Ny projektleder i BLOM

billede Pia Hammerich

Depressionsforeningen er glade for at kunne byde Pia Hammerich velkommen som ny projektleder i Cafe Blom. Pia har mange års erfaring i at arbejde med mennesker, som har psykisk lidelser. Hun har tidligere arbejdet som projektleder i Røde Kors i projekter med traumatiserede flygtninge. Senest har Pia været leder af en privat undervisnings- og behandlingsskole for unge flygtninge og indvandrere med PTSD i kombination med anden psykisk lidelse – med en klar overvægt af depression, angst og OCD.

Pia glæder sig meget til at være med til at fortsætte den gode udvikling i Cafe Blom. Cafe Blom skal fortsat være et sted, hvor folk med angst, depression, bipolar lidelse og/eller OCD finder et frirum og en fælles forståelse for at leve med en psykisk lidelse. Hun er inspireret af empowerment -tilgangen i sit møde med den enkelte psykisk syge, da hun mener, det væsentlige er, at det enkelte menneske bliver i stand til at tage magten over eget liv. Vi forventer at hendes arbejde i Cafe Blom vil afspejle dette. Det er Pias ambition at sætte rammerne for og give den støtte, der skal til, for at gæsterne selv tager ejerskab til cafeen, og i fællesskab giver cafeen et indhold med diverse sociale arrangementer og ture ud af huset. Pia udtrykker, at hun er meget glad for at være sammen med andre mennesker, så man vil helt sikkert kunne se hende sidde og hyggesludre med cafeens gæster. Er du i København, så kom ned og hils på hende.

Privat er Pia mor til tre børn. Hun er glad for sport, så i fritiden vil man kunne finde hende på ryggen af en hest sammen med hendes datter eller på mountain bike på tur med manden i Hareskoven eller måske på yogamåtten sammen med veninder.

Velkommen til!

Facebooktwitterlinkedin
Etiket: ,