Ny ung ambassadør for DepressionsForeningen

”Den åbne dialog, det er det eneste jeg forlanger”. Anna Lykke Oehlenschlæger har meget på hjerte, men hun er ikke i tvivl om, at det allervigtigste, når det kommer til psykiatrien, er den åbne samtale. For to år siden fik Anna stillet diagnosen bipolar lidelse og meget er sket siden da. I dag er hun netop blevet ambassadør for DepressionsForeningen, og hun glæder sig til at kunne være fortaler for den åbne dialog. Især håber hun på at kunne række ud til flere unge mennesker.

Af Caroline Christjansen, studerende og frivillig i DepressionsForeningen

I forsommeren 2020 kørte DR en udsendelsesrække kaldet ”Min sindssyge tvilling”. Anna var den ene af tvillingerne og ikke særligt glad for programmets titel. Men den skabte opmærksomhed og den viste, at man trods psykisk sygdom sagtens kan få et godt liv og sågar stor succes.

At stå frem og stå ved
Anna stod frem og fortalte åbenhjertigt om, at hun er bipolar. Noget som mange andre med samme diagnose ikke ville turde. Men for Anna er det helt sikkert, at vi bliver nødt til at kunne snakke åbent og ærligt om tingene, uden at det nødvendigvis behøver at skabe dårlig stemning. For nyligt valgte hun af den grund at blive ambassadør for DepressionsForeningen. ”Jeg har brug for at kunne fortsætte med at være det gode eksempel. Det at være ambassadør er en ekstremt god mulighed for at være kunne være fortaler for det her med at vi skal kunne snakke om det. Det værste er, hvis folk går med diagnosen selv, så tror jeg det kan ende fatalt. Så min motivation er at være det gode eksempel. At bane vejen for den åbne samtale. At give andre inspiration til at tage dialogen videre.”

Lev med diagnosen
Anna er ikke kun det gode eksempel, fordi hun tør at bryde tabuet. Hun er det også, fordi hun har lært at leve med sin sygdom. For to år siden fik Anna stillet sin diagnose, og siden da har hun arbejdet målrettet for at lære sig selv og sygdommen at kende. Ikke mindst har hun lært at adskille tingene. ”Jeg kunne arbejde videre på mig selv, uden at lade det definere mig. Jeg kunne til sidst næsten ikke genkende mig selv. Det blev nemmere at skelne mellem, hvad der var diagnose, og hvad der var mig. Det var rart, at jeg kunne placere den hyperaktive del af mig under diagnosen.”

Faresignaler
I dag er det næsten et år siden, Anna sidst havde en stærk mani, og det skyldes, at hun kender ikke kun sig selv, men også den bipolare lidelse meget bedre. Hun genkender nu de faresignaler og trigger-tanker og adfærdsmønstre, som for hende er tegn på en spirende mani. For eksempel kan det være et faresignal, hvis hun bliver irriteret over, at andre mennesker snakker meget langsomt. I virkeligheden er det, fordi hun selv er ved at køre op i et højere gear. Hun mærker også, at hun er ved at komme ind i en manisk periode, ved at hun spiser og sover mindre, sætter mange ting i gang og bruger for mange penge. Ofte har hun så mange tanker, når hun er manisk, at hun filmer sig selv, fordi hun har brug for at fortælle ”nogen” om alle sine tanker. Hvis hun begynder at gå hjem fra arbejde, er det også et klart faresignal, for det er ikke noget, hun normalt har lyst til.
Også sine triggere er Anna blevet mere opmærksom på. En trigger kan være alkohol, fordi det kan gøre, at hun sover dårligt, hvilket ikke er godt, når man er bipolar. Men netop fordi Anna har lært sin diagnose så godt at kende, er fremtiden ikke noget, der bekymrer hende. Hun understreger:
”Det, der gør at man kan bekæmpe den her diagnose, er at lære den så godt at kende, at man kan vinde over den.”

En evig balancegang
Selv om Anna har fået en god forståelse af sin sygdom, og hvordan den er for lige netop hende, er det stadig svært hele tiden at gå og opveje sine valg i forhold til om de er gode eller dårlige for diagnosen. ”Det sværeste ved at være bipolar er, at jeg kan gå rundt og være bange for mig selv. Hvad nu hvis jeg ikke kunne stoppe mig selv?”. Det er svært at finde balancen mellem på den ende side at måtte have det sjovt, tage et glas rødvin eller at arbejde hårdt i perioder og på den anden side at passe på sig selv.
Det bedste råd hun kan give andre unge med bipolar lidelse er at være meget opmærksom på diagnosen, og hvordan den er for lige netop dig. At føre dagbog er en god måde at lære sig selv og sine triggere at kende. Man kan også stemningsregistrere fra dag til dag. Det er også en form for dagbog. Så registrerer man i et skema, hvad man laver fra dag til dag for at finde ud af, hvad der trigger én. ”Og så tror jeg også, at det er en god idé at huske på at skelne mellem, at der er en personlighed, og så er der en diagnose. Alle har forskellige måder at leve med den diagnose på.”

Der er stadig stigma
Den åbne dialog, som Anna er stor fortaler for, har desværre også gjort, at hun har oplevet, at nogle mennesker trækker sig. I de perioder hun har været indlagt og har snakket åbent om det på dine kanaler, har hun f.eks. mistet følgere. ”Jeg har oplevet, at folk har svært ved at tage den åbne samtale. Jeg tror, der er nogen, der synes, det er for voldsomt at blive konfronteret med.” I DepressionsForeningen synes vi, det er ærgerligt, at der er nogle mennesker, der har det sådan, og det understreger bare, hvor vigtigt det er, at vi tager samtalen, siger generalsekretær Morten Ronnenberg og fortsætter: Derfor er vi i DepressionsForeningen meget glade for at få en ambassadør, der måske kan være en inspiration for andre unge.

At Anna brænder stærkt for, at vi skal kunne snakke åbent om det at have en psykisk lidelse, er der ikke tvivl om: ”Jeg glæder mig til at komme i gang med de initiativer, der er i foreningen, fordi det vil give mig noget at mærke, at jeg kan give nogen noget med det, jeg er og kommer med. Jeg håber, vi får fat i flere unge og får startet nogle flere initiativer, som rammer en yngre målgruppe.”