Selvhjælpsbølgen: Psykisk sygdom som karrierestrategi

Vi ved alle sammen, at opmærksomhed og selvkontrol ikke er en af vores naturlige styrker. Men jeg har hørt, at vi også er rigtig gode til at dagdrømme og til abstrakt tænkning. Det kan være virkelig nyttigt, når du skal lave noget kreativt,« siger en new yorker under et støttegruppemøde for voksne med ADHD.

Nogle af de fremmødte tilhørere spørger begejstret »hvordan?«, og andre nikker genkendende. Det har de også hørt. Han siger, at folk med ADHD tænker på et højere niveau end dem, der ikke har diagnosen. At man faktisk kan blive betalt for at være kreativ og tænke, som en med ADHD gør. Og det kan man. Tjene penge på sin psykiske lidelse. Det er f.eks. ikke velgørenhed, men ren business, når softwaregiganten SAP har en målsætning om, at en procent af deres medarbejdere skal have autisme eller Aspergers Syndrom, som er en mildere form for autisme, inden 2020.

SAP, der er en verdensomspændende koncern med 66.000 medarbejdere, indgik i maj et samarbejde med det danske firma Specialisterne om at ansætte personer med autisme eller Aspergers.

Autister er dygtige til tal, datoer, har øje for detaljer og en forkærlighed for regler, hvilket gør dem ideelle til at arbejde med algoritmer, som en artikel i tyske Die Zeit rapporterede for nylig.

»Nye tider har brug for nye personer«, spekulerede Die Zeit og opremsede ud over en lang liste med kendte kulturpersonligheder og politikere også Sillicon Valleys store it-iværksættere, Microsofts grundlægger Bill Gates og Apples Steve Jobs, som indehavere af særlige autistiske karaktertræk.

Indstilling
Tendensen til at se psykisk sygdom som andet og mere end en lidelse stammer blandt andet fra USA, og den har også sat sig spor herhjemme.

Hele selvhjælpsbølgen og den såkaldte positive tænkning, hvor man altid skal forsøge at få det bedste ud af alting, har været med til at skabe ideen om, at en psykisk lidelse kan være en ressource, forklarer antropolog Christina Blæsbjerg, der har skrevet speciale om ADHD som ressource i USA sammen med antropolog Mette Rønberg.

Det er Mette Rønberg og Christina Blæsbjerg, der overværer mødet i støttegruppen, og deres fire måneders studie omfatter en lang række samtaler med voksne new yorkere med ADHD og psykiatere og coaches, som arbejder professionelt med ADHD.

»Vi lever i et samfund, hvor man i stigende grad er begyndt at se alle elementer i et menneske som ressource. Intet må gå til spilde, og derfor skal man nu også begynde at se positivt på en psykisk lidelse, som jo i sit udgangspunkt er negativt og hæmmende,« siger Christina Blæsbjerg og fortsætter:

»Tendensen i det individualiserede syn på sundhed er, at det er dig som individ, der skal ændre din indstilling, så du bliver sundere. Og så kan du også overvinde din sygdom. Der er meget fokus på, at det er ens indstilling, der kan gøre en forskel for den syge.«

I USA bliver hele spektret af psykiske diagnoser brugt, når de forskellige patientforeninger diskuterer, hvilke succesrige berømtheder – nulevende og afdøde – der kan siges lige netop at repræsentere den pågældende patientforenings målgruppe. Skuespillerne Will Smith og Whoopi Goldberg er eksempler på nulevende personligheder, der har ADHD, mens andre kendte – blandt andet grundlæggeren af lavprisflyselskabet Jet Blue Airlines, David Neeleman, og James Carville, en  kendt politisk konsulent for Bill Clinton – er trådt frem og har fortalt om deres ADHD offentligt. Målet er at afstigmatisere psykiske lidelser, men de opmuntrer også patienter til at tro på, at de kan opnå succes ved at realisere deres potentiale med en diagnose, mener en af de psykiatere, antropologerne møder i deres feltarbejde på Manhattan.

»Hvis du læser om Leonardo da Vincis liv, så tror jeg, du kan sætte dine penge på, at hvis han levede nu, ville han have haft diagnosen ADHD. Han har så mange ufærdige malerier og tegninger … og har bare fulgt sine passioner. Okay, der var negative ting i hans liv, men de fik ikke lov til at tage opmærksomheden fra alle gaverne,« siger psykiateren, der også afslører, at han selv lider af ADHD.

En gave
En anden psykiater, Edward Hallowell, er bannerfører for tankegangen om at fremhæve psykiske lidelser. Han mener, at ADHD – håndteret på den rigtige måde – kan give succes.

»ADHD er en gave, som er svær at pakke ud,« siger Hallowell som
selv har ADHD og er en succesrig herre, der når bredt ud til amerika-nerne via bestsellerbøger og optrædener på store talkshow som f.eks. Oprah Winfreys.

»Der er et særligt personideal på arbejdsmarkedet, som efterspørger kreativitet, højt energiniveau og evne til at tænke ud af boksen, hvilket på mange måder passer godt på ADHD. Og det trives måske særligt godt i et konkurrencepræget samfund som det amerikanske, hvor alle er sin egen lykkes smed og måske særligt sat på spidsen i New York,« siger Mette Rønberg.

Men de to antropologer mener også, at tendensen kan spores herhjemme. De har mødt mennesker i det danske ADHD-miljø, som også refererer til lister, hvor der figurer berømtheder med psykiske lidelser.
ADHD-coach Charlotte Hjorth er en af de danskere, der deler tankesæt med Edward Hallowell, som hun udtrykker det. Hun bruger også lister over kendte suppleret med danskere som politikeren Anne Marie Geisler Andersen, standup-komikeren Anders Stjernholm og topmodellen Lykke May Andersen, som eksempler på mennesker, der har succes på grund af og ikke på trods af deres ADHD. Charlotte Hjorth fremhæver også sin vidunderlige ADHD-hjerne i interview.

»Ser man på de kendte med ADHD, er det tydeligt, at de har
fundet en interesse eller et erhverv, hvor de bruger deres styrker og
talenter. Og når de står frem og fortæller om det, kan det give håb og mod til, at andre beslutter sig for, at diagnosen ikke skal være en hindring for at lykkes og opnå succes. Succes defineres selvfølgelig forskelligt fra person til person, og det er vigtigt at fokusere på mennesket i stedet for diagnosen,« siger Charlotte Hjorth, der er enig i, at mange mennesker med ADHD har et entreprenørgén, der gør dem i stand til at finde nye og bedre måder at løse opgaver på.

»Hvor mange uden ADHD ville give op efter få forsøg, har mennesker med ADHD en udpræget vedholdenhed, som gør, at de ikke så let giver op, men fortsætter, indtil de lykkes med det, de har sat sig for,« siger Charlotte Hjorth.

Den samme oplevelse har Mads Trier-Blom. Han har bipolar lidelse (det man tidligere kaldte maniodepressiv sygdom). Han holder foredrag om sin sygdom under kampagnen ’En af os’ og talte f.eks. til et arrangement for nylig hos Depressionsforeningen om de kulturpersonligheder, der bruger lidelsen som kreativ drivkraft. Han mener, at mange mennesker med psykiske lidelser er som »uslebne diamanter«, der kan være en ressource på en arbejdsplads.

»Jeg oplever nogle fællestræk hos mennesker med bipolar lidelse: Vi er kreative, innovative og meget perfektionistiske. Men diskussionen om psykiske lidelser er ofte præget af negative billeder. Og jeg tænker, at det er bedre at udnytte de potentialer, sygdommen giver, end bare at medicinere det væk,« siger Mads Trier-Blom, der arbejder på deltid med brugerperspektivet i Region Sjælland. Han fortæller, at han får mange ideer på sit arbejde, som han bruger sin særlige energi til at få gennemført, selv om han også har brug for særlig støtte fra sine omgivelser.

Mads Trier-Blom hæfter sig også ved, at man skal være langt i sin helbredelse, før man er i stand til at »tøjle« sin lidelse og bruge den aktivt på arbejdsmarkedet.

»Det er jo personer som Amy Winehouse og Kurt Cobain, der bruges som eksempler på kunstnere med bipolar lidelse. Måske er det i kraft af deres lidelse, at de laver stor kunst. Og måske kunne de ikke have frembragt den, hvis man havde medicineret lidelsen helt væk. Men jeg ønsker jo ikke at leve et lidelsesfuldt liv – jeg ønsker at udnytte potentialet,« siger Mads Trier-Blom, der forklarer, at han f.eks. forsøger »at gå så langt ud ad galskabens vej«, uden at det får konsekvenser for ham selv og hans familie og venner.

»Det er lige som at være linedanser, for man kan blive meget egocentrisk i sine maniske perioder,« som han siger.

Kun for de stærke
Langt størstedelen af de personer med ADHD, Mette Rønberg og Christina Blæsbjerg interviewer i USA, er imidlertid meget skeptiske over for tendensen til at se deres lidelse som en gave. F.eks. Laura:

»Nogle mennesker siger, at ADHD er en gave. Hvis det er det, så vil jeg ikke have den gave. Jeg ved, at der er aspekter ved min ADHD, der gør mig mere interessant, men jeg har arbejdet så hårdt for at kunne gøre de samme ting som mine kolleger. Jeg er nødt til at bruge mange penge på læger, terapi og medicin for at være i stand til at fungere på samme niveau som mine kolleger.«

Det danske velfærdssamfund gør selvfølgelig, at man som syg ikke er så overladt til at klare sig selv, som det er tilfældet i USA, pointerer de to antropologer. Men de ønsker alligevel at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er til gavn for mennesker med psykiske lidelser at se deres sygdom som et potentiale.

»Man har i mange år kæmpet for at opnå anerkendelse af ADHD som en diagnose på niveau med andre psykiske lidelser. Så det er lidt at skyde sig selv i foden, hvis man går ud og siger, at der er nogle særlige ressourcer forbundet med den lidelse. Hvorfor skal man bruge ressourcer på området og støtte det politisk, hvis ADHD er en kilde til succes? For hvad er så problemet? Det ligger jo lige for, at man kan tage nogle rettigheder fra folk. Velfærdsstaten er under pres især på psykiatriområdet. F.eks. er det allerede meget svært at få hjælp fra kommunen, hvis man er voksen med en ADHD-diagnose,« siger Mette Rønberg.

Afstigmatisering kan desuden føre til pres og selvbebrejdelser, påpeger Christina Blæsbjerg: »Du kan få det dårligere, hvis du får at vide, at du har kreative og innovative evner som følge af ADHD, og det så viser sig, at du ikke kan leve op til de forventninger hos dig selv, fordi du lider af ADHD i en voldsom grad. Der sker også en yderligere individualisering af lidelsen: Altså hvis du lider under din lidelse, så er det din egen skyld. Så må du selv finde ud af, hvordan du kan få ressourcen frem, enten ved at gå i terapi, gå til yoga, spise fiskeolie, tage medicin …«

De to antropologer forstår godt, at den positive tænkning vinder frem som nyt sundhedsparadigme
herhjemme, fordi den kan være med til at give folk håb. Og deres gen-
givelser af negative holdninger blandt amerikanske patienter faldt ikke i god jord i ADHD-miljøet herhjemme, hvor de har holdt foredrag om deres forskning:

»De amerikanere, vi interviewede, satte spørgsmålstegn ved, om de kendte, der stod frem, overhovedet var syge. I ADHD-miljøet herhjemme oplevede vi derimod et håb om, at ADHD kan være positivt. Men dér kom vi altså og stak en nål i ballonen på baggrund af erfaringerne fra USA,« siger Mette Rønberg.