Pårørende

“Folk forstår det ikke! Jeg var gal og følte mig svigtet”
Det kan føles overvældende når én af ens kære rammes af psykisk sygdom. Læs herunder hvem man skal kontakte for at komme med i en pårørendegruppe – og læs om de oplevelser som Jytte, Sofie og Lise har oplevet som pårørende.

Tre kvinder vil bruge deres egne erfaringer til at støtte pårørende til depressionsramte

Da 63-årige Jytte Thomsens datter blev svært deprimeret i efteråret 2011, ledte hun efter nogen at tale med. – Man føler sig virkelig ensom. Og hvad pokker skal man så gøre? Man er fuldstændig på herrens mark og tænker, at der må da være nogen, der har det på samme måde, fortæller hun.

Også 27-årige Sofie Skau havde sygdommen tæt inde på livet i den periode. Hendes mor var indlagt med depression, og det fik hende til at tage kontakt til Depressionsforeningen, der blandt andet formidler kontakt mellem pårørende. Vi har fået overskuddet igen På den måde kom de tre kvinder i kontakt med hinanden, og igennem de sidste to år har de og andre pårørende mødtes hver 14. dag i lokaler på C. W. Obels Plads i Aalborg.

De har lært at tackle det at være nærmeste til en depressionsramt, og i dag har de langt mere overskud. I dag er de tre kvinder de eneste pårørende, der kommer fast i gruppen, men de så gerne, at flere kendte til tilbuddet. De husker nemlig stadig, da de selv stod alene med følelserne. Derfor arbejder de i øjeblikket på at gøre opmærksom på sig selv. – Vi vil gerne byde flere velkomne i vores gruppe, men vi vil også meget gerne tage initiativet til nye grupper. Vi har fået overskuddet igen og vil gerne bidrage med vores egne erfaringer, lyttende ører og fungere som ordstyrere, fortæller Jytte Thomsen.

Det er nemlig ikke kun den deprimerede, der rammes af sygdommen. Ofte bliver de pårørende også påvirkede af situationen. – Folk rundt om kan slet ikke forstå, hvordan det er at være pårørende til en deprimeret. Hvordan det føles, som om man har en knude i maven konstant.

Vi har kunnet støtte hinanden, dele afmagten og give hinanden gode råd til at komme videre og få levet livet, fortæller Jytte Thomsen. Få lov at sige tingene højt Også Lise Lauritsen og Sofie Skau har haft meget glæde af gruppen. – Det med at kunne nikke og sige: ”JA!, det kender jeg godt.” Den genkendelses glæde er fantastisk, og den vil vi gerne dele med flere, siger Lise Lauritsen, hvis mand indtil for nylig led af en middelsvær depression.

– I starten brugte jeg meget gruppen til at fortælle min historie. Bare det at få den fortalt var en lettelse, fortæller Sofie Skau. – Jeg tror tit, at det at få lov at sige det, man tænker, højt, kan hjælpe rigtig meget. Og her får man lov at sige det højt til nogle, der har det på samme måde, siger Jytte Thomsen.

“Lise Lauritsens mand ændrede sig, da han blev ramt af depression. Det blev en lang sej kamp at komme tilbage. Også for Lise!

Lise Lauritsen er gal. Hun føler sig svigtet og alene. Hun er vant til at organisere hjemmet med hus, bil og to teenagebørn på vejen i Sulsted. Til gengæld plejer hendes mand at tage sig af det praktiske.

Men nu er han syg med depression og har ingen energi. Derfor er det ikke længere ham, men Lise, der låser dørene og lukker vinduerne, når resten af familien er gået i seng. Hun snakker med børnene om deres dag, den kommende weekend og om at deres far er syg. Det er Lise, der holder sammen på familien. Heldigvis er det ikke længere sådan, 46-årige Lise Lauritsen har det. Men beskrivelsen ovenfor er sådan, Lise selv husker tiden efter, hendes mand fik konstateret en middelsvær depression i begyndelsen af 2010.

Undervejs har ikke kun hendes mand, men også Lise selv, søgt hjælp. For en depression rammer ikke kun den syge. Den rammer også de pårørende – Jeg følte mig svigtet. Jeg følte jo, han ikke længere ville være fælles om tingene. At han ”tillod” sig at få en depression, så han slap for tingene. Det var ikke virkeligheden, men det var sådan, jeg følte, fortæller Lise Lauritsen. Hun havde brug for nogle ligesindede at tale med, og derfor begyndte hun i efteråret 2012 at mødes med en gruppe af pårørende i Aalborg hver 14. dag.

– Når jeg mødes med dem (DepressionsForeningens pårørendegruppe i Aalborg, red.), behøver jeg ikke tænke på, om de nu orker at tale om depression i to timer. Her er temaet depression, siger Lise.

En psykolog rådede Lise og hendes mand til at aftale, at Lise kunne bede sin mand om at køre en tur, når det hele blev for meget. – Rummet kunne være så tyk af dårlig stemning og nærmest sitre, når han havde det dårligt.

– Jeg har kun få gange bedt ham tage i biografen. Bare det, at jeg vidste, at jeg kunne sige stop, og få rum til at lade op, var nok, fortæller hun. Det har taget tid for Lise at acceptere sin mands sygdom og dens konsekvenser.

– Det tog lang tid, før jeg kunne se, at det var sygdommens skyld, og ikke ham, der svigtede mig. Lise ser sig selv som et overvejende positivt menneske.

– Derfor kan jeg stadigvæk ikke sætte mig ind i, hvordan det er at føle, at det hele er sort, og man ikke har nogen glæde. Men nu har jeg forståelse for, at det var sådan, han havde det, fortæller hun. I dag er Lises mand helt rask, og han er sig selv igen. Familien bor sammen og har fået en normal hverdag igen.

– Men min mand og jeg har skullet kigge på hinanden igen og sige: ”Er det os to? Vil vi stadigvæk hinanden?” Det har været hårdt men også godt, for det gør, at vi virkelig vil hinanden i dag.

– I dag er jeg glad for, at jeg bor sammen med min mand. Jeg står op sammen med ham hver dag og kan glæde mig over, han har det godt igen.

Kilde:

Oprindelig artikel er skrevet af: Journalist Line Lykkegaard Skou, line.lykkegaard.skou@nordjyske.dk