Spis dig ud af vinterdepressionen

Den rigtig kost kan holde vinterdepressionen på afstand, det skriver professionsbachelor i ernæring og sundhed Katja Maria Jackson på dr.dk. Nødder, kød, fisk og æg er blandt de anbefalede fødevarer.

Teorien er, at ubalance i hjernens kemi, kan få humøret til at dale og i værste tilfælde ende med en depression. Dit humør er altså afhængig af, at forskellige kemiske stoffer i din hjerne fungerer korrekt hele tiden.

Serotonin transporterer dit humør
Hjernen sender et signal til dig om, hvornår du skal være glad. Disse signaler bliver transporteret via dine nervebaner i hjernen. Nervebanerne hænger ikke sammen, og derfor skal signalet på et tidspunkt transporteres over et mellemrum . Dvs. fra den ene ende af en nervebane over til den anden ende af en ny nervebane. Forestil dig, at signalet er en båd der skal krydse en flod og at båden er lastet med godt humør.
Netop i dette mellemrum skal signalet faktisk have hjælp til at komme over mellemrummet af et kemisk stof, der hedder serotonin.

Din kost kan bidrage til at producere mere serotonin
Serotonin dannes i hjernen ud fra et andet stof, som hedder tryptofan. Og netop tryptofan findes i visse madvarer, og dit valg og din sammensætning af madvarer kan være med til at støtte og styre hjernens humørbringende signalstoffer.
Kosten har dog ikke så stor effekt, at den kan gøre en svært eller moderat depressiv rask, men man skal ikke undervurdere kostens effekt alligevel. Via kostens indhold af tryptofan og dermed dannelsen af serotonin, kan du stimulere deres funktion.
Og jo mere en nervebane bliver brugt og stimuleret, jo lettere forløber signalerne gennem mellemrummet mellem to nervebaner.
Et højt indhold af serotonin i hjernen, giver ikke kun godt humør, men også mange andre fordele, det er fx beroligende, afstressende, smertestillende og nedsætter appetitten.

Kulhydrat er en vigtig hjælper
For at styrke dit nervesystem er det vigtigt at have fokus på, at dine madvarer har et højt indhold af tryptofan, for at danne mere serotonin i hjernen. Men tryptofan, som findes i proteinrige fødevarer såsom nødder, kød, fisk, æg m.m. skal desværre kæmpe med andre stoffer i blodet, om at få lov til at “få en plads” i den transportvogn, der kører til hjernen.
De andre stoffer skal helst ikke optage alle pladserne, for så er der ikke plads til tryptofan. Heldigvis er det her, at kulhydrat kommer ind i billedet. Fordi hvis du spiser kulhydrat, frigør det insulin. Og netop insulin transporterer alle de andre stoffer væk og dermed kommer tryptofan i overskud og kan snuppe en plads på transportvognen til hjernen.

Hvad skal man så spise?
Udfra ovenstående forklaring, kan du måske regne ud at det er vigtigt at spise både proteinholdige fødevarer, da de indeholder tryptofan, og kulhydratrige fødevarer til at frigøre insulin.
Fødevarer der har et højt indhold af tryptofan er bl.a.:
• Sojabønner
• Sesamfrø
• Cashewnødder
• Jordnødder
• Skinke
• Tun
• Gås
• And
• Kylling
• Laks
• Rejer
• Æg

Derudover er det vigtigt også at indtage kulhydrat f.eks. i form af grøntsager, frugt, kartofler, pasta, brød og ris.
Selvom fedt ikke er nævnt, så har fedt også mange livsvigtige funktioner for dig. Fedtstoffer indgår bl.a. i nervecellernes overflade og gør dem smidige, så signalerne forløber lettere. Desuden er der fundet flere sammenhænge mellem depressioner og fedtstofmangel. Derfor er fedtstoffer også en vigtig del af en humørgivende kost. Spis gerne de umættede af slagsen, som olivenolie, rapsolie, nødder, avocado og fede fisk. Så forbygger du også risikoen for at udvikle åreforkalkning og blodpropper.

Dr.dk, Katja Maria Jackson, 18.2.2010

Facebooktwitterlinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*