Efter sin første mani som 22-årig blev Lasse Hansen indlagt. Det blev starten på et langt behandlingsforløb med elektrochokbehandling, også kaldet ECT. Gentagne indlæggelser på grund af sygdommen og ECT-behandlinger har givet ham livet tilbage, men det kan have haft en konsekvens: permanente hukommelsestab. I dag må han rekonstruere dele af sit liv gennem journaler og andres fortællinger. Lasses erfaringer giver et indblik i ECT – mellem effekt og bivirkninger, frivillighed og tvang – og hans vej tilbage til en hverdag med struktur og accept.
Af Marie Schultz
Det var under et besøg hjemme hos sine forældre, at de første tegn på manien begyndte at vise sig. Vi er tilbage i efterårsferien, da Lasse var 22 år gammel, og i tiden forinden er han lige flyttet til København fra Hjørring, hvor han har påbegyndt et nyt studie. Lasse oplevede en pludselig klarhed og følte, at han havde forstået meningen med livet.
– Jeg fik nærmest en åbenbaring om, at jeg havde fundet frem til den her åndelighed og det her svar på mit livs gåde, fortæller han.
Men så fyldte søvnløshed og tiltagende tankemylder hans liv. Det udviklede sig til en religiøs vrangforestilling – en filosofisk manisk psykose. Lasse gik rundt i huset i underbukser talte om syndefaldsmyten og andre religiøse fortællinger. Han følte sig som Jesus. Til sidst endte han med at hoppe ud ad vinduet.
– Heldigvis boede vi i et etplanshus, så jeg landede bare på vejen. Men ud ad vinduet i stedet for ud ad døren, fortæller han.
Et vendepunkt med alvorlige konsekvenser
Hans familie forstod alvoren og fik ham tvangsindlagt på Brønderslev Psykiatriske Sygehus. De oplevede, at han ville have sprunget uanset højden – også fra 5. sal. Han befandt sig i en tilstand, hvor han ikke længere så på liv og død, som han havde gjort før sin psykose.
Sygdommen satte en brat stopper for de planer, Lasse havde lagt for sit liv. Han opgav at fortsætte på uddannelsen, som han ellers gerne ville være fortsat med. I stedet fandt han et arbejde i en børnehave og begyndte langsomt at forsøge at skabe en form for normalitet i sit liv igen.
Manien blev begyndelsen på et langt forløb med gentagne indlæggelser på både åbne og lukkede afdelinger.
Beslutningen om ECT – mellem frivillighed og tvang
Lasse har i alt været indlagt syv gange – blandt andet under en næsten to år lang indlæggelse fra 2014 til 2016. Anden gang Lasse var indlagt, fik han diagnosen bipolar lidelse, type 1. Han har modtaget ECT under alle sine indlæggelser og har i alt modtaget mere end 110 behandlinger med ECT. Et typisk behandlingsforløb med ECT ved depression eller mani ligger på omkring 8–12 behandlinger. Behandlingen bruges især til patienter med svær depression eller deprimerede patienter, der ikke har haft gavn af nogen anden behandling. Ifølge sundhed.dk har ECT har effekt på cirka 80 % af de svære depressioner og højere ved de allersværeste: de såkaldt psykotiske depressioner
– Jeg ville ikke. Det er jeg 100% sikker på. Men de var nødt til at gøre et eller andet. Pillerne virkede ikke på mig.
Sådan udtaler Lasse sig om sin reaktion på ECT, da han første gang bliver indlagt i 2010. Det er en vurdering, han i dag foretager på baggrund af sine journaler og pårørendesamtaler, da han ikke selv kan huske perioden på grund af det permanente hukommelsestab, som Lasse mener kan føres tilbage til ECT-behandlingerne og de gentagne indlæggelser.
Beslutningen om ECT ender med at blive truffet, fordi den medicinske behandling ikke har den ønskede effekt. Set fra behandlersiden er situationen fastlåst: Medicinen virker ikke, og både personale og familie er, som Lasse selv beskriver det, “fuldstændig ude i tovene i forhold til, hvad de skulle gøre med mig”.
ECT kan være forskellen på liv og død for mennesker med svær depression. Evnen til at lære og huske nye ting bliver midlertidigt påvirket af ECT, men vender som regel tilbage efter nogle uger – ofte forbedret i takt med at depressionen letter, siger professor og overlæge Poul Videbech. Nogle patienter oplever dog alvorlige permanente hukommelsestab, hvor vigtige minder helt forsvinder. Det er meget svært at måle, om det er ECT-behandlingen eller depressionen, der forårsager hukommelsestabet, da begge dele kan påvirke hukommelsen.
men der er ikke meget at smile af i slutningen af hans to-årige indlæggelse.
Tab af hukommelse og forandret identitet
Lasse lever i dag med et omfattende hukommelsestab, som han mener er en bivirkning af ECT. Samtidig anerkender han argumentet, at det kan være svært at afgøre, hvor meget der skyldes sygdommen, og hvor meget der skyldes behandlingen. For ham er det muligvis en kombination af begge dele. Han kan hverken huske sin barndom eller sin ungdom. Perioderne med indlæggelser og behandling er også i store træk forsvundet fra hans erindring, og hans egen historie er blevet noget, han må læse sig til – formidlet gennem journaler, familiens fortællinger og andres erindringer.
– Jeg husker intet. Ligesom du læser en biografi eller en skønlitterær bog, prøver jeg at sætte mig ind i mit eget narrativ, fortæller han.
Tilbage står kun enkelte brudstykker. Ikke sammenhængende minder, men intense øjeblikke af frustration og afmagt, kropslig smerte og følelsesmæssige yderpunkter.
– Det, jeg kan huske, er helt sikkert ekstreme følelsesmæssige oplevelser, jeg har haft, for ellers ville jeg ikke kunne huske det. Jeg kan huske, at jeg har revet en dør af i frustration, og at jeg har slået min hånd ind i væggen, siger han og fortsætter:
– Jeg kan huske, at jeg løb gadedrengehop op og ned ad en gang, imens jeg har sunget Coldplay’s Fix You. Det er sådan nogle åndssvage minder, jeg har derfra. Og sådan nogle ting er blevet vurderet som et tilbagefald. Så er der kommet 5-6 fuldvoksne mænd og fået mig ned på den lukkede.
Konsekvensen af hukommelsestabet bliver dermed tabte sammenhænge og identitet, og i dag står Lasse tilbage med en dobbelterfaring. Han er kommet igennem og samtidig er der et tomrum:
– Jeg ville ikke kunne komme med et barndomsminde fra f.eks. folkeskole eller gymnasium. Når jeg ser billeder fra dengang, føler jeg mig afkoblet fra dem. Det er en fremmedgørelse. En afkobling. Det er de her brudstykker, som jeg kan huske fra mine indlæggelser, der i dag er med til at forme den identitet, jeg taler om, siger han.
Tilbage til livet
Lasse kom aldrig tilbage til dét studie, han oprindeligt var startet på. Derimod har han nu som 38-årig gennemført både læreruddannelsen og en kandidatuddannelse, cand.pæd. i pædagogisk sociologi. I dag lever han et liv, hvor struktur er afgørende, og har i hverdagen et øget fokus på søvn, motion og medicin.
Samtidig er der noget, der står tydeligere end alt andet:
– Min datter har betydet alt, og at der faktisk også var én, der ville gifte sig med mig og få et barn med mig.
I dag, når Lasse ser tilbage på det store antal ECT-behandlinger, han har modtaget, er hans forhold til behandlingen præget af, at han anerkender, at ECT på én gang kan være nødvendig og virkningsfuld – og samtidig en indgribende behandling, der sætter varige spor.
– Jeg tror godt, man kan sammenligne ECT med psykiatriens svar på kemobehandling. Det er jo ikke noget, nogen ønsker at komme ud i. Men for nogle bliver det den sidste udvej, siger Lasse.
Det liv, han lever i dag, er ikke nødvendigvis det, han havde forestillet sig. Han beskriver selv, hvordan han måske ville have været mere målrettet og ambitiøs, hvis han ikke havde været igennem sine sygdomsforløb og den medfølgende medicinering. På nuværende tidspunkt har han i stedet fundet et andet ståsted – mere roligt og afgrænset – med en erkendelse og accept af sygdom som en del af livet.
– En konsekvens af ECT er, at jeg er kommet over på den anden side. Jeg er i live – som et andet menneske, lyder det fra Lasse.
Behovet for Netværksgrupper
Lasse efterspurgte samtaler efter tvangsbehandlingen og peger på et tomrum i behandlingen – både under indlæggelsen og i tiden efter – hvor der mangler støtte til at bearbejde forløbet. Han ønsker mere fokus på følgevirkninger af ECT i sundhedsvæsenet og sammenligner med den øgede opmærksomhed på senfølger hos fx kræftpatienter og personer med hjernerystelse – en opmærksomhed, han mener også bør gælde her.
Som en del af løsningen peger han på netværksgrupper, hvor patienter kan dele erfaringer og understreger samtidig, at det ikke handler om at afvise ECT, men om at tage konsekvenserne alvorligt og følge op.
DepressionsForeningens generalsekretær Morten Ronnenberg Møller bakker op om denne idé:
– Vi ser et klart behov for bedre opfølgning, og netværksgrupper er et oplagt skridt i den retning, udtaler han.
