DepressionsForeningens logo.
Søg
Close this search box.
Kvinde sidder og læser i en hængekøje.

Bøger til hængekøjen

Læn dig tilbage og lad dig inspirere af DepressionsForeningens nyere og ældre bud på sommerlæsning om trivsel og mental sundhed for sommeren 2022. Rigtig god sommer og god læselyst 🙂
Når flokdyret fejler af Henrik Tingleff (2022) Betaler du også for 45 kr. for en kop kaffe? Går du over for rødt, fordi andre gør det? Kommer du til at klæde dig ligesom alle andre på kontoret? Dette er bogen om, hvorfor vi kloge mennesker træffer så mange ukloge beslutninger. Vi erklærer os f.eks. enige, når vi egentlig ikke er det. Vi kaster penge efter værdiløse produkter. Og vi er hurtige til at pege fingre ad andre, som vi i virkeligheden burde samarbejde med? Selv kloge, selvstændige, omsorgsfulde og hjælpsomme mennesker kan lide et knæk i deres liv. Men hvorfor? Det forsøger forfatter og psykolog Henrik Tingleff at give dig svar på. Bered dig på at blive fascineret, foruroliget og rigtigt meget klogere på os mennesker.
Hjertet er en fold med heste af Anna Rieder og Sidsel Ana Welden (2022) Prisvindende forfattere, som ønsker at nuancere og italesætte, hvad det vil sige at være tilknyttet psykiatrien. Udover de to forfattere bag inviterer bogen også andre stemmer ind – både fra den syge, den pårørende og lægen, der sidder på den anden side af bordet. Læseren får et mangfoldigt indblik i den sårbarhed, omsorg, modstand og udvikling, der er en del af hverdagen, når mennesker med psykiske lidelser kommer under behandling. Bogens tekster er skrevet af folk med unikke og forskellige oplevelser, hvilket vil åbne læserens øjne for hvor mange facetter, der er ved psykiatriens verden og hvorfor det er vigtigt at tale om. Bogen består blandt andet af bidrag fra Birgit Bundesen, Fine Gråbøl, Jakob Jakobsen, Melanie Kitti, Asta Olivia Nordenhof og Laura Winther Schøler.
De andre af Mikael Josephsen (2021) En decemberdag slår Bo et telt op på en frossen mark uden for Svendborg. Han har mistet kontakten til sin datter, og han skylder penge til de forkerte. Han fixer sin sidste heroin, det er som at skyde kærlighed direkte ind i kroppen. Et stykke derfra, inde i byen, prøver Slagteren at forstå de kaoskræfter, der sendte ham på gaden – imens et sort barndomsminde trænger sig på. Og så er der Konen. Hun har indrettet et hjem i en container, hvor hun lader de andre hjemløse overnatte på skift. Hun har synske evner og taler med engle, og en dag oplever hun et mirakel. Bogen er en fortælling om hjemløshed, misbrug, depression og vold, men også om venskab og forelskelse – og om at være langsom og beskidt i en poleret verden.
Mod på livet af Pia Callesen (2021) Ny bog fra psykologen og forfatteren Pia Callesen med inspiration, råd og vejledning til, hvordan forældre kan støtte deres teenagere. Mange unge har det i dag svært og kæmper med bekymringer, negative tanker og lavt selvværd. Det er smerteligt at se sin teenager mistrives, og som forældre vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at mindske deres tristhed, uro og ubehag. Problemet er, at vi ofte gør alt for meget. Mod på Livet er en inspirationsguide til forældre, som bygger på teorien bag metakognitiv terapi og forfatterens erfaringer med de udfordringer, som unge og deres forældre fortæller om i terapien. Bogen giver eksempler, råd og vejledning til, hvordan forældre kan støtte deres teenagere i at flytte fokus fra den indre til den ydre verden og til at tænke mindre og leve mere.
Livsstil er en livsstil af A. Matthesen (2021) Du KAN blive lykkelig. JA! Det kan du. Og her er guiden. En af vor tids største og mest indflydelsesrige livsstilseksperter A. Matthesen deler for første gang generøst ud af sin helt unikke hverdagsspiritualitet. Her kan ALLE være med.  Livsstilscoach, firstmover, selvhjælpsguru, ernæringsekspert, krystalhealer, hestehvisker, åndemaner, lykkejæger, regnbuefanger, vægtvogter, stifinder, flottenheimer med baggårdspuma i ascendanten samt autodidakt indretningsarkitekt A. Matthesen tager dig, i denne perle af et værk, under sine kærlige favnende vinger, og deler generøst ud af sine kompetencer, værktøjer og stedsegrønne guldkorn. Åh nej! – tænker du måske. Endnu en af disse frygtelige selvhjælpsbøger skrevet af endnu en af de mange selvudnævnte profeter, der oversvømmer boghandlere, tv og internettet med deres helt unikke og personlige bud på, hvordan man opnår lykke, en sund krop, det perfekte parforhold eller økonomisk uafhængighed. Denne bog er dog anderledes.
12 regler for livet af Jordan B. Peterson (2018) Hvad har alle mennesker i den vestlige verden brug for at vide? Dette 10.000 kroners spørgsmål får man svar på i denne tankevækkende, kontroversielle og underholdende internationale bestseller med 12 gode leveregler for det moderne menneske. Jordan B. Peterson vender almindeligheder om videnskab, tro og menneskets natur på hovedet og kombinerer på enestående vis fortidens hårdt tilkæmpede indsigter med nutidens fantastiske naturvidenskabelige afsløringer. På sin helt egen informative, overraskende og morsomme facon forklarer han, hvorfor vi skal lade børn i fred, når de kører skateboard, hvilken frygtelig skæbne, der vil overgå folk, som kritiserer i flæng, og hvordan man altid skal tage sig tid til at kæle for katte, man møder på gaden. Dr. Peterson – en internationalt anerkendt canadisk psykolog og foredragsholder – blander i sin bog psykologi og antropologi med videnskab, politik og religion. Hans bog 12 regler for livet er solgt til en lang række lande, heriblandt hele Norden, har ligget nummer 1 på bestsellerlisterne og er solgt i over 240.000 eksemplarer.
Ét liv én tid ét menneske af Morten Albæk (2018) I bogen Ét liv Én tid Ét menneske gør Morten Albæk op med begrebet work-life balance og fokuserer i stedet på, at man skal skabe et meningsfuldt liv. Ifølge Morten Albæk farer flere og flere af os ’vild i livet’ – vi bliver simpelthen dårligere og dårligere til at mestre noget så simpelt som livet. Han mener at, lige nu er den største udfordring for os mennesker ikke at overleve, men at leve. Vi lever længere, er klogere og rigere end nogensinde før, men er stadigt mere angste, stressede eller medicinerede. Vi kan åbenbart ikke finde ud af, at få øget velstand omformet til øget velfærd. Det er en illusion, at livet kan deles op i et arbejdsliv og et privatliv, og det er en sproglig manipulation, som fastholder os i en sump af meningsløshed, der i sidste ende gør os syge. Hvordan vi redder os ud af dette eksistentielle morads, giver Albæk flere bud på, men først og fremmest handler det om at kende forskel på tilfredshed, lykke og mening – og sætte sidstnævnte i centrum for tilværelsen. Det handler i sidste ende ikke om at blive tilfreds eller lykkelig, men om at skabe et meningsfuldt liv.
Vi er det liv vi lever af Svend Brinkmann (2021) Det kan give mening at tage skæbnen alvorligt, mener psykolog og professor Svend Brinkmann, der i sin bog fortæller om livstrådens betydning for vores liv. En sommerdag i 2018 modtager Svend Brinkmann et håndskrevet brev fra en læser, Lili på 90 år. De to bliver pennevenner og begynder siden at mødes regelmæssigt i Lilis lejlighed. Her fortæller Lili sin livshistorie: Om forelskelser i tyske soldater under krigen, om angst, sorg, glæde og en stræben efter værdighed gennem hele 33 år i psykoanalyse. Lilis fortælling sætter tanker i gang hos Svend Brinkmann: Har vi glemt skæbnens betydning for vores liv? Er det langt mindre, der er op til os selv og vores frie valg, end vi har lært at tro? Hvad betyder dannelse og værdighed for et menneskes liv – og hvordan kan man forsone sig med sin fortid? Denne bog er på en gang en fortælling om Lilis lange liv og Svend Brinkmanns bud på en psykologi, der tager skæbnen alvorligt. Budskabet er, at vi ikke er enevældige herskere i vores liv. Vi er det liv, vi lever.
Jeg er hvad jeg husker af Peter Øvig (2021) På forhånd frygtede han elektrochok som sit værste mareridt. Men behandlingen viste sig mirakuløs. I januar 2018 blev Peter Øvig helbredt fra en svær psykotisk depression på Rigshospitalets lukkede afdeling. Først bagefter gik det op for ham, hvor store omkostninger sygdommen havde haft for ham selv og hans nærmeste. I en lang periode ville hans fjortenårige søn ikke se ham. I de tre år siden helbredelsen har Peter Øvig gravet i, hvad depression og elektrochok har gjort ved ham. Undersøgelsen fører ham fra hans ungdoms antipsykiatri til tredivernes slagtehaller i Rom og videre over CIA’s eksperimenter med hjernevask frem til den nyeste forskning i erindring. Han opdager, at vi måske selv digter, hvad vi husker. Under arbejdet med Jeg er hvad jeg husker må Peter Øvig ændre sit syn på ikke bare psykisk sygdom, men også sine nærmeste – og sig selv. ”Jeg er blevet en anden”, konstaterer han i bogen, ”og jeg kan bedre lide ham.” Jeg er hvad jeg husker er en selvstændig fortsættelse af Min mor var besat.

Andre nyheder

Portrætbillede af Mogens Loenborg.

Ny formand

Desværre har Mogens Lønborg meddelt, at han af private grunde må trække sig som formand

Del nyhed