Stor bevilling skal mindske depression efter stroke

VELUX FONDEN har bevilliget 4.985.000 kroner til et nyt samarbejdsprojekt mellem DepressionsForeningen og Hjernesagen, som skal bygge bro til et mere meningsfyldt hverdagsliv for mennesker ramt af stroke og depression.

Foto: Modelbillede

DepressionsForeningen har sammen med Hjernesagen modtaget en stor bevilling fra VELUX FONDEN på næsten 5 millioner kroner. Pengene er øremærket projektet Bro til et meningsfyldt hverdagsliv, hvor de to foreninger i fællesskab vil skabe nye fællesskaber for mennesker, der lever med følgerne af stroke og depression.

Omkring hver tredje strokepatient udvikler efterfølgende en depression. Samtidig viser forskning, at psykisk mistrivsel, særligt depression, i sig selv øger risikoen for at få et stroke med mellem 40 og 50 procent. De to sygdomme er derfor tæt forbundne, og netop denne sammenhæng er udgangspunktet for projektet.

– Der er et stort gab ikke kun i vores forståelse af sammenhængen mellem psykiske og fysiske sygdomme, men også i den behandling, der udbydes. Med det her projekt vil vi gerne gøre en indsats for at hjælpe de mange, der både har stroke og depression, siger generalsekretær i DepressionsForeningen, Morten Ronnenberg Møller.

Projektet skal være med til at mindske isolation og ensomhed og styrke mulighederne for at finde tilbage til et hverdagsliv med mening og fællesskab.

– Vi ved, at livet efter et stroke meget tit er præget af voldsom træthed, forandrede livsvilkår og fysiske såvel som kognitive følger. Det betyder, at mange har svært ved at finde tilbage til sociale fællesskaber – og det gælder faktisk både de ramte og deres pårørende. De oplever udmattelse, tab af netværk og stigende desperation, siger Hjernesagens direktør, Anne Hertz.

Et unikt initiativ til at bryde isolationen
Det særlige ved projektet Bro til et meningsfyldt hverdagsliv er, at DepressionsForeningen og Hjernesagen kombinerer viden om psykisk trivsel, rehabilitering og frivillighed. Målet er at skabe lokale hverdagsfællesskaber, som kan bryde isolation og mindske følelsen af ensomhed hos målgruppen.

Projektet skal gennemføres i samarbejde med en række andre aktører, herunder frivilligecentre, biblioteker, kommuner og kulturinstitutioner.

Projektet er planlagt til at vare i tre år og bygger videre på den viden, de to foreninger allerede har indhentet gennem en workshop på Skolen for Recovery i Region Hovedstadens Psykiatri.