De frivillige rådgivere på DepressionsLinien kommer fra vidt forskellige liv, men deler det samme ønske: at gøre en forskel. I den anden ende af røret møder de mennesker, som har det svært. Ét spørgsmål går igen hos mange, der ringer: Hvornår er man egentlig “dårlig nok” til at tage kontakt? Hvornår er det legitimt at række ud? For flere bliver samtalen ikke bare en udvej her og nu – men begyndelsen på et vigtigt vendepunkt.
Af Marie Schultz
De frivillige i røret
De frivillige rådgivere bringer forskellige livserfaringer med sig, og tilsammen spænder de lige så bredt som de mennesker, der søger hjælp på linien.
En af rådgiverne er Ernst, som selv har oplevet at have depression tæt inde på livet, både som pårørende og ramt:
– Jeg er vokset op i en familie, hvor der er psykisk sygdom, så jeg har en del erfaring. Den vil jeg gerne bruge på at hjælpe andre, der sidder inde med uafklarede spørgsmål i forhold til depression, siger Ernst, der er uddannet psykolog.
De lange ventelister i psykiatrien er også en motivation for Ernst. Han peger på, at DepressionsLinien giver mennesker mulighed for at tale med nogen, selvom de befinder sig langt nede på ventelisten i systemet.
Bente har været rådgiver i 4 år og har en baggrund i omsorgssektoren. Hun har aldrig haft en depression, men hun har haft sygdommen helt inde på livet. Hendes datter var hårdt ramt – og døde pludseligt af andre årsager.
– Da hun døde, fik jeg lyst til at gøre en forskel. Nu var hun her ikke mere, så kunne jeg gøre noget for nogen, fortæller hun.
Som pensionist med flere fysiske sygdomme giver arbejdet på linien hende et andet meningsfyldt fokus og et skifte i perspektiv.
– Hvis jeg ikke havde noget andet at koncentrere mig om, så ville jeg nok sidde herhjemme og have frygtelig ondt af mig selv. Det er i hvert fald noget, jeg ikke bryder mig om, fortæller hun.
Hvem ringer – og hvorfor?
Der findes ikke én type opkald. Nogle ringer, fordi de er i tvivl om, hvorvidt de har en depression. Andre er allerede diagnosticerede og kontakter DepressionsLinien for at få støtte til at tackle udfordringer, de oplever i hverdagen. Pårørende ringer ofte for at spørge til, hvordan de bedst hjælper et menneske, de er bekymrede for. Det er en meget bred vifte af folk.
– Det, der går igen, er fortvivlelsen og magtesløsheden. Manglen på overblik og viden om, hvad man kan gøre. Det gælder både dem, der er ramt, og dem, der står ved siden af, fortæller Bente
Flere af dem, der ringer til DepressionsLinien, gør det også, fordi de oplever manglende forståelse fra deres nærmeste familie, fortæller Ernst:
– Jeg oplever ret ofte, at folk fortæller, at deres familie simpelthen ikke forstår, hvordan de har det. På et tidspunkt talte jeg for eksempel med en kvinde, hvis egen mor gennem næsten hele hendes liv ikke rigtig har anerkendt, at hun havde det dårligt. Hun har været psykisk syg, haft depressioner og har bipolar lidelse, men det var der ikke nogen reel forståelse for.
Manglende viden og det svære ved at rumme noget, der ikke er synligt, efterlader mange med en følelse af at stå alene med lidelsen og ikke blive taget alvorligt.
En del af dem, der ringer, er usikre på, om de egentligt “må” ringe. Ofte har de en mistanke om, at noget er galt – måske er det depression? Samtalen kommer derfor tit til at handle om, hvordan de har det, og hvilke symptomer de oplever. Der er altså et stort behov for viden om, hvordan depression kan se ud, og hvad kan man selv gøre, når man står midt i det, og hvad kan ens pårørende gøre.
Det er helt legitimt at ringe til DepressionsLinien, også lang tid før man oplever, at man er ved at miste fodfæstet. Faktisk er det en stor fordel at række ud efter hjælp, inden det hele vælter. På det tidspunkt er der som regel stadig et overskud til at handle og tage de første skridt mod at få det bedre.
– Jeg tænker helt klart, at folk kan ringe, når de blot har en mistanke om, at de har en depression, eller de kender en, som de tror har en depression. Det er bedre at ringe én for meget end én gang for lidt, siger Ernst.
For nogle kan det være en svær beslutning at ringe ind. De er i tvivl om, de har det slemt nok, eller om det er noget at ’belemre’ andre med. Men intet er for stort eller småt at ringe om. Det handler om at række ud og sætte ord på det, der er svært.
Samtalen som vendepunkt
For begge rådgivere handler arbejdet på DepressionsLinien om at være til stede i mørket og møde folk lige der, hvor de er og langsomt åbne for, at der kan findes sprækker af lys – uden krav, diagnoser eller færdige løsninger. Deres vigtigste opgave er at rumme det mørke, den der ringer, står i, samtidig med at samtalen nænsomt kan åbne for nye perspektiver og realistiske handlemuligheder.
Nogle ringer ind i dyb fortvivlelse, hvor alt fremstår sort, og hvor der ikke er udsigt til forandring. Men når samtalen bevæger sig fra det tunge og fastlåste til et fælles overblik, kan der ske noget. Bente beskriver det som at “stige op i en helikopter” sammen og se situationen lidt fra oven: Hvad er der på spil? Hvem er der i netværket? Var der ikke en veninde, der havde tilbudt hjælp?
– Det kan ændre sig fra dyb, dyb fortvivlelse til ro og håb i den anden ende. Når vi får kigget på mulighederne sammen, kan man nærmest høre lettelsen i stemmen. Hvordan det hele bliver lysere, siger hun.
Nogle gange viser vendepunktet sig helt konkret. Bente husker især en lang samtale, der gjorde indtryk:
– Da vi var færdige, sagde hun: “Ej, du fik mig til at grine – ligesom dengang jeg gik i skole.”
Det er netop sådanne øjeblikke, der bekræfter Bente i, at en samtale i sig selv kan gøre en forskel, fordi der bliver skabt et rum, hvor håb, overblik og handlemuligheder igen kan få plads.
DepressionsLinien i dag – og i morgen
For Bente er det afgørende, at DepressionsLinien også fremover forbliver et trygt og omsorgsfuldt frirum, hvor der er hjælp at hente. Et sted uden journaler, vurderinger eller krav, som man kan ringe til, når man har det svært – uanset om problemerne er begyndende eller har stået på i længere tid og føles helt uoverskuelige.
– Man kan ringe til os, når problemerne starter, og man kan ringe, når man står med det hele til halsen. Vi måler ikke folk og siger, at nogen er for lette eller for tunge. Ingen bliver afvist, fordi de ikke passer ind i en kategori. Alle er velkomne til at ringe til os, fortæller hun.
Målet er at alle, der ringer, er et bedre sted, når de lægger røret på igen.
