med svær depression. Hendes personlige erfaringer kombineret med hendes professionelle kommunikationsbaggrund er et godt aktiv for DepressionsForeningen. Amalie er særligt optaget af at gøre op med den stigmatisering og de fordomme, der er forbundet med depression.
Amalie er desuden medlem af Lead Agencys bestyrelse.
Bente Walsted – bestyrelsesmedlem, kasserer, på valg og genopstiller
Udlært farvehandler. Blev som 60-årig også udlært som social- og sundhedshjælper og fik job på et demensafsnit. Bruger fritiden aktivt. Spiller revy, fabrikerer kostumer, skriver tekster og har også egen loppestand i et stort loppesupermarked. Ville stadig have været på arbejdsmarkedet, hvis ikke hendes datter var død pludseligt i 2018, efterladende sig 3 børn, som hun forsøger at være verdens bedste mormor for. Datteren led af svære depressioner, ligesom nære familiemedlemmer er psykisk udfordrede. Bente har altid siddet i mange bestyrelser inden for frivilligt arbejde: LLO, teater, Røde Kors og SIND, og er aktuelt frivillig rådgiver på DepressionsLinien på fjerde år. Bente brænder for at gøre en forskel for de mennesker, der ikke selv har ressourcerne.
Thorstein Theilgaard – bestyrelsesmedlem, på valg og genopstiller ikke
Direktør i Holm Kommunikation. Tidligere generalsekretær i Bedre Psykiatri 2005-2020 og forhenværende medlem af Folketinget (SF). Stor tak til Thorstein for hans medvirken til at løfte DepressionsForeningen.
Peter Westermann – formand, ikke på valg
Peter Westermann er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden og Region Østdanmark for SF og udpeget statsrevisor. Han har tidligere siddet som formand for psykiatri- og socialudvalget. I 2025 blev han valgt som bestyrelsesformand for DepressionsForeningen, hvor han arbejder for at afstigmatisere psykisk sygdom og styrke indsatsen for mennesker med depression og bipolar lidelse. For 12 år siden blev han diagnosticeret med bipolar lidelse, og det har givet ham en stærk motivation for at gøre en forskel.
Mads Trier-Blom – bestyrelsesmedlem og næstformand, ikke på valg
Mads siger om sig selv: ’Jeg kalder mig Linedanseren. Det gør jeg, fordi jeg stræber mod balance i mit liv med bipolar lidelse’. Mads er uddannet fysioterapeut, men har arbejdet 10 år i psykiatrien som medarbejder med brugerkompetence. Mads har en kandidat i sundhedsfremme og pædagogik. Mads er optaget af at vi har fokus på sundhed trods sygdom, men ser også velvære, recovery, fællesskaber, aftabuisering og inklusion som vigtige begreber i DepressionsForeningens arbejde. Mads har holdt over 300 foredrag om bipolar lidelse og psykisk sygdom og er en erfaren fortaler for foreningen.
Ida Hageman – bestyrelsesmedlem, ikke på valg
Vicedirektør, lægefaglig direktør, Region Hovedstadens Psykiatri og tidligere klinikchef, Psykiatrisk Center København. Forfatter til flere bøger om psykiatri og mere end 80 videnskabelige artikler. Ida har hele sit arbejdsliv arbejdet aktivt for at øge samfundsviden om psykiatri med ønsket om at bekæmpe stigmatisering af mennesker med psykisk sygdom. Ida har blandt andet arbejdet med EN Af OS-kampagnen og med regionens PsykInfo samt deltaget i en lang række formidlingsbegivenheder med dansk presse og i sundhedssektoren. Blandt mange andre hverv har Ida også arbejdet som supervisor på socialpsykiatrisk bosted Rosemarie-Hjemmet i Hellerup.
Carina Eriksen – bestyrelsesmedlem, ikke på valg
Selvstændig beskæftigelses- og familiekonsulent. Uddannet socialpædagog med diplomuddannelse i psykologi og snart metakognitiv terapeut. Carina har 17 års viden og erfaring fra psykiatrien i arbejdet med psykisk sårbare unge og voksne. Carina drives af at hjælpe mennesker i udsatte positioner med at opnå større psykisk trivsel og øget funktionsniveau. I sit nuværende arbejde som beskæftigelseskonsulent har hun de seneste 4 år understøttet kandidater med et psykisk sygdomsforløb i at få en tilknytning til arbejdsmarkedet eller afklare dem til fleksjob eller førtidspension. Carina ønsker at bidrage til at forbedre vilkårene for de mange mennesker i Danmark som kæmper med depression.
Ernst Doets – suppleant, på valg og genopstiller
Ernst er autoriseret psykolog og efteruddannet psykoterapeut, certificeret mindfulness-træner, coach og sundhedsrådgiver. Han har mange års erfaring med behandling af stress, angst, depression og udbrændthed fra egen klinik samt fra frivilligt arbejde i blandt andet DepressionsForeningen, SIND og Psykiatrifonden. Han er aktuelt også frivillig rådgiver på DepressionsLinien.
Til daglig arbejder Ernst i politiet som arbejdsmiljøleder, hvor han har ansvar for medarbejdernes sundhed og trivsel, lederudvikling samt en række øvrige arbejdsområder.
Cathrine Toft Nordbeck – suppleant, på valg og genopstiller ikke
Master i entreprenørskab, yoga og mindfulness instruktør, tidligere Centerleder i Rudersdal Kommune og udviklingskonsulent for OK-Fonden. Tusind tak til Cathrine for hendes store og mangeårige indsats for DepressionsForeningen – og du kan stadig møde Cathrine som lærer på sommerhøjskolen!
Ny kandidat der stiller op som medlem af bestyrelsen:
Lise Dam – nyt medlem, på valg
Lise er mor til Sarah, som døde af en depression i 2023. Lise og Sarah havde aftalt, at de sammen skulle kæmpe for en bedre psykiatri, når Sarah blev rask, og det er i dag en stærk motivation for Lises arbejde. Det har blandt andet ført til et samarbejde med DR om dokumentaren Hvem griber Sarah, som afspejler hendes engagement i at skabe et bedre samfund for mennesker med psykisk sygdom.
Hun er uddannet sygeplejerske, har en ph.d. i kvalitet i sundhedsvæsenet og er lektor på sygeplejerskeuddannelsen ved Københavns Professionshøjskole.
Lise har erfaring fra bestyrelsesarbejde i Hillerød Frivilligcenter, hvor hun var med til at sætte fokus på unge i udsatte positioner og styrke deres tilknytning til civilsamfundets fællesskaber gennem brobygning.
Lise er optaget af en mere helhedsorienteret tilgang med afsæt i det enkelte menneskes erfaringer og ønsker. Hun arbejder for høj kvalitet i behandlingstilbuddene og en mere sammenhængende indsats på tværs af regioner, kommuner og civilsamfund. Hun mener, at fællesskaber er afgørende for mental trivsel.
Jakob Sloth – suppleant, på valg
Jakob har stor erfaring med depression og har flere års indlæggelser bag sig, men er i dag på den rette medicin og finder mening i at bruge sine erfaringer til at hjælpe andre. Siden 2023 har han været borgerrepræsentant i Psykiatrirådet i Ballerup Kommune og er patientunderviser ved CAMES (Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation). Han skriver digte og holder foredrag om sit sygdomsforløb. Jakob medvirker også i DR2-dokumentaren Psykiatripræsten, som er en del af serien Iben på Herrens mark.
Jakob er kandidat i dansk og film, men har altid arbejdet inden for IT. I dag har han et fleksjob på 18 timer, hvor han er med til at udvikle apps til forskellige danske kunder.