Sommer rimer på solskin, is, sand mellem tæerne og selvfølgelig også sommerhøjskole. For 15. gang samlede DepressionsForeningens sommerhøjskole over 70 deltagere og frivillige til en uge med fællesskab, fordybelse og glæde på Nordfyns Højskole ved Bogense.
Af Hanne Müller
På sommerhøjskolen er der plads til det hele: til øjeblikke hvor man bliver bevæget og har brug for et kram og øjeblikke, hvor man skrupgriner sammen højt og længe. Som en af deltagerne udtrykker det, så er sommerhøjskolen ”et frigørende pusterum, et øjeblik af glæde, at være en del af noget”.
Den røde tråd i ugen er støttende fællesskaber, som skabes under de mange forskellige aktiviteter. Der var faglige foredrag, som i år bl.a. handlede om skam og vejrtrækning som en vej til ro på nervesystemet. Om eftermiddagen kunne man fordybe sig i yoga, sang, smykker eller kreative sysler. For dem, der hellere ville være ude, var der friluftsliv og cykelture til nogle af Nordfyns skønne pletter. Ugen igennem var der fællessang, bålaften, bollywood-dans og rum til at udveksle erfaringer med hinanden, både i uformelle samtaler om stort og småt og i en samtalecafé med temaer, som deltagerne havde valgt.
Hvis du sidder og tænker, om højskolen mon kunne være noget for dig, så er der kun én måde at finde ud af det: tag med!
Tilmeldingen til næste års sommerhøjskole går i luften i midten af december, så hold øje med vores hjemmeside for mere info.











