Vil du fortælle din historie?

Har du lyst til at fortælle din historie og være med til at øge kendskabet til depression og bipolar lidelse? Så er foredragsgruppen måske noget for dig. Vi afholder et nyt kursusforløb i starten af det nye år og søger derfor nye medlemmer til gruppen – også meget gerne pårørende.

DepressionsForeningen har fået midler til at forøge korpset af foredragsholdere. Styregruppen er i fuld gang med at planlægge et nyt uddannelsesforløb, som tænkes afviklet i foråret 2014

Nyt uddannelsesforløb i det nye år

Uddannelsesforløbet kommer til at omfatte 4 dage, 2 enkeltdage og et weekendforløb, hvor vi træner livshistoriefortælling med en trænet underviser. Uddannelseforløbet afsluttes med en dag, hvor deltagerne leverer et planlagt foredrag, som skal godkendes af underviser og planlægningsgruppe.

Foredragsholderne vil blive sendt ud to og to. Den ene skal holde foredraget, mens den anden skal fungere som støtte, samtidig med at de sammen kan evaluere forløbet efter foredraget.

Vær med til at øge kendskabet til de affektive lidelser

Der er allerede en del interesserede medlemmer på venteliste, men vi vil gerne være flere. Hvis du tror, det er noget for dig at medvirke til udbredelse af viden om affektive sygdomme og deres konsekvenser, hører vi meget gerne fra dig.

Der er behov for repræsentanter for såvel depressionsramte og personer med bipolare lidelser som for pårørende – gerne fra alle egne af landet.

Vi forventer af dem, der melder sig, at de:

  • Er afklaret med egen sygdom og parat til at formidle viden om den og dens konsekvenser
  • Er villige til at repræsentere DepressionsForeningen
  • Er i en stabil periode, rent sygdomsmæssigt
  • Er rede til at modtage kritik, både negativ og positiv
  • Er i stand til at passe på sig selv/ kender egne grænser

Henvendelse kan ske til Mads Trier Blom: mads@trier-blom.com

eller Hanne Tranberg: hannetr@me.com
Vi hører meget gerne fra dig senest 20.12.2014

 

Facebooktwitterlinkedin