Telefonrådgivning hjælper en tredjedel af danskerne

Af Anne Stenkjær, Balance redaktionsgruppen

Psykiatrifonden har lige offentliggjort en undersøgelse om danskernes brug af telefonrådgivning.
Undersøgelsen viser, at 35 % af danskere med psykisk sygdom eller psykisk lidelse har benyttet sig af en af landets mange telefonrådgivningstjenester. Dette vidner om, at telefonrådgivninger løfter en stor samfundsopgave i Danmark.

Årsager til henvendelse
Et af de områder som undersøgelsen afdækker, er hvad personer som har benyttet sig af telefonrådgivning, finder vigtigt ved rådgivningen. Her viser undersøgelsen at 7 ud af 10 af de personer, som henvender sig, finder det vigtigt, at man ved en telefonrådgivning kan få hjælp af fagligt velfungerede rådgivere, mens det for 4 ud af 10 er en væsentlig kvalitet ved rådgivningen, at den kan gives uden om systemet, og at man kan være anonym.

Årsagen til opkaldernes henvendelse er behovet for gode råd til at tackle en bestemt udfordring eller situation. Derudover viser undersøgelsen, at gruppen af folk med en psykisk diagnose i lige så høj grad efterspørger tid til at tale mere generelt om svære følelser, som de efterspørger konkret rådgivning. Undersøgelsen viser desuden, at de opkaldere, der har behov for samtaler om svære følelser og om et svært liv generelt, oftere oplever at få den forventede rådgivning end dem der ringer for at få viden og fakta.

At man vælger at kontakte en telefonrådgivning betyder ikke nødvendigvis, at man mangler ressourcer i form af venner og familie. Undersøgelsen viser, at de fleste opkaldere har gode netværk og støttende relationer, som de er varsomme med at belaste for meget. Derfor aflaster opkalderne deres pårørende ved at også at søge støtte og rådgivning hos de forskellige telefonrådgivninger. 1 ud af 5 opkaldere svarer dog, at de ikke har nogen nære relationer overhovedet, eller at de føler, at de ikke kan tale om deres psykiske problemer eller svære følelser med de nærmeste.

Hvem er det, der benytter telefonrådgivning?
Undersøgelsen giver et billede af, hvem det er der benytter sig af telefonrådgivning. Her viser undersøgelsen at det, først og fremmest, er kvinder som ringer. Desuden har folk, der har søgt behandling hos lægen eller det øvrige sundhedsvæsen, en større tilbøjelighed til at opsøge telefonrådgivning end de, der ikke har.

Ifølge undersøgelsen har størstedelen af opkalderne selv fundet oplysninger om den telefoniske rådgivning blandt andet via søgninger på nettet. Andre er blevet inspireret af familie eller venner til at kontakte en rådgivning. En mindre del har fået information om muligheden for at søge hjælp hos en telefonisk rådgivning af personale i det kommunale regi eller hos sundhedsvæsenet.

Marianne Skjold, der er direktør for Psykiatrifonden, peger blandt andet på muligheden for at nå ud til flere danskere med anden etnisk baggrund og ikke mindst flere mænd. Markant flere mænd har ikke benyttet sig af telefonrådgivning. Dette på trods af, at der er flere mænd end kvinder i undersøgelsen som svarer, at de ikke har et netværk, eller at de har et, men at de ikke deler deres problemer med dem.

Hvem ringer ikke?
Et andet område som undersøgelsen afdækker, er grundene til at folk ikke benytter sig af en telefonrådgivning. Her svarer størstedelen af “ikke-opkaldere”, at det var for stort et skridt at kontakte en telefonrådgivning. Dette svar kan både dække over, at der ikke har været brug for yderligere støtte i forhold til mentale helbredsproblemer, eller det omvendte, at behovet har været der, men man har haft det for dårligt eller har fundet det for grænseoverskridende og tabubelagt at tage kontakt.

Næsten halvdelen af ikke-opkalderne har overvejet at kontakte en telefonisk rådgivning. Desværre svarer hele 40% at de manglede viden om, hvem de skulle kontakte og hver tredje anede ikke at det var en mulighed.

Endnu en gang viser det sig, at mændene er mest tilbageholdende. De udtrykker skepsis for, om hvorvidt en telefonrådgivning overhovedet kan hjælpe.

Kilde: Lysdal, Dorthe ’Telefonrådgivninger løfter stor samfundsopgave’ Psykiatri information, juni 2014, nr 2.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedin