Privatklinikker har kun få offentlige patienter
De
Syv private klinikker har foreløbig indgået aftale med Danske Regioner og kan dermed modtage patienter fra det offentlige system – endnu en klinik står på spring.
I PPclinic i København fortæller direktør Lars Aakerlund, at forventningerne til området fortsat er store, selvom de endnu ikke er indfriet.
»Vi kan ikke helt forstå, hvorfor vi endnu ikke har fået henvist nogen patienter. Det er lidt underligt, for vi ved, de er der, og vi har forhandlet en spændende ordning på plads med regionerne,« siger Lars Aakerlund.
Der er aftalt en række færdige behandlingspakker for store behandlingsområder som depression, bipolar lidelse, angst, personlighedsforstyrrelser og adhd. Ifølge Lars Aakerlund er pakkerne så godt skruet sammen, at han håber på årligt at få op mod 500 patienter henvist fra det offentlige.
PPclinic åbnede for syv år siden og har på nuværende tidspunkt ca. 1.000 patienter i behandling om året med en medarbejderstab på 20. Patienterne er selvbetalere eller får behandlingen dækket af en sundhedsforsikring. Ifølge Lars Aakerlund kan PPclinic hurtigt øge kapaciteten og ansætte nogle flere behandlere, hvis der pludselig kommer patienter fra det offentlige.
Mange venter
Den seneste opgørelse over ventetiden i psykiatrien fra Danske Regioner viser, at 26 pct. af patienterne pr. 1. oktober 2009 havde ventet mere end to måneder og dermed i princippet havde ret til behandling i privat regi. Seks ud af syv private klinikker ligger i Region Sjælland og Region Hovedstaden, men herfra lyder meldingen, at der endnu ikke har været grund til at henvise patienter til de private klinikker.
I Region Sjælland er det kun en gruppe af traumatiserede flygtninge, som ikke kan få en tid inden for to måneder, men de går og venter på at komme til på en specialiseret klinik.
I Region Hovedstaden har der ikke været nogen efterspørgsel fra patienterne på de fleste diagnoseområder. Informations- og rådgivningsenheden står for den praktiske henvisning af patienter, og her forklarer enhedschef Jens Kristian Kragholm, at der godt kan være patienter, som venter mere end to måneder, men som endnu ikke har krævet deres ret til behandling i privat regi.
»Det er ikke så mærkeligt, at der ikke er henvist så mange patienter endnu, for folk skal først lige blive bekendt med, at det er en mulighed,« forklarer Jens Kristian Kragholm.
Han oplyser, at der har været nogle startvanskeligheder for patienter med spiseforstyrrelser, som har lange ventetider, og som i den kommende tid også vil blive henvist til private behandlingssteder.
Kildehøj Privathospital har specialiseret sig i spiseforstyrrelser og har i flere år behandlet patienter for regionerne. For første gang i lang tid er der imidlertid ledige pladser, fordi regionerne i den første halvanden måned af året slet ikke har gjort brug af aftalen om behandling i det private.
Hospitalsdirektør Rachel Santini kalder det paradoksalt, at der skulle gå så lang tid, når nu regionerne har været vant til at bruge Kildehøj, men forventer, at antallet af henvisninger vil finde sit tidligere niveau inden sommerferien.
Kilde: Dagens Medicin 10.3.2010
Skriv et svar