Hvordan taler man med sit barn om psykisk sygdom i familien? Det spørgsmål forsøger en ny bog at besvare

Mads Trier-Blom fra DepressionsForeningen anbefaler varmt Gakkelaksen og de 10.000 stjerner. Han kalder den for en fin børnebog, der kæmper for aftabuisering.

Forfatter og multikunstner Per Bloch har taget stafetten op i forhold til at normalisere det at tale om psykisk sygdom. Han ved, hvad det vil sige at vokse op i skyggen af en psykisk sygdom. Med en mor ramt af bipolar lidelse har han selv erfaring med de følelser og spørgsmål, børn kan stå med. Bogen er rettet mod familier med børn fra ca. 7-8 år og opefter og kan være en vigtig nøgle til at åbne for de svære samtaler. Pers tekster er smukt akkompagneret af flotte tegninger lavet af prisvindende illustrator Anna Jacobina Jacobsen.

Tabuisering af psykisk sygdom kan gøre det svært at finde ord for at tale om psykisk sygdom, både generelt – men også med ens familie og elskede.

Mads udtaler:
“Det er min oplevelse, at det at have en bog at tale ud fra kan give en katalysator, eller et fælles tredje, som gør det lettere at tale om det svære. Når ikke vi sætter ord på det svære over for vores børn, vil vores adfærd være uforståelig for dem, og de vil formentlig danne deres egne teorier for at forstå årsagerne. Hvis far for eksempel ligger ukontaktbar på sofaen i en periode, kan børn tro, at det er deres skyld, fordi de har været uartige. Derfor tror jeg at det er vigtigt at bruge en bog som Pers og Annas illustrationer til at skabe vigtige samtaler.”

I bogens pressemeddelelse understreger professor Maj Vinberg, leder af forskningsenheden på Psykiatrisk Center Nordsjælland, bogens betydning:
”Børn med forældre, der har en svær psykisk sygdom kan blive meget ensomme og de bruger ofte tid på at få alt til at se normalt ud, samtidig med de passer på den syge forælder. Derfor er det væsentligt, at der opstår en samtale og et sprog for, hvordan den psykiske sygdom påvirker forælderen, hele familien og specielt barnet. Denne børnebog kan hjælpe med samtalen. Den skildrer elegant barnets undren og ensomme oplevelse af sin mors sindslidelse fra hun er sig selv, til at være grå og musestille til hun er regnbuefarvet og meget livlig. Bogen kommer forbi de mure barnet møder, omgivelsernes fordomme, stigmatisering og savnet af sin “rigtige” mor. Teksten og illustrationerne fanger smukt og levende de følelser, som er så svære selv at sætte ord på, når man er lille og ikke helt forstår, hvad der foregår.” 

Gakkelaksen og de 10.000 stjerner er udkommet på Dansklærerforeningens Forlag. 

Andre nyheder

Del nyhed