Svært at forene bipolar lidelse og arbejdsliv

40.000 danskere lever med bipolar lidelse. Halvdelen af dem er ikke i stand til at arbejde. Ifølge professor Poul Videbech, er en af forklaringerne at den bipolare lidelse opdages alt for sent.

201 med bipolar lidelse eller pårørende til patienter med sygdommen har deltaget i undersøgelse som er lavet af Netdoktor.dk og Bristol-Myers Squibb.
51 pct. af de syge er enten førtidspensionister, sygemeldte, på orlov eller
ledige. 11 pct. er deltidsansat, 5 pct. er i fleksjob. Kun 24 pct. er i stand til at gå på arbejde hver dag.

Ikke overraskende

Resultatet overrasker ikke Poul Videbech, der er professor i psykiatri, ved Århus Universitetshospital.

– I gennemsnit går der ti år, før sygdommen bliver opdaget. På den tid kan man nå at gøre sig upopulær alle steder og ødelægge sit arbejdsliv fuldstændigt, siger han.

Den maniodepressive veksler mellem tre tilstande, han er helt oppe, helt nede eller midt i mellem.

– Hos nogle går der år imellem man får en depression eller en mani. Hos andre kan det skifte flere gange om året, og så bliver det svært at arbejde, siger Poul Videbech.

Problemet er, at de store humørmæssige udsving meget dårligt matcher de fleste 8-16 jobs.

– I de perioder patienterne er deprimerede, har de ikke energi til at arbejde. Men når de er maniske, kan de heller ikke arbejde. De får masser af ideer, kaster sig ud i en mængde ting, men får aldrig gjort noget færdigt, siger han.

Tidlig diagnose = bedre kontrol over sygdommen

Faktisk er det de maniske perioder, der er hårdest at komme igennem med jobbet i behold.

– De fleste arbejdsgivere kan til nød forstå depressionsperioden. Men de har meget svært ved at tilgive den maniske periode, hvor de skal finde sig i en medarbejder, der kaster sig ud i alle mulige projekter eller gentagne gange overfuser chefen for at være for langsom eller sløv. Den opførsel ligger så langt væk fra det normale, at det er svært at leve med, siger han.

Med en tidlig diagnose og accept af at sygdommen er en følgesvend for livet, kan man med medicinsk behandling få så god kontrol over sygdommen, at det kan lade sig gøre at arbejde.

 

Kilde: BT, 19.3.2010

Facebooktwitterlinkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*