“Jeg håber ofte, jeg får en dødelig sygdom eller et pludselig hjertestop, så jeg ikke skal skamme mig over at dø”

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har haft selvmordstanker. De er nærmest en fast del af at være mig. Sidst, jeg havde tankerne, var for et par uger siden.

Det føles som den nemme udvej for mig selv. Når livet er ubæreligt. Der skal ikke så meget til at tippe mig ud over kanten til tankerne – bare en ubehagelig oplevelse eller en dum bemærkning.

Fungerer for godt til at få hjælp
Jeg er sådan en in-betweener, der umiddelbart fungerer fint, passer et job (når jeg har et) og fungerer for godt til at få hjælp. Samtidig er jeg for dårlig til at klare mig selv. Jeg kan ikke huske nogensinde at have været uden disse problemer, så jeg kan heller ikke forestille mig nogensinde at komme ud af dem igen – jeg ville simpelthen ikke vide, hvem jeg var uden dem. Tankerne er så indgroede. Jeg har sådan set givet op og tror ikke på, at jeg nogensinde får det godt. Den indstilling har jeg haft, siden jeg fik at vide, at medicin ikke ville kunne hjælpe mig, og at der ikke var mere terapi at komme efter.

Jeg blev “færdig i systemet” for 3 ½ år siden, hvor en psykiater fortalte mig, at min krop ikke kunne omdanne den medicin, jeg havde fået de sidste 10 år. Jeg fik altså intet ud af at tage medicinen – udover de 30 kg, som jeg har taget på. Jeg er ikke i behandling for noget længere – hverken med medicin eller samtale. Min læge siger, at han ikke kan gøre andet end at melde mig til det samme gruppeterapi-forløb, som jeg også har været igennem for tre år siden. Så nu er jeg bare træt og venter på at livet går over af sig selv en dag. Jeg ved godt, jeg har mulighed for selv at betale for psykologtimer, men med svingende lav indkomst har jeg simpelthen ikke råd til den slags forkælelse.

“VÆLG LIVET” – tema i næste Balance, som udkommer 15. dec. Bliv medlem og få Balance gratis med posten.

Sidst, jeg havde selvmordtanker, var efter jeg måtte opgive en praktikplads på grund af smerter i hænderne. Det fik mig til at tænke, at jeg nok aldrig finder et job igen, at jeg aldrig bliver glad for et job, og at jeg i bund og grund ikke kan gøre gavn nogen steder. I stedet for at være en belastning for samfundet ville det være bedre for alle, at jeg ikke var her. Jeg ser ingen fremtid for mig selv. Jeg ser ingen bedring. Hvis jeg bare dør, vil mit selvhad og mine bekymringer i det mindste forsvinde, og jeg kan få fred for mig selv.

Stadig ofte selvmordstanker
Mine selvmordstanker er meget konkrete i forhold til, hvordan jeg skal gøre det, og hvilke forholdsregler jeg vil tage: Selvmordsbrev, sige ordentlig farvel til familien (uden at de finder ud af min hensigt), sikker dødsmetode, hvem vil finde mig og i hvilken tilstand og den slags. Jeg ved dog, at jeg aldrig vil gøre alvor af tankerne. Det, der taler i mod, er mest af alt skammen over at give op og efterlade min mand og mine børn med sorgen og hadet. Min mand ville være alene og føle sig forladt. Mine børn ville savne mig og ville vokse op med et had til mig, fordi jeg forlod dem på den måde. Frygten for at det ikke ville lykkes er der også sammen med frygten for, at det ville gøre ondt.

Jeg har stadig ofte selvmordstanker. I hvert fald et par gange om måneden. Jeg håndterer det ved at fortælle mig selv, at det er vigtigere, at min familie har mig, end at jeg slipper for livet. Jeg håber ofte, jeg får en dødelig sygdom eller et pludselig hjertestop, så jeg ikke skal skamme mig over at dø, for så er ansvaret ikke mit. Det er ikke noget, jeg taler med nogen om, for det er skamfuldt at have disse tanker, og folk bliver meget oprørte, når man nævner det.

Forstår godt, hvis mine børn vil ende deres liv
Selvom det er en modbydelig tanke, som jeg skammer mig over, så ville jeg godt kunne forstå, hvis en af mine børn en dag valgte at slutte livet. Jeg ville tilgive dem og være lettet på deres vegne. Jeg ville føle en ubærlig sorg, men jeg ville ikke hade dem for det. Jeg ville nok tage en del af skylden på mig, fordi jeg var egoistisk nok til i det hele taget at lade dem komme til verden. Det tilgiver jeg nok aldrig mig selv for. Jeg elsker dem overalt på jorden og håber, at de bliver lykkeligere mennesker end jeg, det skal der ikke herske tvivl om.

Det er virkelig mærkeligt at dele disse tanker, for de er aldrig tidligere blevet delt med nogen. Jeg har så dårlig samvittighed over overhovedet at tænke sådan. Jeg håber, det kan bruges til noget.

Læs også

“Tvangstanken kørte på repeat i mit hoved: Jeg er nødt til at tage livet af mig”

“Jeg overvejede at skære mine pulsårer over”

“Der er noget, der overtager min hjerne og beordrer mig til at dø”

“Hvis jeg gjorde alvor af mine selvmordstanker, skulle jeg ikke kæmpe mere”

“Min smerte var meget større end den smerte, min mor ville føle, hvis jeg var død”

Selvmordstanker? Få hjælp her!

Artiklen er en del af  “VÆLG LIVET”, temaet i næsten udgave af Balance. Som optakt bringer vi en række personlige historier om livet med selvmord. Teksten er udelukkende udtryk for fortællerens holdning.