Da Rebecka fik diagnosen bipolar lidelse, gav alt mening

Rebecka Weile er elev på forfatterskolen PS! og har siden, hun var 10 år, kæmpet med depressioner. Da hun fyldte 20 år, blev hun diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse. Med hendes personlige erfaringer ønsker Weile at hjælpe andre, der lever med psykisk sygdom, ved at give billede af, hvordan det er for hende at leve med bipolar lidelse. Hendes mål er at skabe forståelse og støtte for dem, der går gennem lignende udfordringer. Læs hendes personlige fortælling her.

Jeg var 10 år gammel, da noget gik galt. En ensom stilhed bredte sig langsomt gennem min krop, borede sig ned et sårbart sted, slog rødder og fandt en vej ind. Det var begyndelsen, og det eneste, jeg vidste, var, at benene var umenneskelige tunge, at hovedet var en sten på den hårde madras, og min krop var et dødt legeme, uden ord, uden varme, og jeg prøvede at tvinge mig selv til at sove igennem alle dagens og nattens timer.

Fjernsynet var tændt, det var ikke for indholdets skyld, men for lyden. Lyden af tilstedeværelse, for stilheden var kvælende. En kvinde så mig dybt i øjnene hver tirsdag; hun bød på kakao og boller. Det havde jeg ikke lyst til, jeg havde ikke lyst til noget, jeg havde ikke lyst til at sove eller lyst til at lade fjernsynet stå tændt, men jeg kunne ikke andet. I afmagten hvilede der en dyb sorg, et ensomt minde.

Du er helt alene
se lige dig selv,
hvad tuder du for?
du er så ynkelig,
ingen vil nogensinde elske dig,
for du er uelskelig.

Som årene gik, blev jeg næsten vant til ensomheden, men rødderne sugede atter til sig og nægtede mig at elske, leve, skabe og fokusere på mine drømme, den saboterede alt. Jeg troede ikke, at der var andet, jeg var en dukke, en dukke forklædt som menneske. Det stod klart som under et stort og hult træ med lange spidse grene, at det var en kamp, jeg ikke kunne vinde, jeg var helt alene.

Da jeg flyttede hjemmefra, flyttede den med, og i en kort stund mærkede jeg den ikke, jeg fik pludselig håb. På daværende tidspunkt sad jeg i en lejlighed i Fiolstræde i indre by. En by med larm, mennesker, forbindelser og fester, man ikke er inviteret til. Alkoholen var lige om hjørnet, den berusende elsker. Jeg var 18 år og kastede mig umættet over byen. Det eneste jeg havde var min notesbog, ammunition i ensomheden med mig.

Det var overvældende og stærke følelser. Jeg spørger mig selv, om jeg fandt tryghed i kaos og i depressionen. Om jeg dyrkede og fodrede mørket. Og i den maniske tilstand oplevede jeg verden fra en anden side; endelig at kunne se mig i spejlet, og kunne lide det jeg så. At forelske sig i verden, en nyforelsket ros, med en tung pris.

Det kunne have gået galt, det gjorde det næsten. Da jeg flyttede ind i min første rigtige lejlighed, et sted hvor jeg forhåbentlig kunne skabe et hjem, flyttede den endnu engang med mig. Den levede fortsat i mig, dræbte min lyst, slog mig langsomt ihjel med forestillinger om bedre løsninger, som slet ikke var løsninger, men et drab af en depression.

Jeg fandt kærligheden i 2020, og det reddede mit liv. Han elskede mig, han elskede mig rigtigt, og han var stolt af mig, han fodrede mig med yoghurt, når jeg ikke kunne spise, han løftede mig og bar mig ud på toilettet, når jeg ikke selv kunne gå i bad. Han holdt om mig igennem alle nætterne, og han gav aldrig op på mig. Han var stærk, når jeg var svag og elskede mig ubetinget. At man kunne være så meget for et andet menneske, havde jeg ikke oplevet før.

Men depressionen var ligeglad, den kender ikke til kærlighed, den væmmes og vil helst være fri. Kærligheden er en løgn. Der gik måneder, og det blev kun værre i den lille lejlighed. Der hang en tyk og kraftig luft i rummet, snart ingen ilt. Jeg græd med kort afstand til væggen, jeg holdt puden om mit hoved for ikke at eksistere. Jeg havde allerede mistet et arbejde, så en uddannelse, ingen ville have mig og det var bedst, hvis jeg ikke var her.

Signalerne i hjernen var små tanker om død, og det pumpende hjerte pumpede selvbebrejdelse og skyldfølelse rundt ud i hele kroppen. Så fik han mig indlagt, jeg var bange og tvivlede på alt, men var samtidig også ligeglad. Ligeglad med mig selv eller verden, med min familie, alt var lige meget. I sidste ende endte alle mine tanker om et emne, nemlig død. Indlæggelsen blev starten på slutningen.

Da det stod klart, at jeg lider af bipolar affektiv sindslidelse, gav alt pludselig mening, og skildringen mellem mig og lidelsen har været afgørende for min kamp imod den. Det er så banalt, men jeg tror på kærligheden, jeg tror på, at forbindelse til andre mennesker er det stærkeste forsvar mod ensomhed og depression. Efter lang tid tror man på det depressionen har fodret en med i alt den tid, og når den først har rodfæstet sig, så skal man have hjælp, man må og kan ikke være alene.