Vi arbejder for sagen

Det er ofte en kamp for depressionsramte at få adgang til ordentlig behandling. DepressionsForeningen arbejder derfor med at synliggøre problemerne og at råbe politikerne op, så vi kan få et bedre behandlingssystem.

Af Karen Margrete Nielsen, formand for DepressionsForeningen

DepressionsForeningens hovedformål er at støtte patienter og pårørende, at bidrage til oplysning og dermed aftabuisering af affektive lidelser og at arbejde for bedre behandlingsmuligheder. Herunder at få psykisk sygdom ligestillet med somatisk sygdom i adgangen til relevant og gratis behandling.
Skal det lykkes, er det nødvendigt, at foreningen arbejder målrettet og systematisk på det politiske område.
Den mest nærliggende metode er at præge beslutningstagerne, dvs. oplyse om, hvad disse sygdomme indebærer. Politikerne skal oplyses om, hvordan de gode behandlingsmetoder kan udbredes til alle, der har behov for det, og det skal påpeges, hvor meget der kan spares samfundsøkonomisk og menneskeligt ved at indføre sådanne ordninger. Dette gælder på kommunalt, regionalt og statsligt plan.

”Spring op”- kurser
På kommunalt plan er det uhyre vigtigt, at vi får gjort sagsbehandlere og byrådspolitikerne opmærksomme på, at det er en ualmindeligt dårlig ide at tvinge langtidssygemeldte depressionspatienter på f.eks. ”spring op”-kurser.
Kurserne er stærkt betænkelige af flere grunde. Dels kan kommunerne ikke skaffe nok specialuddannede undervisere (de vil ikke lægge navn til det). Dels får mange tilbagefald pga. af kurserne, og risikerer dermed førtidspension frem for tilknytning til arbejdsmarkedet igen. På dette område drøfter vi sammen med kompetente fagfolk andre modeller, som er skræddersyet til depressive.

Afskaf nedprioritering
Det regionale plan er relevant for os i forhold til behandlingstilbud. I det omfang vi har ressourcer, deltager vi i møder og konferencer rundt omkring. Men vi samarbejder også med speciallæger, psykologer og andre faggrupper, som trækker på samme hammel som os: Forbedret behandlingsadgang og oplysning. I den anledning har vi etableret et samarbejde med Dansk Psykologforening og med Dansk Psykiatrisk Selskab. Vi forsøger at følge med i og påvirke den politiske udvikling. Vi vil ikke længere se passivt til, at affektive patienter nedprioriteres, eller bliver overset i udviklingen af psykiatrien. Det er afgørende, at vi medvirker til at sikre patienterne hurtigere behandling, samt at både diagnosticering og behandling bliver styrket, og tilgængeligheden af de forskellige behandlingselementer forøges. Vi arbejder bl.a. stadig hårdt på at få regionerne til at ophæve den urimelige grænse for sygesikringsstøtte til psykologhjælp. I dag gælder den kun for 18-37-årige, men bør selvfølgelig gælde alle patienter.  

Kassetænkning
Den vigtigste del er efter min opfattelse folketinget. I Danmark hylder man princippet om ”fri og lige adgang” til behandling. Det er afgørende, at Folketinget prioriterer dette område ved at ligestille psykiatriske og fysiske sygdomme og snarest sætter en plan i værk for at få sat gang i processen. Der er behov for smartere løsninger, større forståelse, men også flere penge.
Når regionerne ikke giver alle ret til henvisning til psykologbehandling, skyldes det, at de penge regionerne har fået fra regeringen, ikke rækker til flere end dem under 37 år.
Og når kommunerne tvinger sygemeldte depressionspatienter på f.eks. ”Spring op”-kurser, hænger det sammen med, at de derved  får refunderet  65 procent fra staten mod en refusion på 35 procent, hvis patienterne forbliver langtidssygemeldte.
Fordi der kun foregår kassetænkning, har politikerne generelt ikke forstået, eller har ikke viljen til, at gøre noget ved sagen. Tal fra 2004 viser, at affektive lidelser årligt koster Danmark godt 14 mia. De menneskelige omkostninger ufortalt. Vi må have gjort op med denne kassetænkning.
Vi skal fortsætte med at oplyse, samarbejde og med at råbe politikerne op. Dette kan og gør vi på mange måder. En del medlemmer stiller beredvilligt op som cases i medierne, og medvirker dermed til oplysning. Bestyrelsen skriver debatindlæg og kontakter pressen hyppigt. Vores ODA-samarbejde giver mulighed for øget politisk bevågenhed, bl.a. gennem foretræde for udvalgene i folketinget.  Også det daglige lokale arbejde med grupper er en form for politik.
Vores sag er ved at nå bredere ud, journalisterne bruger os stadigt hyppigere, når de skriver om affektive lidelser, og vi ved, at flere og flere politikere kender os. Derudover kan vi mærke, at vi i behandlerkredse har stor lydhørhed og anerkendelse.
Det er et langt sejt træk, men det nytter, og med ODA får vi i fremtiden større gennemslagskraft.