v/ Freja Hoffgaard
Blom Senior inviterer til et trygt, kreativt og inspirerende kursusforløb over 3 mødegange. Her kombineres strik med korte meditationer og individuel refleksion.
Gennem forløbet arbejder vi med billedet af et lille frø: noget positivt, vi gerne vil give plads til og lade vokse.
Fra gang til gang arbejder vi med et tema og lader frøet udvikle sig i værket – fra at plante noget nyt, til at lade det spire og til sidst undersøge, hvordan vi kan pleje det videre.
Forløbet er særligt relevant for dig, der har lyst til at være kreativ og arbejde med hænderne. Du behøver ikke have en stor drøm eller vide på forhånd, hvad dit “frø” skal være. Du kan begynde lige dér, hvor du er.
Over 3 mødegange á 2 timer skaber du dit eget tekstile vægværk med strik som udgangspunkt. Undervejs vil der være mulighed for at arbejde med broderi, applikation, crazy patchwork, garn- og stofrester, knapper og perler.
Du får en opskrift på værket som udgangspunkt, og Freja introducerer fra gang til gang de forskellige muligheder og teknikker. Der er plads til at sætte dit eget præg på værket og følge din egen kreative lyst.
Sådan foregår en kursusgang
Hver mødegang har en rolig og genkendelig struktur:
- Kort guidet meditation: Vi begynder med en enkel guidet visualisering med udgangspunkt i dagens tema.
- Individuel refleksion: Du får et enkelt spørgsmål, som du kan skrive om i din egen notesbog. Du bestemmer selv, hvor meget du vil skrive, og dine refleksioner skal ikke deles med gruppen.
- Kreativ fordybelse: Vi arbejder videre på det tekstile værk med dagens teknikker og tema.
Du deltager på dine egne præmisser og behøver ikke fortælle om de tanker, der opstår undervejs. Der er plads til både samtale, stilhed og individuel fordybelse.
Det skal du kunne
Du skal kunne strikke ret og vrang, men du behøver ikke have erfaring med meditation, broderi, patchwork eller andre tekstile teknikker.
Om underviseren:

Freja Hoffgaard er uddannet pædagog og yogainstruktør og arbejder i dag som selvstændig strikdesigner og kreativ formidler. I sit arbejde er hun optaget af kreativitet, uperfekt håndarbejde og af at skabe med de materialer, vi allerede har omkring os. Du kan læse mere om Freja på www.frejasknit.dk følge hendes arbejde på Instagram og Facebook under navnet Frejasknit.
I undervisningen lægger Freja vægt på kreativ frihed, nærvær og på at skabe et rum, hvor der ikke findes én rigtig måde at skabe på.
Praktiske informationer
Tidspunkter: Onsdag d. 16. september, onsdag d. 23. september og onsdag d. 7. oktober. Alle dage kl. 10–12.
Mødested: Blom Senior, Studiestræde 5, stuen.
Pris og tilmelding: Gratis. HUSK tilmelding her på siden, men da der er begrænsede pladser beder vi dig om kun at tilmelde dig, hvis du er sikker på at kunne deltage. Tak! ☺️
Materialer: Materialer er inkluderet. Der arbejdes blandt andet med garn- og stofrester, knapper, perler og broderimaterialer.
Medbring: Strikkepinde – gerne pind 6, 8 eller 10 mm – samt en lille notesbog og skriveredskab.
Om Blom Senior
Blom Senior er en del af DepressionsForeningens aktivitetshus Café Blom. Her inviterer vi nogle gange om måneden til arrangementer for seniorer (65+), med fokus på trivsel, fællesskab og relevante emner i seniorlivet.


