Boganmeldelse: En vigtig bog om mad og dit mentale helbred

Sindets spisekammer. Det kan både lyde lidt poetisk og lidt højstemt, og man er ikke helt klar over, hvad der venter bag den flotte grønne forside, men undertitlen ’Mad for mental sundhed’ rammer emnet godt ind. Madskribenten Kamilla Rønnestad har begået en fremragende og meget appetitlig bog om, hvordan den mad vi spiser påvirker vores mentale helbred.

Af Morten Ronnenberg Møller

De fleste af os ved formentlig, at det vi spiser har en eller anden form for indflydelse på, hvordan vi har det. Sjovt nok især når vi har ’syndet’, og vi ærgrer os over, at nu forsvandt der igen en hel plade Ritter Sport eller en kæmpe pose vingummier. Her opstår en hård konkurrence mellem kvalmen og den dårlige samvittighed om, hvad der er værst. Men de færreste af os har en synderligt præcis idé om, hvilke fødevarer, der virker godt på vores mentale helbred.

Kamilla Rønnestads bog er en saglig og velunderbygget fremstilling af videnskab om mad og mental sundhed. Bogen består af to hoveddele: Første del er en redegørelse for madens betydning for vores fysiske sundhed og mentale helbred, herunder også betydningen af måden vi indtager vores mad på og hvor meget fx fællesskab og mobiltelefonen fylder. Anden del er en praktisk og meget anvendelsesorienteret række af opskrifter og tips til at spise sig sundere. Du får fx en oversigt over ”råvarer for mentalt helbred”, og hvordan de virker. Vidste du fx at brøndkarse er meget rig på ’antidepressive næringsstoffer’? Det kunne nemt blive en fuser, men opskrifterne og de tilhørende billeder er så lækre, at man næsten er på vej ned til den nærmeste grønthandler, inden man har læst færdig.

Vi bliver, hvad vi spiser, siger man, og det præsenterer bogen meget overbevisende og samtidig befriende udogmatisk. Der bliver gjort plads til realismen og til at hverdagen skal fungere. Et helt kapitel bliver viet til den meget aktuelle diskussion om ultraforarbejdede fødevarer, og det er interessant læsning. 

– I dag spiser vi store mængder mad, der er så forarbejdet og af så ringe kvalitet, at næringstætheden er meget lav. Derfor ender vi ofte med at få rigelige mængder energi fra den mad, vi spiser – men relativt lidt af alle de vigtige næringsstoffer, der hjælper vores krop og hjerne med at fungere optimalt (s. 38).

Det vil sige, at en del af det vi spiser, egentlig ikke er godt for os. Selv om man let kan få dårlig samvittighed over sine egne madvaner lykkes bogen med at give os inspiration og ikke ’skæld-ud’. Man får lyst til at gentænke, ikke kun hvad man selv putter i indkøbskurven, men også hvordan kost og præsentationen af fødevarer i danske butikker bør have en langt større sundhedspolitisk opmærksomhed.

Vi har efterhånden vænnet os til at tobaksvarer skal være svært tilgængelige for at begrænse brugen af dem. Bogen argumenterer overbevisende for, at i en tid hvor vi har store samfundsmæssige udfordringer med mental trivsel, bør vi bruge samme mindset, når vi vil fremme folkesundheden, både psykisk og fysisk. At ændre vores indkøbsvaner er på en og samme tid et utrolig simpelt greb for at styrke vores livskvalitet og virkelig vanskeligt at gennemføre, både for den enkelte og på samfundsplan. Men et første skridt er at være opmærksom på det, og det bidrager bogen meget fint til.

Sindets spisekammer er en vigtig bog for dem, der har lyst til at få både viden om, hvad mad betyder for vores mentale helbred og konkret inspiration til, hvordan vi styrker det.

Boganmeldelse: Sindets Spisekammer – Mad for mental sundhed. Kamilla Rønnestad. Forlaget Grønningen 1, 2026.

Depressionsforeningen giver eksklusivt 15% rabat på bogen i juli: Brug koden ‘Sindets spisekammer’ ved køb hos Saxo.com. 

Koden er gyldig indtil 31/07. Kan ikke kombineres med andre koder, og kan ikke bruges i kombination med Saxos shoppingfordele.