Maria Brandt fik livsglæden tilbage på DepressionsForeningens sommerhøjskole

Sommerhøjskolen var startskuddet til Maria Brandts rejse mod et godt liv.  Efter flere depressioner og som nyligt diagnosticeret med bipolar lidelse blev mødet med et rummeligt fællesskab vejen til mod og muligheder – både personligt og professionelt.

Af Emma Sommer

Maria Brandt sidder i en bil på vej mod Bogense Havn med en frivillig fra sommerhøjskolen. Det sidste på dagens program er en is og en stille gåtur langs vandet. 
Mens Maria sætter ord på de seneste måneders nederlag, begynder noget at løsne sig indeni. Den frivillige lytter med en ro og et nærvær, der skaber plads til Marias ord. Øjenkontakten, som ellers kan føles svær, føles pludselig som en forløsning. I mødet mærker Maria noget nyt: Hun er ikke alene. Hun er en del af et fællesskab.

– At blive mødt af omsorgsfulde øjne, som måske godt kunne se, at jeg havde behov for at få nogle svar, betød alt, fortæller Maria.

Fokus på højskolen er at hygge sig, få gode oplevelser og måske danne nye venskaber.

Læsset væltede 
I 2017 mistede Maria sit første job som socialpædagog efter endt uddannelse. Det var et hårdt slag. Med hjælp fra fagforeningen og jobcenteret kastede Maria sig ud i det, der skulle blive en opslidende jobsøgning. Afslagene hobede sig op, og hver enkelt føltes som en sten i en rygsæk, der allerede var tung. Efter mange måneder med ansøgninger og lige så mange afslag, gik Maria til lægen. Diagnosen var klar: En svær depression. 

Marias læge ville have hende videre til psykiatrien for at få klarlagt, om der var andet, der var årsag til de dybe dyk. For det var langt fra første gang, Maria gik ned med en depression. I begyndelsen af 2018, i en alder af 28 år, får hun diagnosen bipolar lidelse.

– Jeg tror rigtig mange mennesker oplever det som en lettelse at få stillet en diagnose, for så ved man, hvad man skal arbejde med. For mig var det stik modsat. Jeg følte det som en slags forbandelse, siger Maria.

Diagnosen fik ikke alene Maria til at føle sig ensom og isoleret fra omverdenen, men gav hende også en dyb følelse af skam og opgivenhed, der virkede næsten uoverkommelig. Det gjorde, at hun tilbragte mange dage under dynen uden lyst til at stå op eller se andre. 

Et glimt af håb  
En dag, da Maria scrollede gennem sit Facebook-feed, fangede et opslag hendes opmærksomhed. I en gruppe for mennesker med depression var der en, der havde delt et link til DepressionsForeningens sommerhøjskole og spurgt, om nogen havde erfaringer med den.

– Det kan måske noget, tænkte jeg. Jeg har selv gået på efterskole, og det var et af de bedste år i mit liv. Måske kunne højskolen give nogle af de samme gode oplevelser, tænkte Maria.

Maria kontaktede jobcentret, som vurderede, at sommerhøjskolen ville være gavnlig for hendes proces og tilbød at betale opholdet.
DepressionsForeningens sommerhøjskole er for mennesker, der er berørt af depression og bipolar lidelse – både ramte og pårørende. Alt fra smykkeværksted, yoga og fællessang til udendørsaktiviteter som cykling og boldspil, kan man finde på højskolen. Aktiviteter og værksteder giver deltagerne mulighed for at mødes i et fællesskab. Samtidig er der plads til ro, fordybelse og alenetid, når man har brug for det.

Som deltager vælger man selv aktiviteter til og fra alt efter, hvordan dagsformen er.

Det første skridt 
Nervøsiteten sad i kroppen, da Maria for første gang mødte op på højskolen for fire år siden. Det var mange år siden, hun havde været væk hjemmefra på den måde, og tvivlen gnavede i hende.

– Da jeg så programmet for ugen, tænkte jeg: “Hold da op, er det overhovedet noget, jeg kan klare?” Men i og med, at jobcenteret jo havde betalt, sagde jeg til mig selv, at jeg var nødt til at komme over den barriere.

Hvert år tiltrækker højskolen både nye deltagere og gengangere. Derfor nåede Maria kort at tænke, at hun var ny og derfor ville være alene. Men den følelse fordampede hurtigt, da de andre deltagere tog imod hende med åbne arme.

– Det er nogle mennesker, der er særligt gode til at mærke stemninger og være opmærksomme på, hvordan folk omkring dem har det. Derfor var der heller ikke noget tidspunkt, hvor jeg var alene, medmindre det var noget, jeg selv ønskede. 

Mødet med andre mennesker, der har depression eller bipolar lidelse tæt inde på livet, gav Maria kampgejsten tilbage. Pludselig var der nogle, hun kunne spejle sig i, nogle hun kunne have gode samtaler med og blive inspireret af.
Efter nogle dage holdt Maria op med at tænke, at hun gerne ville hjem.

– Det går pludselig op for mig, at jeg ikke skal sidde i en sofa og visne hen i ligegyldighed, for der er mere derude. Højskolen er det første synlige vendepunkt i min recovery-proces. Den er startskuddet til alle de gaver, jeg efterfølgende har fået og den udvikling, jeg har været igennem.

Når jeg bliver til os
Siden sit første ophold er Maria hvert år vendt tilbage til sommerhøjskolen. Det gør hun, fordi hun her har fundet et fællesskab, der føles som at komme hjem. På højskolen bugner det med aktiviteter og inspirerende oplæg, som har været med til at understøtte hendes drivkraft og udvikling. 
Fællessang er også et vigtigt element på højskolen. Især sangen ‘Giv os lyset tilbage’, som er en favorit blandt deltagerne, betyder meget for Maria. Sangens ord om at “Fællesskab fødes, når jeg bliver til os” og “hjertet er åbent, og sindet er frit” har fulgt Maria og beskriver meget præcist essensen af sommerhøjskolens betydning for hende.

Sommerhøjskolen blev startskuddet til en livsændrende proces, hvor Maria har formået at vende diagnosen til en styrke. Hun er blevet EN AF OS-ambassadør for PsykInfo, bestyrelsesmedlem i DepressionsForeningen, har fået nyt job som underviser ved Zealand Business College og er flyttet til en anden landsdel.
Når Maria bliver spurgt, om hun vil anbefale andre at tage afsted på højskolen, er hun ikke et øjeblik i tvivl:

– Gør det, spring ud i det. Du vil fortryde det, hvis du ikke tager chancen.

Vil du gerne med på højskolen?