Op og ned på antidepressiv medicin

Har du også svært ved at finde rundt i TCA, SSRI og SNRI? Så læs med her i antidepressivernes ABC.

Af Bodil Andersen, Privatpraktiserende speciallæge i psykiatri

Hvad sker der i hjernen?

For at kunne forklare effekten af antidepressiv medicin, er jeg nødt til at bruge lidt tid på at indføre læseren, i hvad depression er for en størrelse- rent biologisk. Altså hvad er de neurobiologiske forhold, der er ansvarlige for at depression opstår, og hvad forstår man egentlig ved diagnosen depression?

En forstyrrelse på molekylært plan

Depression er et syndrom- en samling af markante symptomer, der optræder samlet i større eller mindre omfang. Disse symptomer skyldes forstyrrelser i hjernens integration og koordination af forskellige hjernecentres funktioner. Årsagen til forstyrrelserne er ikke endelig fastlagt. Man har tidligere ment, at der var tale om et underskud af signalstoffer, senere at der var tale om defekt af eller mangel på modtagerstederne/ receptorerne for signalstofmolekylerne. I dag hælder man til, at der er tale om en forstyrrelse på cellulært/molekylært plan. Ved hjælp af moderne billeddannende teknikker kan man se, at blodgennemstrømningen og stofskiftet i visse dele af hjernen, især pandelapperne og hippocampus, ændrer sig hos hos depressive. Man kan konstatere, at nogle vitale celler, bl.a i hippocampus, går til grunde, hvorefter der sker skade på nerveledningssystemet.

Hvordan virker antidepressiv medicin?

Virkningen af antidepressiv medicin kan muligvis være at normalisere nerveledningen ved at øge tilgængeligheden af signalstoffer i hjernen. En anden mulig virkning er, at medicinen påvirker hjernens evne til at danne nye celler i stedet for dem, der er gået til grunde. Det kan være forklaringen på, at medicinen ikke virker med det samme: først skal medicinen påvirke et specifikt gen, som så skal medvirke til produktion af et enzym- en vækstfaktor, der skal bevirke dannelse af nye celler.

Medicin skal genskabe balancen i nerveledningssystemet

Ved en depression er ganske mange områder af hjernen berørt. Aktiviteten i disse forskellige hjerneafsnit er påvirket i større eller mindre grad af bl.a. følgende signalstoffer, noradrenalin, serotonin og dopamin. Behandlingen med antidepressiva er et forsøg på at genskabe balancen i nerveledningssystemet.

Nogle antidepressive stoffer påvirker hovedsagelig serotonin, men har dog også virkning på de andre signalstoffer. Det er gruppen af såkaldte SSRI præparater, som er de hyppigst anvendte antidepressiva. Populært sagt virker de ved at effektivisere udnyttelsen af serotonin. Andre præparater påvirker primært signalstoffet  noradrenalin, NRI. Nogle stoffer har indvirkning på både noradrenalin og serotonin- de såkaldte SNRIpræparater. Seneste skud på stammen er præparater, der påvirker melatonin. De “gamle” antidepressive stoffer, TCA , som står for tricycliske antidepressiva, har virkning i større eller mindre grad på serotonin, noradrenalin og dopamin. Andre stoffer, som man anvender i depressionsbehandling, er de stemningsstabiliserende stoffer f.eks lithium og lamotrigin, som har en helt anden virkningsmekanisme og dermed også en anden bivirkningsprofil.

Nyere forskning viser, at antidepressiv medicin øger hjernens plasticitet og stimulerer cellenydannelse bl.a. i hippocampus.

Behandlingen målrettes efter symptomer

Når man indleder behandling med medicin, er det vigtigt at se på, hvilke symtomer, der er de mest fremtrædende, så man kan målrette behandlingen. Man vil almindeligvis starte med et SSRI eller SNRI præparat. Hvis effekten udebliver, vil man forsøge et andet præparat i samme gruppe, da virkningen/bivirkning af stofferne varierer fra person til person. Hvis virkningen udebliver, vil man evt. supplere med en anden type medicin eller forsøge med præparat fra en anden gruppe. f,eks tricyklisk antidepressivum. Hvis virkningen udebliver fuldstændig, skal man først og fremmest overveje, om diagnosen er rigtig. Herefter kan man overveje ECT behandling. ECT behandling foregår i fuld bedøvelse og under indlæggelse.

Fordi der ikke er en “enkel” årsag til depression, er der ikke noget præparat, der er mere rigtigt end andet. Hvert præparat har sin egen profil, hvilket man udnytter i behandlingen, så man kan tilrettelægge en behandlingsstrategi, der er tilpasset den enkelte patient.

Har man en bipolar lidelse, vil man have mest gavn af stemningsstabiliserende medicin, hvoraf de mest anvendte stoffer er litiumsalt og epilepsimidlerne lamotrigin og valproat. Man kan kombinere disse stoffer med antidepressiva samt med antipsykotisk medicin.

Hvem skal have medicin og hvem skal ikke?

Videnskabelige undersøgelser viser, at personer med lettere depressioner har mere gavn af motion, fornuftig kost, stressreduktion, lysterapi og samtaleterapi end af medicin. Er depressionen moderat til alvorlig, får man den bedste effekt af en kombination af medicin og psykoterapi. Hvis depressionen ikke behandles, er der meget stor risiko for tilbagefald og generel forværring af lidelsen. Det er vigtigt at behandle alle symtomer. Typisk kan man slås med restsymptomer som træthed, initiativløshed og koncentrationsbesvær. Det er måske til at leve med, men det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Desværre tolker man sommetider disse symptomer som medicinbivirkninger og ophører med medicinen, fordi tristheden er væk- med det resultat, at man får et nyt tilbagefald.

Hvor længe skal man tage medicin? 

Det er der ingen fast regel om. Min tommelfingerregel er: Er det første depression fortsætter man med at tage medicin et år efter, at symptomerne er væk. Har man haft to-tre depressioner tidligere, fortsætter man med medicin i ca. fem år. Har man haft flere end tre depressioner, anbefaler jeg livslang behandling med antidepressiv medicin, evt. med stemningsstabiliserende medicin.

Bliver man afhængig af medicinen?

Undertiden kan man opleve ubehag, når man ophører med antidepressiv medicin. Symptomerne kan være overvejende fysiske: svimmelhed, kvalme, hovedpine, “elektriske stød”. Der kan også være psykiske symptomer: mere angst eller nedtrykthed. Nogle antidepressive stoffer er sværere at komme ud af end andre. Grunden er ikke egentlig afhængighed, som man ser ved brugen af benzodiazepiner, men at hjernen ved medicinophør omstiller sig til en ny situation. Det varer som regel højst 14 dage, inden hjernen er i balance igen, hvorefter symptomerne forsvinder. Symptomerne kan være meget ubehagelige  og tolkes som et bevis på, at man ikke kan undvære medicinen, men det er ikke tilfældet. For at mindske risiko for ophørssymptomer, anbefaler man langsom udtrapning.

Bivirkninger:

Desværre er der bivirkninger ved stort set al medicin, også ved antidepressiv medicin. Bivirkningerne afspejler, hvor stoffet virker i hjernen.

De hyppigeste bivirkninger er mundtørhed, kvalme, hovedpine, træthed, sved, vægtøgning, søvnforstyrrelser og seksuelle vanskeligheder. Disse bivirkninger er oftest forbigående. Hvis ikke, er det ofte årsagen til, at man ophører med medicinen, hvilket kan have alvorlige følger. Skal man tage medicin i adskillige år, er det selvfølgelig vigtigt at finde en type medicin, man tåler uden voldsomme bivirkninger.

Skift af medicin

Hvis medicinen virker, og bivirkningerne er til at leve med, skal man selvfølgelig ikke skifte præparat. Hvis virkning udebliver, eller der kun er delvis effekt, skal dosis øges, eller et andet præparat afprøves. Sommetider skal man afprøve 2-3 eller flere præparater, inden man finder det bedst egnede. Det er derfor vigtigt, at man er i kontakt med sin læge regelmæssigt i opstartfasen.

Kopimedicin

De fleste antidepressive stoffer findes i generika, altså kopier af et originalt produkt, som er udviklet af et medicinalfirma og afprøvet klinisk. Kopistofferne er ikke identiske med det originale produkt, idet der kan være forskel på tilsætningsstoffer, ligesom Lægemiddelstyrelsen tillader en ret stor variation i bioækvivalens (+/- 20 % i forhold til originalproduktet). Kopipræparaterne indeholder det samme aktive stof, men der kan være variationer i molekylestrukturen, der gør effekten anderledes. Kopipræparaterne er ikke testet i klinikken, hvilket selvfølgelig gør dem meget billige at producere.

Hvis man oplever, at man får tilbagefald efter skift til nyt kopipræparat, skal man henvende sig til sin læge og bede om et andet præparat. Har man oplevet mindst to tilbagefald på to forskellige kopipræparater, kan der søges enkelttilskud til originalpræparatet hos Lægemiddelstyrelsen.