Dig og mig – hvad sker der med relationerne?

Hvad sker der med vores relationer til andre, når livet også rummer psykisk sårbarhed, en diagnose eller andre svære livsvilkår? Som en del af Mental Health Week inviterer vi til en eftermiddag i Folkestuen, hvor vi sætter fokus på de relationer og fællesskaber, der er en del af vores liv.

Gennem tre forskellige samtaler møder vi mennesker, der deler deres egne erfaringer. Vi skal ikke tale om mennesker eller gøre os kloge på deres vegne. Vi skal lytte til dem, der selv ved, hvordan det føles, og sammen blive klogere på nogle af de spørgsmål, der ikke altid har enkle svar.  

Kl. 15-15.45: Dig og mig: Dating, kærlighed og parforhold
Hvordan er det at date og finde kærligheden, når psykisk sårbarhed, en diagnose eller andre livsvilkår også er en del af ens liv? Hvad skriver man i sin datingprofil? Hvornår fortæller man om det? Hvordan påvirker det et parforhold?
Samtalen modereres af Rikke Rugholt

Kl. 16-16.45: Dig og mig: De nære relationer
Familie, venner og partnere er ofte dem, der står os nærmest. Men de nære relationer kan også være svære. Hvad sker der med relationerne, når psykisk sårbarhed fylder? Vi taler om nogle af de følelser og dilemmaer, der kan opstå mellem mennesker, der betyder meget for hinanden, og om magt, afmagt og grænser.
Samtalen modereres af Rikke Rugholt

17-17.45: Dig og mig: Fællesskaberne
Arbejdspladsen, studiet, fodboldklubben og alle de andre steder, hvor vi mødes, er med til at forme både vores hverdag og vores identitet. Men hvordan er det at være en del af et fællesskab, når man samtidig lever med psykisk sårbarhed eller en diagnose?
Hvornår fortæller man det på sin arbejdsplads? Hvad betyder det i mødet med chefen og kollegerne? Og hvad svarer man egentlig på det helt almindelige spørgsmål: “Hvad laver du så til dagligt?”, hvis svaret ikke føles helt enkelt?
Samtalen modereres af Nanna Marie Legaard Hansen

Alle er velkomne og kom når DU har tid
Samtalerne tager udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer og bliver styret af en moderator. Du er velkommen til at deltage i samtalen, stille spørgsmål eller bare komme og lytte. Du kan vælge at deltage i hele arrangementet eller droppe ind, når du kan eller ved lige nøjagtigt den samtale, du mener er mest spændende.

📅 Tidspunkt: Mandag 5. oktober kl. 15.00 – 18.00
📍 Sted: Folkestuen, Rendsburggade 2, 9000 Aalborg
🪙 Pris: Gratis – tilmeld dig via dette link: Aalborg Bibliotekerne

Arrangement er en del af Verdens Mentale Sundhedsuge 41 – i Aalborg er det et samarbejde mellem Aalborg Kommune, Center for Voldsforebyggelse, DepressionsForeningen, Reden Ung, Headspace, Aalborg Aktiv/Fritid, De Frivilliges Hus, En af Os, Kildehuset, Kraftværket, SIND, Ungerådgivningen, og Aalborg Bibliotekerne.

Dette arrangement er en del af DepressionsForeningens lokale fællesskabsmiljø i Nordjylland for dig, der har eller har haft depression eller bipolar lidelse tæt inde på livet. Der vil løbende komme flere aktiviteter og det står dig frit for at deltage i hele rækken eller nøjes med enkelte arrangementer. Når du tilmelder dig arrangementet, sørger vi for, at du også får besked om kommende aktiviteter i fællesskabsmiljøet. Ønsker du ikke at komme på mailinglisten, kan du nemt melde dig af igen.

Begivenhedsinformation

Dato

oktober 5, 2026

Tid

Kl. 15:00 –
18:00

Sted

Folkestuen, Rendsburggade 2
– 9000
Aalborg

Pris

Gratis for alle

50

Vigtig information

Tilmelding via: Aalborg Bibliotekerne

Tilmeld dig her