Kan fotografi virke som terapi? Inge Gjesing har ved hjælp af kameraets objektivlinse haft held til at vende blikket bort fra sig selv og de sorte tanker.

Af Inge Engholm Gjesing, Rudme

Mange kunstnere har været sindslidende – men det betyder selvsagt ikke, at enhver sindslidende derfor også er kunstner. På den anden side har man i mange år vidst, at kunstneriske udfoldelser kan have en gavnlig indvirkning på psykiske sygdomme. Denne viden benytter man i terapi, og fine samlinger af kunst skabt af sindslidende kan ses på f.eks. Museum Ovartaci og Galleri Gallo, der begge ligger i Århus.

Oftest har man benyttet sig af kunstarter som maling, tegning og skulptur, men også fotografiet har fundet anvendelse. Det første eksempel på brug af fotos i en psykologisk behandling er faktisk fra 1856 – knapt en snes år efter opdagelsen af den fotografiske teknik. I midten af 1970’erne begyndte man mere målrettet at eksperimentere med fotos i psykoterapi, og i 1979 afholdtes den første kongres om emnet i Illinois, USA. De første år var interessen begrænset til USA og Canada, men i 2008 kunne man afholde en international kongres i Turku i Finland med deltagere fra 20 lande.

Fotografi og terapi

I den terapeutiske anvendelse af fotografiet skelnes der mellem to forskellige retninger. I den ene, der benævnes ”phototherapy” eller ”fototerapi”, benyttes f.eks. private familiefotos som udgangspunkt for en terapeutisk behandling. Fotografierne benyttes i terapien. I den anden retning, der benævnes ”therapeutic photography” eller ”terapeutisk fotografi” er der derimod tale om fotografering som terapi. Selve dette at fotografere ses som en terapeutisk eller helbredende handling.

Det er den sidste af disse to retninger, der har fanget min interesse, efter at jeg selv har været gennem flere dybe depressioner. Kan man – som det hedder i titlen på en bog af psykologen Jan Phillips – betragte ”fotografering som en helbredende kunstart”? Desuden er det denne retning, der tydeligst forbinder fotografering med brugen af f.eks. maling og tegning som et terapeutisk virkemiddel.

Den terapeutiske brug af fotografering og brugen af andre bildende kunstarter forenes i den overbevisning, at man i billedet finder et mere direkte udtryk for et menneskes oplevelse af omverdenen og sig selv. Et udtryk, der ligger før sprogets og ordenes omveje. Men hvad er da den terapeutiske fordel ved at anvende fotografering frem for andre former for billedkunst?

Et foto springer frem

Den terapeutiske virkning af f.eks. maling og tegning begrundes ofte med, at gennem den kunstneriske virksomhed lærer den sindslidende sig selv at kende og kommer i bedre kontakt med sine egne følelser. Den sindslidende skal udtrykke sig selv, som det hedder. Men hvad nu, hvis den sindslidende netop ønske at komme væk fra sig selv? Hvad nu, hvis man fortvivlet kæmper for at slippe ud af den evindelige indadvendte grublen og selvkredsen, der plager den depressive?

I kunstarter som maling og tegning udtrykker man sig subjektivt. Men kan dette ”subjektive udtryk” ikke netop forstærke den depressives selvoptagede og selvplageriske navlepilleri? Den depressive kan måske ligefrem væmmes ved tanken om at tvære sin elendige subjektivitet ud over et lærred. Imidlertid kan fotografiet i denne situation tilbyde en udvej. Hvorfor? Fordi fotografiet ikke på samme måde er et ”subjektivt udtryk”. Udtryksformer som maling og tegning er rettet mod det subjektive jeg. Fotografiet er ikke på samme måde bundet til det subjektive jeg og dets mere eller mindre plagsomme fornemmelser. Fotografiet indfanger derimod former og farver, der faktisk foreligger i den objektive omverden. Linsen på et fotoapparat kaldes jo også ligefrem for ”et objektiv”.

Maling og tegning opfordrer til indadvendthed og selvfordybelse. Fotografering kræver derimod en udadvendt årvågenhed. I det mindste for et øjeblik fjernes opmærksomheden derved fra det forpinte sind og rettes udad mod verden. Et foto frembringes ikke gennem ens egne grublerier og anstrengelser. Fotoets motiv viser sig uventet – måske i et splitsekund – og fotografens opgave er at gribe dette lykkelige øjeblik, hvor verden åbner sig. Pludseligt er det der! ”Man kan slet ikke tage et foto,” sagde den franske fotograf Henri Cartier-Bresson. ”Et foto springer frem af sig selv. Det er fotoet, der tager dig.”

Lysskriften

Første gang, jeg selv for alvor oplevede fotografiets forløsende evne, gik jeg opslugt af mine egne dystre tanker omkring i en skov med mit kamera. Imidlertid blev mine selvkredsende grublerier brudt som ved et trylleslag, da jeg blev overrumplet af mønstrene og farverne i de tilfrosne vandpytter på skovstien. Havde vandpytterne ikke været der hele tiden? Jo, naturligvis. Men først nu fik jeg blikket vendt bort fra mig selv og så dem virkeligt – hjulpet af fotoapparatets ”objektiv”.  

Siden er det blevet til tusindvis af naturfotos. Mest af abstrakte figurer på himlen og i vand, is og ild – og i rådnende ådsler. Kun en lille brøkdel af billederne viser sig holdbare ved nærmere eftersyn, eller når de bliver forstørret op i et meterstort format til udstillingsbrug. Fotografierne skal være så tæt på den rå sansning som muligt. Beskæring og manipulering og bevidste arrangementer er bandlyst. Et godt fotografi skal fastholde overrumplingen – den overraskende drejning, hvor motivet ”springer frem af sig selv.”     

Depression, tungsind, melankoli, livslede. Det ukære barn har i tidens løb haft mange navne. Et smukt ældre ord er ”sortsyn”. Modsat betyder det græske ord ”fotografi” egentlig ”lysskrift”. Lysskrift – og et depressivt sortsyn. Da jeg så vandpytterne i skoven gennem fotoapparatets objektiv, oplevede jeg for første gang, hvorledes fotografiets lysskrift trak sit spor gennem det depressive sortsyn, der forvrængede mit blik. Derfor er vandpytter også fortsat mit foretrukne motiv. ”Hvordan ser noget ud, når ingen ser det?” lyder et gammelt filosofisk spørgsmål. Måske er spørgsmålet noget vrøvl – som så meget filosofi. Men den tanke kan i hvert fald glæde mig, at vandpytterne ligger og lyser i skoven – også når ingen ser dem.