MÆNDtal på Mandefestival: Fællesskab, synlighed og nye forbindelser

Når mænd mødes i et rum, hvor samtaler om det svære og det vigtige får lov at fylde side om side, opstår der ofte noget, der rækker ud over selve dagen. En mandefestival i Aalborg dannede netop sådan en ramme.

Af Thomas Bergkvist

Her deltog DepressionsForeningens MÆNDtal også. Et fællesskab skabt af mænd for mænd med fokus på mental sundhed, hvor det handler om at kunne tale om det, der er svært, og om at skabe gode oplevelser, relationer og trygge rammer, hvor mænd kan være sig selv. Mandefestivalen var en oplagt mulighed for at møde mænd i øjenhøjde og vise, hvordan fællesskab kan være en vej til bedre trivsel. Festivalens uformelle ramme gjorde det lettere at tage hul på samtaler om mænds mentale sundhed, ensomhed, sårbarhed og håb.

– I DepressionsForeningen ved vi, at spejlende fællesskaber gør en forskel. Mandefestivalen giver mænd mulighed for at mødes om noget konkret, række ud til hinanden og opdage, at de ikke behøver bære tunge tanker alene, siger Dorthe Haslund, projektleder i DepressionsForeningen Nordjylland.

På standen fik besøgende mulighed for at høre mere om fællesskabet, stille spørgsmål og få en uformel samtale om, hvad et fællesskab kan betyde, når livet er svært. Dagen bød på gode snakke, nysgerrighed og interesse for, hvordan mænd kan støtte hinanden gennem fælles erfaringer.

Deltagelsen handlede dog ikke kun om møderne på dagen. Festivalen gav også mulighed for at styrke kontakten til andre tilbud og aktører, som arbejder med mænds sundhed, trivsel og fællesskaber.

– Det var vigtigt at være med, fordi vi fik lejlighed til at netværke med andre tilbud, der retter sig mod vores målgruppe, og fordi vi blev synlige over for en masse mænd, der ellers ikke kendte os, eller som kun kendte os af omtale, siger gruppeleder Mads Nibe.

Festivalen bød også på oplæg og personlige fortællinger om livserfaringer, sårbarhed og håb. I Salen i HUSET deltog Niels Richard Hansen i samtalen “Fra luftkaptajn til førtidspensionist” sammen med Michael Wichmann Pedersen, som derefter holdt oplægget “Mænd i livsforandringer – hvordan håndterer vi dem?”. Begge indslag satte fokus på de forandringer og udfordringer, som mange mænd møder gennem livet.

Netop de ærlige fortællinger kan skabe genkendelse og åbne for samtaler, som ellers kan være svære at tage hul på.

– Det er vigtigt at dele min historie, både for at gå forrest og vise mod, og fordi der er noget værdifuldt i at dele vores historie. Når vi deler vores oplevelser, skaber det genkendelighed, viser sårbarhed og giver et budskab om håb eller læring, der kan hjælpe andre, siger Niels Richard Hansen, foredragsholder og gruppeleder.

Deltagelsen i Mandefestivalen blev en positiv påmindelse om, hvor meget det betyder at skabe steder, hvor mænd kan mødes uden pres og uden krav om at have alle svarene på forhånd. Når mænd mødes i trygge rammer, kan der opstå genkendelse, mod og nye forbindelser.

For MÆNDtal handler arbejdet netop om at gøre det lettere at tage det første skridt – sammen med andre.

Billede: Øverst fra venstre ses Mads Nibe, Thomas Bergkvist, Michael Wichmann Pedersen og Niels Richard Hansen.