Jeg ser dig.
Jeg ser, hvor meget du kæmper og hvor svært det er når dit hoved forsøger at overbevise dig om, at alt er fint samtidig med at det hele gør ondt. Den ambivalens du hele tiden kæmper med. Du er konstant på overarbejde og det er hårdt.
Du prøver at overleve. Du har lært at dæmpe følelserne og smerten og holde ud. Det var en måde at beskytte dig selv på. En måde at kontrollere det hele på og samtidig fremstå som om du kunne det hele.
Jeg ved, du skammer dig. Over tankerne, over smerten, over at have brug for hjælp, og over hele tiden at have det dårligt.
Men sandheden er, at det kræver mere styrke at åbne op end at lukke ned og give op. Du er ikke forkert, du er et menneske, der kæmper.
Jeg ved, hvordan tomheden føles. Som om alt bliver udvisket. Som om du står stille, mens verden bevæger sig videre uden dig. Den følelse er tung, og den kan få dig til at tvivle på, om der er noget tilbage af dig. Men du er der stadig. Selv i tomheden. Selv i mørket.
Selvskaden har magten over dig, og den skal du vinde tilbage. Den er der ikke fordi du vil ødelægge dig selv, men fordi du flygter fra noget der føles værre, en psykisk smerte og samtidig et behov for kontrol. Et øjebliks ro i kaosset. Du fortjener ikke den smerte, du fortjener bedre. Du fortjener omsorg og kærlighed selvom det føles fremmed.
De tanker, der fortæller dig, at du ikke er noget værd og at du ikke har værdi som menneske. De er en del af den smerte, du bærer. For hvis du virkelig var uden værdi, ville du ikke kæmpe så hårdt. Du kæmper hver dag.
Jeg ved, du er bange. Bange for at miste kontrol, for at få det bedre og for at blive en fiasko. Hvis du har levet længe i kaos, kan det at få det bedre føles fremmed og forandring kan føles farligere end smerten fordi den er ukendt. Men du behøver ikke slippe alt kontrollen på én gang. Du må gerne tage små skridt.
At du stadig er her, er ikke en tilfældighed. Det er fordi en del af dig stadig holder fast, selv når det føles umuligt.
Du er ikke en byrde.
Du er ikke uden værdi.
Du må gerne være her.
Du må gerne fylde.
Du er et menneske i en svær proces.
Healing er ikke lineær, og det er ikke et bevis på svaghed at kæmpe længe.
Jeg er ked af, at du har følt, at du skulle undskylde for at eksistere. Du skylder ikke verden perfektion. Du skylder dig selv omsorg og et større selvværd. Du skylder dig selv at leve det liv du ønsker.
Jeg ser, hvordan du kigger på dig selv. Hvordan blikket finder fejl, som andre ikke ser. Hvordan usikkerheden overdøver alt. Det handler ikke om, at din krop er forkert, det handler om, at du har lært at se dig selv med et kritisk blik. Og det blik gør ondt. Et blik fyldt med selvhad som blusser til din lave selvværd og det har du ikke fortjent.
Når alt andet føles kaotisk, giver det en ro at styre noget. Men den ro er skrøbelig, og den koster dig dyrt. Det er ikke din skyld, at det er blevet sådan. Skammen den fylder så meget. Mere end sulten, mere end tankerne. Den hvisker, at du er forkert, svag, en fiasko. Men alt det er ikke sandheden, du er meget mere end det, tro på at du er god nok.
Du er et menneske, der kæmper en ekstrem svær kamp, mod tanker, følelser og mønstre, der har sat sig dybt fast. At du stadig står op, stadig prøver, stadig reflekterer, det er ikke ingenting. Det er en kæmpe styrke.
Og til den del af dig, der vil give op:
Jeg forstår, hvorfor du tænker på den måde. Jeg forstår, at det føles som den eneste udvej. Det er smerten, kontrollen og selvskaden der taler.
Du vil ikke dø, du vil have ro.
Du må gerne være her.
Selv når du tvivler.
Selv når du falder.
Selv når du ikke tror på det.
For du er god nok som du er og du rummer meget mere end du tror.
Du bringer glæde ind i andres liv, du er empatisk og omsorgsfuld og fyldt med kærlighed. Du skal være stolt af dig selv, stolt af hvor langt du er nået, stolt af den person du er blevet til. Husk at elske dig selv, og give dig selv lov til at leve, for det er den største gave du kan give dig selv.
