Vi kan stadig være fælles – nu bare hver for sig
Sådan kan du håndtere Corona-krisen, hvis du er ramt af psykisk sygdom
Angst, depression og bekymringer får i denne tid ekstra grobund i forbindelse med Corona udfordringerne. Desværre giver medierne ikke helt så meget plads til, at det for folk med en mental sygdom kan være særligt udfordrende.
Det er naturligt, at vi bliver påvirket, når samfundet og vores egne rutiner bliver ændret i en sådan grad, som vi oplever lige nu. COVID-19 sætter dagsordenen på tværs af kulturer og landegrænser. I DepressionsForeningen vil vi gerne hjælpe alle vi kan med at håndtere Corona-krisen, og det den fører med sig.
Ændrede adfærdsmønstre og god håndhygiejne er blevet en nødvendighed i vores kontakt med andre. Vi bliver bedt om at blive hjemme, holde afstand og holde os for os selv. Hos DepressionsForeningen er vi særligt opmærksomme på, at man som depressionsramt eller pårørende helt naturligt kan blive ekstra påvirket af situationen. Når vi forsøger at bure os inde derhjemme og holde afstand for at mindske smitterisiko, skaber vi samtidig risiko for isolation og ensomhed. Myndighedernes tiltag for at begrænse vores mobilitet er en udfordring, fordi en større isolation skaber ekstra plads og tid til, at man kan blive fanget i grublerier og negative tankemønstre. Resultatet kan være, at man måske trækker sig fra de fællesskaber, man rent faktisk har. Og det kan forværre eller udløse en depression.
Derfor vil vi gerne gøre opmærksom på, at DepressionsLinien stadig er til rådighed på alle hverdage. Ring til os og få en snak, hvis der er noget, der går der på. Nedenfor har vi samlet nogle af de råd, som kan hjælpe med at bryde oplevelsen af isolation og ensomhed. Vi kan godt være fælles på trods af at vi er hver for sig.
8 råd til at bryde isolationen og være fælles, hver for sig
1 – Ring til os. Brug DepressionsForeningens rådgivning. DepressionsLinien: 33124774.Telefonerne er åbne mandag-fredag fra kl. 19-21. SocialrådgiverLinien: 33124774. Telefonerne er åbne onsdag kl. 17-18:30
2 – Brug naturen. Gå en tur for at få lys og frisk luft. Der er pt. ingen påbud om at holde sig inde, så længe man bruger sund fornuft og holder en passende afstand til andre og undgår fysisk kontakt. Mange studier viser, at naturen har en helende virkning og reducerer stress. Du bliver i bedre humør af at komme ud i naturen.
3 – Vær social. Hold kontakt med andre. At vi bruger mere tid hjemme behøver ikke føre til mindre kontakt, men blot at vi holder kontakt på andre måder. Ring til dine nære og hør hvordan det går. Du hjælper både dig selv, og den du ringer til, med ikke at bekymre sig om, hvordan den anden har det.
4 – Strukturer din hverdag. Hjælp dig selv ved at lave en rytme for, hvordan du bruger din hverdagstid. Erfaringerne viser, at vi mennesker godt kan lide forudsigelighed. Ved at indrette din hverdag med faste rutiner slipper din hjerne for at skulle tage stilling til en ny verdensorden hver morgen.
5 – Prøv noget nyt. Brug fx Facetime eller Skype og gør det til et event at være sammen over nettet. Organisationen Headspace har blandt andet givet gode forslag til at drikke kaffe eller spille et spil og tale om det der sker, mens vi ser hinanden virtuelt. (https://www.headspace.dk/coronabekymringer).
6 – Hjælp andre med indkøb, eller brug andres tilbud om hjælp, hvis du har brug for det. Forskning fra bl.a. USA viser, at det er fysisk bedre for os mennesker at give end at modtage. At hjælpe andre har den effekt, at det medvirker til at øge din selvrespekt og dit selvværd.
7 – Skriv om dine tanker. Et studie fra St. Catherine University viste fx at skrivning kan virke terapeutisk og bidrage til øget selvindsigt og bedre evne til at relatere til andre. Se også vores leder og tema i Balance nr. 1, 2019. Du kan downloade bladet på dette link https://depressionsforeningen.dk/storage/Balance-1-2019_korr4.pdf
8 – Hold pause fra nyheder og sociale medier. Du behøver ikke være online døgnet rundt eller til enhver tid være ajour med de nyeste sundhedsdata. Hold dig opdateret, men begræns dit forbrug af skærm og nyheder til det, du har brug for.