Øget ventetid skader depressionsramte
Ventetiden
Depressionsramte landet over må nu vente længere end nogensinde på at modtage behandling hos en psykolog. Siden 2012 er ventetiden på psykologbehandling for angst eller depression landet over steget fra 5 til 10,5 uger – en stigning på 106%. Aller værst ser det ud i Region Nordjylland, hvor man i gennemsnit må vente hele 12,6 uger på at komme til psykolog.
Hurtig behandling er afgørende
Udviklingen vækker både bekymring og undren i DepressionsForeningen:
”Det er urimeligt længe at vente som depressionsramt. Og i sidste ende er det folks liv og helbred, vi sætter over styr. For rigtig mange med depression kræver det stor overvindelse og tid at komme så langt som til at opsøge hjælpen. Når man først sidder hos lægen og beder om en henvisning, hænger folk derfor ofte kun lige i med det yderst af neglene. Hvis de så skal vente yderligere 10-12 uger derfra, kan det bidrage til modløsheden og være med til at forværre tilstanden yderligere. Det er fuldkommen uacceptabelt. Vi ved jo, at hurtig behandling er afgørende for at kunne vende tilbage på fuld kraft på den anden side. Hvis folk brækker et ben, venter man jo heller ikke med at behandle, til benet er vokset forkert sammen,” siger generalsekretær i DepressionsForeningen, Kasper Tingkær.
For den enkelte – og for samfundet
Baggrunden for stigningen er ifølge Dansk Psykolog Forening den satspuljebestemte omsætningsgrænse for psykologernes behandling af angst og depression. Men ifølge Kasper Tingkær er det ikke en valid grund. Det er nemlig ikke kun den enkelte, men også samfundet som helhed, der taber vigtige ressourcer på den lange ventetid:
”Mennesker med depression er en meget bred og varieret gruppe, som udgør en betydelig del af samfundets arbejdsstyrke. Ved at nedprioritere deres behandling og derved sætte deres helbredelse og fremtid på arbejdsmarkedet over styr, sætter vi i sidste ende også samfundskroner over styr. Manglende midler er derfor hverken en rimelig undskyldning over for den enkelte eller en meningsfuld forklaring, hvis vi tager cost-benefit brillerne på,” slår han fast.
DepressionsForeningen opfordrer derfor på det kraftigste politikerne til at tage problemet alvorligt og se på konkrete og effektive løsninger, der kan få ventetiden ned på et acceptabelt niveau.