Johan fandt tilbage til en hverdag med mening 

For Johan Donvig blev DepressionsForeningens sociale caféer et trygt pusterum. Før isolerede han sig selv fra alt det sociale omkring sig. Nu kan han nyde at tale med mennesker og har fundet frem til de ting, der gør ham glad i hverdagen. 

Af Kristine Buske 

38-årige Johan står og tripper på Danmarksgade i Aalborg. Han går lidt frem og tilbage og lurer ind ad vinduet til Café HØK. Han har læst om stedet i en pjece fra DepressionsForeningen, som henviser til tilbud om sociale caféer. Pjecen fangede hans opmærksomhed en dag, han sad i venteværelset På Klinikken for Bipolar Sygdom ved Psykiatrien i Region Midtjylland. 

Alligevel er flere måneder gået, inden han står her, hvor han har allermindst lyst til at stå lige nu. Måneder, han har brugt i sin nye lejlighed helt alene. Kun med sine egne tanker som selskab. Siden Johan var 17 år, har han haft gentagne depressioner, og først nu har han fået diagnosen bipolar lidelse. Det har ført til en førtidspension, et farvel til jobbet som journalist, og et hårdt forløb, der har efterladt ham drænet.  

Selvom det giver ro, at der nu er styr på husleje, medicin, mad og regninger, er det ensomt, at der ikke længere er en arbejdsplads, der ringer til ham. Johans diagnose betyder, at han har tendens til at selvisolere og gemme sig for omverdenens krav og forventninger. Men han ved også, at det mønster kun betyder, at han får det værre og værre. 

Alt det er årsagen til, at han har overvundet sig selv og endelig tager i håndtaget til Café HØK med et håb om at finde mening uden for lejlighedens tomme ekko. 

– Da jeg endelig gik ind ad døren hos Café HØK, viste en frivillig mig rundt, og så satte vi os ned og snakkede. Jeg mærkede den naturlige samtale, jeg ikke havde oplevet længe, fordi jeg var understimuleret socialt. Min største frygt var at sidde for mig selv og føle mig udenfor, men jeg blev taget godt i mod med det samme og faldt ind i snakkene med de andre gæster. Selvom man ikke har lavet noget særligt, betyder det meget at fortælle andre om sin dag, fortæller Johan. 

Fandt et formål  

Efter halvanden måned oplevede Johan, at han kunne bidrage med mere end at være gæst. Han lagde mærke til, at hans journalistiske nysgerrighed og uddybende spørgsmål fik folk til at åbne sig. Og derfor gav det mening at blive frivillig. 

– Det var rart at komme ud og bruge de journalistiske færdigheder lidt. Jeg kunne komme tættere ind på, hvordan de andre gæster havde det og få dem til at føle sig hørt. Mange kan have skam over deres diagnoser, og der er det vigtigt, at vi kan dele det med hinanden, siger Johan. 

Han oplever, at det at blive frivillig har givet ham en identitet, som han følte sig frarøvet, da han blev tvunget til at forlade arbejdsmarkedet. 

– Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg, at jeg er førtidspensioneret journalist. Man identificerer ofte sig selv og andre mennesker med sit og deres job, så det var et stort identitetstab, da jeg ikke længere havde det at spejle mig i. Nu er jeg glad for at kunne sige, at jeg er frivillig i en af DepressionsForeningens sociale caféer. 

Social træning 

Johan lider også af PTSD efter en voldspræget fortid. Derfor har han brug for at skåne sig selv for stress og fyldte kalendere og samtidig skabe struktur i sin hverdag. Før han fandt frem til Café HØK, betød sociale sammenhænge, at hans krop og hoved var på overarbejde. Han var konstant på vagt, og overanalyserede alle signaler fra omverdenen. Et ustandseligt ubehag, som fik ham til at trække sig. 

– Efter en vagt i caféen er jeg udmattet, men jeg er tanket op med positiv energi af at gøre en forskel for andre. Café HØK betyder, at jeg kan komme ned og få trænet den sociale muskel. Tidligere kunne en tur i supermarkedet efter få vare og mødet med kassedamen være nok til, at jeg skulle hjem og have en middagslur. Nu kan jeg mødes med en ven på en café, eller small talke, hvis jeg støder på en, jeg kender på gaden og bagefter gå videre med min dag uden at være overvældet.

Fri fra den isolerende boble 

For Johan var det godt at starte i Café HØK som gæst, hvor han selv kunne vælge, hvor tit og hvor længe, han ville være der. Der var ingen krav, og han skulle ikke forholde sig til andet end at sidde i en stol og nyde sin kaffe. Nu giver det ham en struktur og et formål at have en fast vagt som frivillig hver mandag aften. 

– Som frivillig skal jeg tale med mange forskellige mennesker, og det betyder, at jeg bliver mere omstillingsparat. Det kan jeg bruge ude i andre sociale sammenhænge. Pulsen kommer ikke op længere, og jeg kan nyde at tale med mennesker,” siger han.

Depressionsforeningens sociale café blev også springbrættet for Johan til at søge andre sociale fællesskaber. Han har opsøgt gamle venner og er startet til boksning, som han dyrker to gange om ugen. 

– Jeg fik brudt min isolerende boble, og det gav mig energi til at finde ud af, hvad jeg har lyst til at bruge min tid på, og hvad der gør mig glad.

DepressionsForeningen tilbyder både sociale cafeer og selvhjælpsgrupper for at skabe et fristed for støtte, hvor mennesker med depression eller bipolar lidelse kan finde fællesskab, ro og forståelse.  

Hos caféerne i Aalborg og København, som drives af DepressionsForeningen, kan man møde andre, der forstår, hvad man går igennem, og få hjælp og inspiration. Her er man velkommen præcis som man er. Der er ingen pres, men masser af fællesskab og samtaler med både andre gæster og frivillige, der deler erfaringer med angst, depression, bipolar lidelse og OCD. 

Der findes også caféer hos OCD-foreningen i Aarhus og Angst- og Stressforeningen i Odense, hvor man kan finde lignende støtte.