Mikaela og selvmordsplanen
Mikaela Sindesen planlægger sit selvmord grundigt. Hendes selvmordsplan er klar et helt år i forvejen. Her fortæller hun om livet med selvmordstanker før og efter, det næsten gik galt.
Mikaela var teamleder hos en IT-virksomhed. Målet var at skabe karriere, tjene masser af penge og være en perfekt mor for sin 7-årige datter. I 2008 blev hun pludselig mere og mere træt og irritabel og mistede til sidst alt overskud. Læge sagde, at hun ikke fejlede noget, så hun fortsatte, som hun plejede og prøvede at arbejde sig ud af det.
”Til sidst var jeg så syg, at jeg følte mig som en del af en helt anden verden. Jeg var rigtig ked af den person, jeg var blevet til. Når jeg kørte bil og så en modkørende lastbil, forestillede jeg mig, at jeg drejede over i modsatte vejbane ud foran lastbilen. De samme tanker kom, når jeg passerede en bro, hvor jeg forestillede mig at køre ud over kanten. Jeg ønskede ikke at være her mere.”
Da selvmordsplan blev til alvor
”Jeg boede alene med min datter, så jeg kunne ikke bare tage livet af mig selv. Derfor planlagde jeg at flytte til Jylland, hvor min familie bor, skrive min datter ind i en ny skole og skabe nogle gode rammer for hende.”
Et års tid efter er de flyttet. Datteren går på en ny skole, og Mikaela sætter kryds i kalenderen for sit forestående selvmord. Inden den store dag når hun lige et smut forbi sin nye læge i Jylland.
”I modsætning til min tidligere læge, så han, at noget var helt galt. Pludselig stod jeg med valget mellem at lade mig indlægge frivilligt med det samme eller blive tvangsindlagt. Diagnosen var svær depression med psykotiske træk.”
Skal, skal ikke?
”Jeg lod mig indlægge. Under indlæggelsen havde jeg stadig selvmordstanker, og så det som eneste udvej. Det var en kamp at stå op, at være sammen med mennesker, at fungere. Jeg lyttede til andre patienters historier om mislykkede selvmordsforsøg og hæftede mig ved detaljerne. Da jeg var hjemme igen, overvejede jeg hele tiden at tage mit eget liv. Jeg havde medicin liggende klart til formålet.”
Som tiden går, og Mikaela får mere behandling, bliver der heldigvis længere imellem selvmordstankerne. Da en læge fortæller hende, at datteren har en øget risiko for at begå selvmord, hvis hun udfører sin selvmordsplan, tager hun en beslutning om at leve.
”Jeg lavede alt om. Ud med karrierekvinden og den perfekte mor. Nu blev målet at kunne stå op hver dag og smøre madpakke til min datter. Det var en kæmpe udfordring i starten, hvor jeg havde det meget skidt. Det krævede alt min energi, og jeg måtte sortere det fra i mit liv, der virkede drænende. Det gjald blandt andet nogle af mine venner. Jeg gik ture, red og lavede småting i hjemmet. Med små skridt ad gangen og en plan for, hvornår jeg skulle hvile, fik jeg det langsomt bedre”.
Tøjler om tankerne
”Sidst, jeg havde selvmordstanker, var i 2014, da min kæreste og jeg gik fra hinanden. Det var en kortvarig automattanke. Efter mange år med selvmordstanker blev løsningen på noget uoverskueligt automatisk selvmord.”
Siden har hun lært at se tankerne som et symptom på sin sygdom snarere end et ønske om at dø.
”Jeg kan fange tankerne i opløbet. Hvis jeg har svært ved at sove om aftenen, vågne om morgenen eller er ekstra irritabel, er det et tegn. Så tager jeg to dage ud af kalenderen og følger en beredskabsplan, som jeg har lavet sammen med min behandler.”
I beredskabsplanen står der, at Mikaela skal gå to ture om dagen. Hun må læse bøger og male og kun ligge på sofaen i en time. Derudover skal hun være sammen med sin gode veninde en gang om dagen. Veninden må ikke stille spørgsmål eller kræve noget af hende, men aftalen er, at hun hiver fat i Mikaela uanset Mikaelas humør. Mikaela skal holde sig lidt i gang, uden at det bliver for meget. Jeg læser også bøger og maler.
”Jeg føler mig heldig med mit stærke netværk af familie og venner, men også den behandling, jeg fik i psykiatrien. Efter min indlæggelse var jeg tilknyttet et dagafsnit med læger og socialpædagoger, og jeg har rundet 236 samtaler med min behandler i driftspsykiatrien. Jeg tror ikke, det er alle, der er så heldige.”
I dag er Mikaela rask. Hun har taget en ny uddannelse som socialrådgiver og arbejder fuldtid. Hendes datter er på efterskole og har det også godt.”
Læs flere personlige fortællinger om selvmordstanker
Selvmordstanker? Få hjælp her!
