Vi sætter fokus på de bipolare
Årets bipolarkampagne løber igen i år af stablen i foråret. Ideen til kampagnen udspringer af en ide fra frivillig Mads Trier-Blom, og netop nu er vi i sekretariatet ved at planlægge kampagnen, der kommer til at centrere sig omkring påsken og sætte fokus på nogle af de problemstillinger, man som menneske med bipolar lidelse møder hos omverdenen.
Ideen er, at mennesker med bipolar lidelse i anledningen af påsken, der ligger lige op til årets bipolardag, sender gækkebreve ind til foreningen, hvor de skriver om deres udfordringer i livet med bipolar lidelse. I kommer til at høre mere om kampagnen og gækkebrevskonceptet, men allerede nu kan vi sige, at vi har brug for jer frivilliges hjælp. Vi skal bruge jer til at hjælpe med, at kampagnen og budskaberne om livet med bipolar lidelse kommer ud til den bredere befolkning og især mennesker, der har bipolar lidelse og ikke i forvejen kender til DepressionsForeningens tilbud.
Der er flere muligheder, hvis man har lyst til at hjælpe, men en vigtig ting kunne for eksempel være, hvis man havde lyst til at dele kampagnen på Facebook eller måske lave et arrangement i sin lokalgruppe. Mulighederne er åbne, men hvis I er interesserede, så send meget gerne en mail med jeres kontaktoplysninger – og evt. ønsker ift. at hjælpe – til sekretariat@depressionsforeningen.dk – mærk emnefeltet “bipolarkampagne”.