Mød en frivillig
Christian
Navn: Christian Hansen
Alder: 50 år
Job: VVS-installatør
Bopæl: Roskilde
Hvad er dine egne erfaringer med depression eller bipolar lidelse?
Vi har depression i min familie, og jeg har selv OCD, hvor depressionen knytter sig til. Jeg har modtaget behandling for OCD, siden jeg var 20 år gammel og haft det godt. Men min OCD brød ud igen i sommer efter en dårlig periode med stress på arbejde, og det førte desuden til angst og depression.
Hvordan startede du som frivillig i Café Blom?
Da jeg havde det skidt i sommer, begyndte jeg selv at komme nede i Café Blom, og jeg syntes, det var et rigtig dejligt sted at komme. Jeg blev mødt af imødekommende og forstående mennesker og en åbenhed til at tale frit. I Café Blom kan man sætte sig ned og snakke med folk. Det kan man ikke på ”almindelige” cafeer, hvor der knap bliver taget notits af én. Derfor startede jeg efterfølgende med at komme der som frivillig.
Hvad laver du som frivillig?
Typisk er jeg frivillig i Café Blom hver fredag mellem to og fire timer. Vi frivillige tager os af nye, der kommer derned, og ellers snakker jeg sådan set bare med dem, der er der. Der er en rigtig god livsenergi, og det er nogle spændende og rare mennesker, jeg møder. Derudover er jeg med til møder og hjælper med praktiske opgaver som at sætte kaffe over. Og så er jeg på grund af mit job som VVS-mand også blevet stedets handyman. Blandt andet har jeg hjulpet med at montere opvaskemaskine.
Hvad får du ud af at være frivillig?
Først og fremmest møder jeg mennesker med samme udfordringer, som jeg selv har. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det også hjælper mig personligt at tale og dele erfaringer med andre. At komme i Café Blom minder mig desuden om, at jeg bliver nødt til at passe på mig selv og min sårbare side. Det stopper mig fra at køre løs og for eksempel arbejde for meget.
Hvordan er din kontakt til de andre frivillige i caféen?
Vi er en gruppe af omkring 15 frivillige, som bruger hinanden meget. Vi har forskellige faglige baggrunde, og vi kan bruge hinanden til at sparre med.
Desuden får vi kurser omkring det at arbejde med psykisk sårbare og får tillært os en masse faglig viden. Det kan jeg bruge både i forhold til mig selv og i forhold til at snakke med andre.
Har du nogle råd til andre frivillige?
Man skal ikke være bange for at gå ind i arbejdet med psykisk sårbare mennesker! Man får hjælp og støtte fra andre erfarne frivillige, så man er ikke alene med ansvaret. Som frivillig er jeg ikke behandler, men jeg gør jeg mit bedst for at oplyse om de muligheder, der er for at søge hjælp og behandling.
Men faktisk har jeg oplevet, at selvom jeg ikke er professionel behandler, så kan jeg mærke, at nogle af de personer, jeg har talt med, har rykket sig. Så får jeg måske en sms fra én, der skriver tak for en god snak. Det er en rigtig god følelse.