Nyt værested godt fra start
Et halvt hundrede gæster lagde i går vejen forbi Cafe Blom, en ny social cafe for mennesker med depression, angst og OCD.
Smil på læben, og sikkert også sommerfugle i maven, var der nok af, da tre spændte frivillige for første gang åbnede dørene til Cafe Blom. Her valgte 50-60 mennesker i alle aldersgrupper, at kigge forbi de hyggelige lokaler på Julius Bloms Gade 17.
Som det sig hør og bør, blev åbningsdagen fejret med kaffe, taler og masser af kage, som nogle af gæsterne havde været så søde at sponsorere – tak for det!
Har du også lyst til at besøge cafeen, er der åbent hver mandag og onsdag fra kl. 14-18.
Ro og hygge
Cafe Blom giver mulighed for, at mennesker med ikke-psykotiske psykiske lidelser og deres pårørende kan nyde en kop kaffe og en snak i rolige omgivelser. Cafeen er ikke et rådgivningscenter, men et sted, hvor man kan møde forståelse fra de andre gæster og personalet, der selv kender til det, at leve med psykisk lidelse.
Besøgende i Cafe Blom får derfor lejlighed til, at hygge sig sammen med andre og styrke de sociale relationer.
Socialborgmester i København, Mikkel Warming udtrykte det således i sin åbningstale – Meget banalt handler det om, at vi mennesker har brug for at være sammen. Selv om en psykisk lidelse er og bliver en svær tilstand at være i, så betyder det ikke, at man ikke kan forholde sig aktivt til det, eksempelvis ved at gå herned og hygge sig med dem, der måske kan blive nogle gode venner.
Flotte lokaler
Frivillige fra DepressionsForeningen og OCD-foreningen har knoklet for at gøre lokalerne hyggelige. Og det der med hyggen, er i den grad lykkedes, de rå kælderlokaler er forvandlet til et stemningsfyldt cafemiljø, hvor man kan slænge sig i den røde sofa eller måske blot sidde på cafestolene og betragte livet på Julius Bloms Gade.
Glad socialborgmester
DepressionsForeningen og OCD-foreningen er glade for i fællesskab at have etableret Cafe Blom, der er støttet af Københavns Kommune i form af paragraf 18-midler. Det var da også en rigtig glad socialborgmester der skød projektet i gang: ”Det er den slags brændstof jeg kører på; projekter der gavner vores borgere”.
FAKTA
• Cafe Blom er åbent mandag og onsdag kl. 14 – 18.
• OCD-foreningen lægger lokaler til på Julius Bloms Gade 17, 2200 København N
• Pårørende er også velkomne i Cafe Blom
• Cafeen er ikke et rådgivningscenter, men der kan findes materiale fra Angst–, OCD- og DepressionsForeningen
Skriv et svar