Når hverdagen truer

Af Iben Foss, journalist og kommunikationsmedarbejder i DepressionsForeningen

DepressionsForeningen har lavet en undersøgelse blandt folk med depression eller bipolar lidelse om deres udfordringer i hverdagen. Især det sociale spiller en rolle, fremgår det af undersøgelsen.

Et liv med depression og bipolar lidelse er naturligvis andet end blot at være syg og gå i behandling. Livet består først og fremmest af hverdagen. En hverdag, hvor der måske skal købes ind og hentes børn, eller hvor man har et arbejde, der skal passes, og et parforhold, som skal plejes. Men hverdagen kan selvsagt være udfordrende for mange med depression eller bipolar lidelse, når man eksempelvis har kognitive vanskeligheder, søvnproblemer, eller isolerer sig på grund af sin sygdom.

Derfor har DepressionsForeningen lavet en stor spørgeskemaundersøgelse
hos 945 respondenter med depression eller bipolar lidelse, for at få bedre kendskab til disse gruppers udfordringer i hverdagen, og hvordan de håndterer
dem. Vi vil her i artiklen sammenfatte nogle af undersøgelsens vigtigste resultater, ligesom der løbende vil komme nye artikler i medlemsbladet eller i medierne med udgangspunkt i resultater fra undersøgelsen. Samtidig vil resultaterne fungere som pejlemærker for DepressionsForeningens fremtidige arbejde.

Store udfordringer i hverdagen
Først og fremmest er det tydeligt, at folk har mange forskellige udfordringer i
hverdagen, og mange forskellige måder at tackle dem på. Ikke desto mindre
er der nogle overordnede ting, som går igen, især vigtigheden af at have sociale relationer og støtte fra mennesker, som forstår ens situation, fylder meget i besvarelserne. Bekymringer om arbejde eller om aldrig at blive rask, er også gennemgående for mange. Dertil kommer, at næsten halvdelen af respondenterne svarer, at de i meget høj grad er udfordret på deres arbejdsevne
og koncentration – det samme gælder evnen til at overskue hverdagen.

Udfordringerne er altså ganske betydelige, og det kan næppe undre, at en del har prøvet flere måder til at håndtere disse udfordringer. Desværre ser effekten ud til at være begrænset for mange af respondenterne, og endvidere viser undersøgelsen, at kun omkring en tredjedel har fået effektiv hjælp fra andre, f.eks. pårørende eller kommunen. Antidepressiv medicin opleves som mere effektiv end psykologsamtaler, og samtaler med lægen har tilsyneladende
ikke den store effekt.

Vigtigheden af socialt samvær og andres forståelse
Noget af det mest slående ved undersøgelsen er, hvor meget sociale relationer
betyder for folk; enten i form af, at de savner forståelse og socialt samvær,
eller at de isolerer sig på grund af deres sygdom og manglende overskud. Som en respondent skriver: ”Jeg er meget socialt anlagt, (…) men begyndte at isolere mig mere og mere, og i dag har jeg meget få mennesker i mit liv”, mens en anden forklarer, at sociale sammenhænge er svære, fordi de ”kræver overskud, overblik og en følgen med i verden, som kan være rigtig svær”.

Når respondenterne skal svare på, hvilke bekymringer der fylder mest, er det  også det sociale, som har størst betydning. ”Jeg savner det sociale, men tror ikke, at jeg er vigtig for mine venner. Så kører jeg mig selv ned med dette tankemylder, hvor jeg ikke tror, at jeg er værdsat af andre. Det påvirker mig, når jeg er i et selskab. Nogle gange har jeg lyst til at blive hjemme”, skriver en af respondenterne. Især følelsen af utilstrækkelighed i sociale relationer er
dominerende, da hele 80% af respondenterne svarer, at de ”i høj grad” eller ”meget høj grad” har bekymringer over ikke at være nok for andre.

62% af undersøgelsens deltagere skriver, at de i høj eller meget høj grad oplever
manglende lyst til at se andre, og 53% skriver at de oftere bliver isoleret i høj eller meget høj grad. Denne isolation går ud over relationerne til venner, familie
og kollegaer, men for mange føles det, som om der ikke er andre alternativer, da der simpelthen ikke er overskud til at være i sociale sammenhænge, eller at man frygter ikke at blive forstået. Heldigvis beskriver flere, hvordan de omvendt har haft positive oplevelser i form af socialt samvær, hjælp og samtaler med bl.a. venner, familie, selvhjælpsgrupper og telefonrådgivning.

Bliver jeg nogensinde rask igen?
En anden udfordring, der fylder meget hos undersøgelsens respondenter er
bekymringen for eget psykiske helbred. Således svarer 77%, at de i høj eller
meget høj grad frygter ikke at blive raske igen, og det mest hyppige svar på spørgsmålet om, hvad man ville vælge, hvis man kunne ønske én ting anderledes for sin fremtid, er ikke overraskende: At blive rask.

Tæt knyttet til ønsket om at blive rask, er ønsket om at kunne vende tilbage til et normalt arbejdsliv. 65% af de adspurgte fortæller, at de frygter at være ude af stand til at vende tilbage til et normalt arbejdsliv. Dette tal skal ses i forhold til, at 29% af undersøgelsens deltagere er pensionister og studerende, som altså ikke har et ordinært arbejde at vende tilbage til. Derfor må man formode, at der i virkeligheden er væsentligt flere af dem, som skal tilbage på arbejdsmarkedet,
der er urolige over, hvorvidt de er i stand til det. Der er altså ikke tale om en
gruppe dovne eller arbejdssky individer, men borgere, der er optaget af og villige til at kæmpe hårdt for igen at kunne bidrage til fællesskabet.

Den onde cirkel af bekymringer
Alle bekymringerne om socialt samvær, helbred og job mv. kan skabe en ond
cirkel, der resulterer i yderligere stress, tristhed og tankemylder, som igen fører
til søvnløse nætter, flere bekymringer og større afstand til en raskmelding.
Undersøgelsens resultater viser altså med al tydelighed, at bekymringer er et
vigtigt indsatsområde i forhold til folk med depression eller bipolar lidelse,
hvor især det sociale spiller en stor rolle.

Da mange beskriver, at de savner at snakke med nogen, som forstår dem, er det selvfølgelig oplagt for os at henvise til selvhjælpsgrupperne i DepressionsForeningen, vores telefonrådgivning eller lignende initiativer hos andre foreninger. Her sidder der frivillige klar med indsigt, erfaringer og empati. Vi håber ydermere, at mere viden på området, f.eks. i form af undersøgelser som denne, vil være med til at bryde tabuet omkring psykisk sygdom, så færre vil føle sig misforstået eller må isolere sig, fordi de har svært ved at fortælle andre om deres udfordringer.

Ingen lette løsninger
De fleste af respondenterne har afprøvet en lang række metoder for at håndtere
hverdagen bedre i forhold til sociale relationer, og hvor ville det være dejligt, hvis vi gennem undersøgelsen havdefundet en mirakelkur, som kunne hjælpe alle. Desværre ser det ud til, at effekten sjældent virker for de mange, men kun for en del. Det gælder både ift. hjælp fra pårørende, nedskæring af aktiviteter og brugen af planlægningsværktøjer. Konkrete rammer for at deltage i sociale aktiviteter, mindfulness og meditation har også begrænset effekt i forhold til sociale udfordringer, eller er slet ikke afprøvet. Den mest effektive behandling?

Til spørgsmålet om hvilken behandling, der har hjulpet respondenterne mest i
hverdagen, viste det sig, at antidepressiv medicin scorede højere end terapi.
58% svarer, at medicinen har en god eller meget god effekt. 44 % oplever
samme effekt af samtaler med psykolog. Det betyder desværre også, at mange ikke oplever en positiv effekt ved medicinsk behandling og psykologsamtaler.
Vi er nødt til at sætte ind på langt flere områder og bruge langt mere energi på at afdække den enkeltes udfordringer, så der gives den rette hjælp fra start.

Ligeledes skal vi have mere viden om, hvad folk med bipolar lidelse eller depression selv kan gøre. På den måde kan vi forhåbentlig undgå, at lige så mange fremover vil havne i samme situation som den, der beskrives her af
en respondent, der har isoleret sig: ”Jeg har ikke håndteret det på anden vis –
det har derimod gjort mig så forbandet ensom”. ?

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin
Etiket: , , , , , , , , ,