BRO – til recovery og trivsel efter depression

BRO skal skabe en tryggere overgang efter depression: Overgangen fra psykiatrisk behandling til hverdagen kan være en sårbar periode for mennesker med depression. Derfor afprøver Psykiatrisk Center Nordsjælland og DepressionsForeningen nu forskningsprojektet BRO til recovery og trivsel efter depression.
Af Clara Baerentsen

Projektet henvender sig til voksne med depression, der har været i kontakt med Psykiatrisk Center Nordsjælland, og som ønsker støtte i overgangen til hverdagen.
I BRO tilbydes deltagerne tre samtaler i eget hjem med en sygeplejerske fra DepressionsForeningen. Samtalerne tager udgangspunkt i den enkeltes situation og kan blandt andet handle om trivsel, hverdagsstruktur, mestring, tidlige tegn på forværring og muligheder for støtte og fællesskab.

Målet er at undersøge, om en struktureret opfølgning i hjemmet kan gøre overgangen fra psykiatrien til hverdagslivet mere tryg og sammenhængende.

Projektet gennemføres i samarbejde mellem Psykiatrisk Center Nordsjælland og DepressionsForeningen og er finansieret af Region Hovedstaden.

Hvem kan deltage?
BRO er for voksne med depression, der har været i kontakt med Psykiatrisk Center Nordsjælland, og som ønsker støtte i tiden efter eller omkring psykiatrisk behandling.

Deltagelse er frivillig, og man kan til enhver tid stoppe i projektet.

Sådan foregår det
Hvis man ønsker at deltage, så kontakt personalet på Psykiatrisk Center Nordsjælland. Så sikrer de kontakten og DepressionsForeningen aftaler det videre forløb direkte med deltageren.

Har du spørgsmål om projektet, kan du kontakte:
Tanja Madsen – tanja@depressionsforeningen.dk – 54 34 46 01