Op på en hest

Som depressionsramt er det noget af en balancegang at vende tilbage til hverdagen, for hvordan takler man sine egne, de pårørendes og arbejdspladsens krav? For nogle kan det være en god ide at lave opstartsplaner for arbejdslivet og kun vælge de sociale aktiviteter, man har lyst til.

Lisbeth Jørgensen,  cand. psych. aut.  www.phuset.dk

Faser i sygdomsforløb
Hvis man kigger lidt simpelt på et sygdomsforløb, kan man inddele det i 4 faser. Fase 1 er forstadiet til sygdommen, dvs. de første tidlige tegn ses. Fase 2 er selve depressionen, når den er i fuldt udbrud. Fase 3 er perioden, hvor man ikke har flere symptomer (eller kun få rest-symptomer, f.eks. træthed og tænke-/koncentrationsbesvær). Den periode skal vare mindst 2 måneder, før man kan regne sig for at være helt rask, og fase 4 hvor man er rask,dvs. at man gennem en længere periode har været symptomfri. Der er fortsat risiko for tilbagefald, men den er betydelig mindre end i fase 3.
De fleste depressionsramte, pårørende, arbejdsgivere m.fl. vil opleve tiden efter en depression som værende fase 3 og 4, hvor det akutte sygdomsudbrud er ovre. Den viden, vi i dag har om forløb, prognoser og risiko for tilbagefald, peger dog på høj grad af skrøbelighed i fase 3, hvorfor man kan mene, at den depressionsramte først kan regnes for rask – og dermed klar til at genoptage udfordringer på job m.m. i fase 4.

De sociale krav
I fase 3 kan man opleve et mere eller mindre bevidst pres fra de pårørende. De er typisk lettede over, at depressionen er aftaget, og de er forventningsfulde i forhold til at ”få deres mand, datter eller veninde tilbage”. Oven på lang tids sygdom kan de være utålmodige efter at få deres gamle liv igen. De har brug for at vide, at den depressionsramte måske har mere brug for støtte til at komme op på en hest igen end pres for at komme tilbage på den samme gamle hest.
Det kan være en stor udfordring for de pårørende. De har måske gennem længere tid passet den depressionsramte og kan komme til at opleve sig som værende tilovers, når den syge bliver rask. Der kan være mange forskellige følelser på spil, fordi den pårørende måske føler sig lettet, træt og udmattet oven på forløbet. Det er vigtigt, at den pårørende passer på sig selv – både for sin egen skyld, men også for at kunne hjælpe den depressionsramte bedst muligt.
For den depressionsramte kan det i forhold til sociale aktiviteter være fornuftigt at sætte et loft for antallet af aktiviteter i fritiden eller udvælge nogle aktiviteter, man kan være fredet fra i en periode, f.eks. store familiefester. Det kan være, at man har brug for kun at være social med den nærmeste familie. Det er meget individuelt, hvilke behov man har. Det samme gælder for tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Tilbagevenden til arbejdet
Tilbagevenden kræver, at man hele tiden mærker efter hos sig selv – og en del depressionsramte har svært ved lige netop dette. Hvornår er det for meget, hvornår er det for lidt? Har man været sygemeldt fra arbejde, er der nogle særlige overvejelser at foretage.
Der er masser af sund fornuft i at vente med opstart på arbejde, til man er klar. Har man været sygemeldt fra sit arbejde én gang, vender tilbage og får et nederlag, som gør, at man igen må sygemeldes, så øger det risikoen for at forlænge det samlede forløb betydeligt. Den depressionsramte begynder måske at blive bange for sin arbejdsplads, fordi den virker farlig, da den associeres med at udløse depressioner, eller at ”det her arbejde er jeg slet ikke dygtig nok til”. Ingen af dele behøver at være tilfældet, men kan være tanker som konsekvens af for tidlig tilbagevenden til arbejdsmarkedet.
Som psykolog har jeg ofte været med til at lave ”opstartsplaner”. Det er min erfaring, at det at mærke efter ”hvad kan jeg klare, hvad har jeg lyst til” blander sig sammen med følelser af forpligtelse og tanker om, ”jeg burde også, nu har jeg været væk så længe, mine kollegaer har løbet stærkt for mig…” Derfor kan det være en god støtte at lave en plan sammen med en professionel, som kan vejlede og tilmed tale med arbejdspladsen, sagsbehandler eller familiemedlemmer om nødvendigt.

Ser de på mig som en der er syg?
”Ser de på mig som en, der er syg – og vil de nu behandle mig anderledes?” De fleste mennesker, ønsker at blive behandlet som sig selv – og ikke som en sygdomsramt. Samtidig er det sådan, at hvis man har brækket sit ben, så vil det f.eks. kunne medføre, at man på arbejdspladsen midlertidigt indstiller kontormiljøet efter det, og at døren bliver holdt for en. Det er en accepteret nødvendighed, hvis medarbejderen skal kunne være på arbejdspladsen med et brækket ben. Sådan bør det også være i forbindelse med depression.
Det må tilrådes, at man taler åbent om sine behov i relation til tilbagevenden med sin arbejdsplads. Det er ikke ensbetydende med, at alle skal være informeret, men som minimum den nærmeste leder. Det er min erfaring, at langt hovedparten af klienter melder tilbage, at det har betalt sig at være åben, og at det skåner dem for meget besvær.

Tag de hensyn til dig selv, du har brug for
Hensynet til dig selv er det vigtigste – for dig, men i det lange løb også for din arbejdsplads og dine pårørende.  Du går på line i tiden efter depressionen, og du har måske brug for både sikkerhedsnet og sikkerhedsline i ryggen, hvis du skal komme trygt over på den anden side. Du har ret til at stille krav og blive hørt – også selv om du gennem længere tid har været fraværende i dit sociale og arbejdsliv.

GODE RÅD
1.    Mærk efter, hvad du kan klare – og lyt til det
2.    Giv dig selv den ro, du har brug for
3.    Giv dig selv de udfordringer, du har lyst til
4.    Gør ikke tingene for andres skyld
5.    Vær åben, så du ikke kommer på ekstra arbejde, fordi du skal skjule din tilstand
6.    Accepter, at det tager tid at komme sig efter en depression
7.    Undlad at tro, at du skal arbejde ekstra hårdt, fordi du har været sygemeldt
8.    Tillad andre at hjælpe og aflaste dig
9.    Lav en opstartsplan, hvor du gradvis øger aktivitetsniveau og ansvar
10.  Sig fra i tide, hvis du føler, du er ved at få det dårligt igen