På det ny-åbnede museum Mind i Middelfart bliver psykiatrihistorie brugt som afsæt for samtaler om psykisk sygdom, tavshed, ensomhed og det at være menneske.
Artiklen er skrevet af Sophie Lindegaard fra Visit Middelfart for Mind Museum
Da museumsdirektør Maiken Rude Nørup (billede) første gang begyndte at arbejde med idéen om Mind, stod det hurtigt klart for hende, at museet skulle være mere end et sted med gamle journaler og psykiatrihistoriske objekter. Det skulle være et samlingspunkt, hvor mennesker kan føle sig set.
– Mange oplever stadig skam eller diskrimination, når de fortæller, at de har en psykisk sygdom, og samtidig ved jeg, at vi mennesker jo bare gerne vil gøre det rigtige. Men mange af os bliver usikre på, hvor meget vi skal spørge ind, og hvordan vi skal nærme os det svære, fortæller hun en forårsdag, mens borelyde fylder luften.
Museet er under fuld opbygning. Der er kun et par uger til åbningen.
– Vi sætter os her i kælderen. Her er der en god chance for at håndværkerne ikke pludselig skal fikse noget, siger Maiken.
Mind er et nyt museum om dansk psykiatrihistorie, men ambitionen er større end at fortælle, hvordan man tidligere behandlede psykisk sygdom. Museet vil også undersøge, hvordan vi som samfund forstår psykisk smerte i dag; og hvorfor det stadig kan være så forbandet svært at tale om.
Bange for at sige noget forkert
– Undersøgelser viser, at hvis nogen har brækket benet, så spørger vi meget gerne ind til det. Men hvis nogen har en depression, så gør vi ofte ikke. Vi er bange for at sige noget forkert, og så tier vi simpelthen hellere stille, fortæller Maiken.
Mind, der ligger i Teglgårdsparken i Middelfart, er bygget op omkring både historiske genstande, historier om ansatte, pårørende-fortællinger og personlige beretninger fra mennesker, der selv lever med psykisk sygdom. I stueetagen bevæger man sig gennem psykiatriens historie, og på førstesalen bliver temaerne trukket ind i nutiden: diagnoser, tvang, behandling og identitet. Og ifølge Maiken Rude Nørup har det været afgørende, at museet kom til at handle om mennesker mere end om systemer.
– Der kan være en tendens til, at mennesket forsvinder i psykiatri-behandlingssystemet. Derfor har vi hele tiden været meget optaget af de personlige fortællinger. Hvordan det føles, hvordan det opleves, og hvad det gør ved relationer at være psykisk syg.
Hun bliver især berørt, når mennesker med egne erfaringer deler deres historier offentligt.
– Jeg tænker tit: Hold op, hvor er det modigt… For det er nogle ekstremt personlige og sårbare ting, der bliver delt og indgår i udstillingen. Men netop det giver andre en helt særlig mulighed for at kunne spejle sig i noget rigtig tungt.
Mennesket før systemet
Følelsen af genkendelse er central i Mind. Ét af Maikens succeskriterier har været, at mennesker med psykisk lidelse, og deres pårørende, føler sig repræsenteret.
– At blive set kan være med til at nuancere ens egen historie. At få mennesker omkring én til at forstå. Og hvis man kan bruge museet til at få startet samtaler med familie eller venner, som ellers er svære at tage, så er vi virkelig glade. Det er meningen med det hele.
Hun håber, at besøgende går derfra med flere spørgsmål end svar.
– Vi prøver ikke at fortælle, hvad man skal mene. Vi prøver at åbne forskellige perspektiver og gøre psykisk lidelse mere konkret.
Det mærkes i museumsoplevelsen. Flere steder er udstillingerne bygget op omkring dialog og refleksion fremfor færdige konklusioner. Her er ingen facitliste. Samtidig rummer museet overraskende meget varme og menneskelighed, når der inviteres til at aktivere lydfortællinger ved tryk på en knap, deles kunst fra tidligere indlagte eller fortælles historier om broderiets helende kraft.
Smutveje til omsorg
Vi går en tur rundt på museet, og undgår på mirakuløs vis at gå alt for meget i vejen for de dygtige håndværkere, der knokler for at nå deadlines. Maiken peger på en opsats med en frisørstol på, hvor patienter fik redt og sat hår:
– Første gang jeg så salonen her tænkte jeg ’okay… de havde godt nok meget tid dengang’, men da jeg begyndte at undersøge konceptet, fandt jeg ud af, hvor vigtigt det rum frisørsalonen skabte var. Det handlede jo ikke om hår. Det handlede om omsorg og tillid, der blev opbygget mellem den ansatte og den indlagte via berøring og nærvær. Det tror jeg virkelig, vi kunne lære noget af i dag.
I et mindre rum i udstillingen står en gammel såmaskine, som patienter brugte i forbindelse med det arbejde, der var en del af behandlingen. Her sang man morgensalmer hen over apparatet for at øge sandsynligheden for, at såningen gik godt.
– Det er sådan nogle historier, jeg elsker, siger Maiken. Den siger så meget om relationer og betydningen af at være en del af noget.
For Maiken handler Mind både om sygdom, mennesker, behandlingsformer og om at prøve at forstå nutiden bedre igennem fortiden. Og måske især om at turde blive i samtalen lidt længere.
– Når vi ikke spørger ind, kan vi komme til at overse, om noget går dårligere, men faktisk også hvis det går fremad med en depression eller en anden lidelse. Det er da ærgerligt at gå glip af, siger hun.
Et museum der skal fortsætte samtalen
Maiken Rude Nørups helt store drøm er, at Mind bliver et sted, man vender tilbage til, og en oplevelse, der får samtalerne til at fortsætte efter museumsbesøget er slut.
– Vi håber, at man går herfra og føler, at det her er en historie, der også handler om én selv. Ikke nødvendigvis fordi man har en diagnose, men fordi psykisk sårbarhed og mistrivsel periodevis er en del af det at være menneske.
Museet åbnede i maj.
Det er stadig vigtigt at arbejde med at bryde stigma omkring depression og bipolar lidelse. Støt vores arbejde og vær med til at skabe mere åbenhed og forståelse.
