Kan tre debatter på Folkemødet gøre en forskel for mennesker med depression? Ikke alene. Men gode samtaler kan skabe nye relationer, idéer og konkrete forslag, som er værd at arbejde videre med.
Af Morten Ronnenberg Møller
I vores debatter talte vi bl.a. om:
- Hvordan et af verdens lykkeligste lande stadig har omkring 250.000 borgere med depression – og om behovet for tidligere opsporing af stress på arbejdspladser og uddannelser.
- Mere fleksible og rummelige jobløsninger end de sædvanlige 37 eller 20 timer, så flere kan fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.
- Hvordan vi bliver bedre til at forebygge psykisk sygdom. Et konkret forslag var, at børn af forældre med psykisk sygdom systematisk bliver set, inviteret ind og tilbudt familiesamtaler.
- Inspiration fra Island, hvor børn får en fritidskonto, så alle familier – uanset økonomi – får bedre mulighed for at sende deres børn ind i fællesskaber gennem fritidsaktiviteter.
- Hvordan vi bryder tabuet om mænds selvmordstanker. Her var et konkret forslag mere online psykologhjælp og digitale tilbud, fordi mange mænd lettere tager imod hjælp, når den er mindre konfronterende.
Vi fandt ikke alle svarene. Men vi tog en række gode idéer med videre.
Tak til alle deltagere, oplægsholdere og jer, der lagde vejen forbi. Og en særlig tak til alle jer derhjemme, som følger med og støtter vores arbejde for mennesker med depression og bipolar lidelse.








