Nu må politikerne i arbejdstøjet

Politikere fra folketing, kommuner og regioner må sørge for at komme ned fra talerstolen og se at hoppe i arbejdstøjet. Trods mange flotte ord og enkelte fremskridt, skriger området på et løft.  Der er i den grad brug for mere handling og færre ord, mener DepressionsForeningens formand Karen Margrete Nielsen. I denne artikel kommer hun med et par bud på hvor indsatsen bør lægges.

Af Formand for DepressionsForeningen, Karen Margrete Nielsen

Det går bedre – men det går desværre kun langsomt bedre. . Forholdene for mennesker med depression, bipolar lidelse og andre psykiatriske sygdomme har været i fokus i nu et par år og vist er der sket forbedringer. Der er blevet åbnet op for tilskud til psykologhjælp; der er oprettet en række sygdomsspecifikke kompetencecentre/specialkliniker (fx depressionsklinikker) i de fleste regioner; og området har også fået stadigt flere penge de seneste år. Men vi er fortsat langt fra målet, både i forhold til de konkrete behandlingstilbud, i forhold til en generel ligestilling med de fysiske sygdomme og i forhold til den kommunale indsats.

Tiden er inde til HANDLING!

Alle synes at være enige om, at psykiatrien trænger til et løft. At tiden er inde til at få bragt området på niveau med somatikken, altså de fysiske sygdomme. Regeringen har siden 2002 – med ord – erklæret krig mod folkesygdommen depression. Også fra oppositionen er der inden for det sidste år kommet en række udspil, der lægger op til massive løft på området. Det samme gjorde Danske Regioner i foråret med deres udspil ”En Psykiatri i Verdensklasse”. For kun en uge siden kom også Sundhedsstyrelsen på banen med en længe efterspurgt – og i øvrigt  fornuftig – ”National Strategi for Psykiatri”.  I Sundhedsstyrelsens fremlagte strategi bliver det understreget, at der kun er tale om pejlemærker – at det ikke er en handlingplan. Her er problemet. Det ene fornuftige skrift afløser det andet.  Men vi trænger til at få ført de gode tanker ud i livet.

Det handler om prioritering
Problemerne opstår i regioner og kommuner, når pejlemærkerne skal føres ud i livet. I dette nummer har  vi kontaktet en række lokalpolitikere for at få dem til at give deres bud på en bedre psykiatri. Og på, hvad de vil gøre for, at få det til at ske.  Selvfølgelig kan det hurtigt blive en kamp, om hvem der har ansvaret. Lokalpolitikerne kan altid sige, at pengene ikke er der, og at det er  Christiansborg-politikerne som sætter den økonomiske dagsorden. Dog er det sådan i enhver husholdning, at man må prioritere, hvad der er vigtigst for én, og dermed hvad pengene skal bruges på. Her kan vi konstatere, at det i hvert fald ikke er psykiatriområdet, der har stået højt på prioriteringslisten, hverken nationalt, regionalt eller kommunalt. Og slet ikke ikke-psykotiske patienter og pårørende, som udgør over 95% af alle psykiatriske lidelser. Depression er tilmed en billig sygdom at behandle. Vi taler om beløb på ca. 25.000 til 50.000 pr. patient. Med ca 50.000 patienter er det selvfølgelig mange penge, men ekstremt billigt i forhold til andre patientgrupper og særligt i forhold til de udgifter, der er forbundet med at lade patienterne blive mere syge og i mange tilfælde ryge ud af arbejdsmarkedet. Her taler vi om et tocifret milliard beløb.

Drop forskelsbehandling i regionerne
Et af de første steder at tage fat er øget adgang til psykologbehandling. Sundhedsstyrelsen anbefaler evidensbaseret psykologhjælp evt. kombineret med medicin til en stor del af patienterne med depression. Alligevel kan flertallet af depressionspatienter ikke få  tilskud til psykologbehandling. Muligheden er kun åben for depressionspatienter mellem 18-37 år. Ansvaret for denne løsning ligger hos regionerne. Og det er selvfølgelig ikke holdbart i længden at aldersdiskriminere på noget så vigtigt som depressionsbehandling. Og så er vi slet ikke kommet ind på diskiminationen mellem dem, der kan betale og dem, der ikke kan. Selv med tilskud må depressionsramte af med 300-400 kr./timen i deres bestræbelser på at blive raske.

Øget sammenhæng og opfølgning
Et andet område er sammenhæng i behandlingen. Det er alt for ofte en mangelvare. Som depressionsramt har man sjældent overskud eller overblik til at overskue sin egen situation. Men i rigtigt mange tilfælde må patienterne selv finde vej i behandlingsjunglen. Der bør udarbejdes obligatoriske individuelle behandlingsplaner, der kan sikre en sammenhæng i behandlingsforløbene. Behandlingsplaner der sørger for gnidningsfrie overgange mellem forskellige behandlere. Og sikrer patienter og pårørende et overblik over det forventede behandlingsforløb.  

Øget specialisering
Præsis, som det sker på det somatiske område, er der i psykiatrien brug for specialisering. Der er brug for  specialcentre hvor man samler ekspertisen inden for de forskellige sygdomsområder. Steder hvor man kan sikre gode forskningsmiljøer og hvor særligt komplicerede sygdomstilfælde kan blive søgt behandlet, når den ”normale” behandling ikke har givet resultat. Disse centre kunne så passende også supervisere praktiserende læger og psykiatere, således at vi får opkvalificeret behandlingen ude lokalt. Alt for mange steder fungerer det langt fra optimalt.

Der bør også ske en udvidelse og specialisering i forhold til de psykiatriske skadestuer. Det kan ikke være rigtigt, at depressionsramte der er på selvmordets rand, som ikke magter at være alene, skal sendes hjem uden andet behandlingsmæssigt tilbud end en recept på noget antidepressivt. Afvist, fordi der ikke var plads eller ro nok til, at lægerne fandt det hensigtsmæssigt at patienten blev indlagt.

Kommunen og sagsbehandlere
I min leder (s. 3) berettede jeg om en depressionspatient, der først med ekstraordinær indsats fra hendes omgivelser, oplevede at der blev opnået forståelse i det kommunale system. Hun var heldig at have en ressourcestærk familie i ryggen, og en læge, der ville engagere sig i sagen, således at hun ikke blev tvunget ud i en aktivering, der ville gøre hende mere syg, end hun allerede var. Vi ved at kommunernes refusionsaftaler med staten gør, at kommunerne (efter 8 uger) føler sig tvunget af økonomien til at sende patienterne ud i aktivering. Men mange depressionsramte oplever også, at det er svært at opnå forståelse hos sagsbehandlerne for sygdommens invaliderende konsekvenser. 
Så udover en ændring af de stramme regler for aktivering er der brug for at sætte fokus på videre uddannelse af de kommunale sagsbehandlere, samt en bedre inddragelse og vægtning af de praktiserende lægers udsagn i sagsbehandlingen. Det er vanskeligt at forstå, at den praktiserende læges ord i mange tilfælde ikke er godt nok i forhold til det kommunale system.

Styrk det opsøgende arbejde
I den Nationale Strategiplan anbefales det, at styrke det opsøgende arbejde. Her ville hjemmeplejen, som er bemandet af fantastisk dygtige sygeplejersker, kunne bruges, naturligvis med en større normering. Det anbefales også i den Nationale Strategiplan at arbejde på tværs af sektorerne. Sagt med andre ord, der er alt for meget cigarkassetænkning, og dette gælder hele vejen igennem systemet. Der er enorme summer at spare ved tidlig og relevant behandling, men så skal der tænkes helt anderledes og på tværs af faggrænser i alle led i det politiske system.
Og så skal der tænkes i handling.