Kathrine vil bryde tabuet og hjælpe andre
”Siden jeg fik min diagnose, har jeg manglet andre at spejle mig i”. Sådan begynder 27-årige Kathrine Fjord Madsen sin historie om det nye projekt, hun har kastet sig ud i. Kathrine opdagede, at hun havde angst, da hun var tolv, og har siden arbejdet med at få sygdommen til at fylde så lidt så muligt i hverdagen.
Kathrine har altid været skeptisk overfor læger og eksperters anbefalinger til at håndtere sin sygdom. Kathrines mor har gennemgået et længere sygdomsforløb, hvor hun skulle afprøve mange forskellige behandlinger, før hun fandt frem til den rette. Derfor har Kathrine selv haft et ønske om at afsøge andre måder at takle sin sygdom i stedet for at sætte sin lid til de generelle anbefalinger. ”Jeg manglede et forum, hvor almindelige mennesker kunne dele deres historier om at leve med alt fra angst til depression og OCD. Så kan man plukke det, man kan bruge i forhold til én selv”.
Det var efter en svær periode i Kathrines eget liv, at hun fandt modet til at fortælle sin historie og styrken til at ville hjælpe andre. Derfor startede hun onlineforummet ’Sammen skider vi på tabuet’, der som navnet nok afslører, skal bryde tabuet om psykisk sygdom gennem historiefortællinger fra helt almindelige mennesker med psykiske udfordringer i hverdagen.
Kathrine delte først sin egen historie på hjemmesiden, og det inspirerede andre til at gøre det samme. Hjemmesiden er et afslappet forum, hvor man trygt og forholdsvist anonymt kan skrive om hverdag med psykiske udfordringer. Det var vigtigt for Kathrine, at det skulle være et online – og ikke et fysisk – fællesskab. Fordi det skal være tilgængeligt for alle i landet, og fordi udveklingen af erfaringer kan foregå trygt bag ens egen skærm. Det gør det nemmere at turde dele om sine psykiske udfordringer, mener hun.
Kathrine håber, at onlineforummet især kan hjælpe unge, der kæmper med psykiske udfordringer, fordi ”kravene til, hvordan man skal se ud og være, er urimeligt høje, og at skulle leve op til dem, når man har en diagnose, må være ufattelig uoverskueligt”. ’Sammen skider vi på tabuet’ henvender sig i midlertidig til mennesker i alle aldre, som vil fortælle om at leve med psykisk sygdom. Men Kathrine håber at få budskabet ud – om at man sagtens kan leve et normalt liv med en diagnose – til unge mennesker, som hun mener især har brug for at høre det.
’Sammen skider vi på tabuet’ er Kathrines bidrag til kampen for, at flere mennesker tør tale åbent om at leve med psykiske udfordringer eller sårbarhed. Derfor håber hun, at flere vil dele deres historier og hjælpe med at prikke ”hul på bylden” som er tabuet om at leve med psykisk sygdom. Det er Kathrines mission, at ingen skal føle sig mærkelige, forkerte eller alene med deres diagnose, og at de kan lære af hinandens måde at håndtere den på i hverdagen.
Du kan besøge hjemmesiden på www.sammenskidervipaatabuet.com, hvor du kan læse hendes og andres meget personlige og ærlige historier om at leve med psykiske udfordringer i hverdagen.