Satiriker Sebastian Dorset havde som ung en periode, hvor han havde det meget dårligt, hvilket kulminerede i et selvmordsforsøg. Dengang oplevede han, at det var svært både at forstå sine egne følelser og række ud efter hjælp. Han vil bruge sine erfaringer som stemme for DepressionsForeningen til at bryde tavsheden og minde andre om, at man ikke skal stå alene med det svære.
Foto: Bo Skakke
Af Marie Schultz
Hvorfor har du valgt at blive ambassadør for DepressionsForeningen?
– Jeg vil gerne være med til at kæmpe for at gøre vilkårene bedre for mennesker med depression eller bipolar lidelse. Det er helt skørt, hvor mange mennesker der kommer i kontakt med depression – det er jo en folkesygdom. Hvis man tæller pårørende med, så er det jo helt absurd.
Hvad er din egen personlige erfaring med depression?
– Det var først, da jeg stillede op for DepressionsForeningen for lidt over 10 år siden i et samarbejde, at jeg kom til at tænke på, at jeg havde haft en periode i starten af 90’erne, hvor jeg havde haft det virkelig dårligt og var endt med at prøve at tage mit eget liv. Jeg fandt ud af, at det nok har været en depression – det tænkte man måske ikke lige på det dengang.
Hvordan kom du igennem din depression – og hvad gjorde den største forskel for dig undervejs?
– Det var en god ven, der tog fat i mig og gav mig et fast holdepunkt: at nu lavede vi noget sammen i hvert fald flere gange om ugen. Jeg tror nærmest, at vi var sammen hver dag i den første periode efter, han opdagede det. Det var enormt stærkt, det der med at have nogen at snakke med og at få normaliseret tankemylderet og den der følelse af ikke at være god nok og ikke betyde noget, og at der var en, der brugte tid på mig.
Du arbejder med humor. Hvordan kan humor bruges i samtaler om noget så alvorligt som depression?
– Jeg synes, at jeg kan beskrive mit eget forløb ret sjovt. At sætte nogle ord på, hvordan det er at have depression kan være befriende. Hvor opslidende alting føles, og hvor uoverskueligt den mindste opgave kan virke, når man er deprimeret. Hvordan det bliver et dagsprojekt at få svaret på en eller anden henvendelse fra det offentlige. Men man skal jo ikke gøre grin med andres depression, synes jeg.
Hvad tror du afholder folk fra at tale åbent om depression?
– Når jeg har snakket åbent om det i et interview til en eller anden artikel, har jeg oplevet, at folk kun læser med et halvt øje, og så tænker de: “Nå han har depression, ham kan vi ikke hyre, vi skal ikke have en eller anden deprimeret mand til vores firma”. Til det vil jeg bare sige, at når jeg har lavet stand-up, så er jeg blevet mindre berørt, når der sidder nogen og ikke griner af mig, fordi jeg tænker: “Det er sgu ikke det værste, jeg har prøvet det her”. At man har været ved at tage sit eget liv, og at man heldigvis mislykkedes med det og så skulle rejse sig fra det. For mig har det nærmest været en styrke nogle gange at have prøvet at have en depression.
Hvad ser du som din vigtigste opgave som ambassadør?
– Det er at få fortalt folk, at det ikke er en livslang diagnose, det er noget, man kan blive ramt af og kan komme igennem, ligesom man fx kan med en lungebetændelse. At minde folk om, at depression er noget, man kan gå ind og ud af. Du er ikke en deprimeret, bare fordi du har haft depression.
Hvad ville du sige til én, der går rundt med depressive tanker uden at have fortalt det til nogen?
– Folk vil meget hellere høre dig fortælle om det og hjælpe dig, end de vil høre om det bagefter, så de ikke kunne nå at hjælpe dig. Så skynd dig at få talt med nogen, inden det bliver værre. Depression er også selvforstærkende. Det var det, der gik helt galt for mig første gang. Jeg gik ind i mig selv og trak mig fra ting og lod være med at tale om det svære. Det gjorde så, at jeg endte med at være helt nede i et hul. Så tal med nogen, mens du har mulighed for det.
Hvilke politiske mærkesager synes du at DepressionsForeningen skal prioritere fremover?
– Det lyder så banalt at sige, at der skal flere penge til psykiatrien, men når man ser på, hvor mange mennesker der rammes af depression – og hvad det koster for os alle sammen – er det svært at komme udenom. Hvis man kan tage det i opløbet og få nogle bedre muligheder for at komme ind i systemet og få hjælp tidligt, og få mulighed for at snakke med nogle mennesker, uden at det behøver at ende i indlæggelse.
